af Henrik Bundgaard Nielsen, generalsekretær i Kirkefondet
”I 2035 er Kirkeministeriet ikke længere et selvstændigt ministerium, men en del af Kulturministeriet i form af en såkaldt særlig styrelse for folkekirken, kristendom og andre religiøse anliggender. Som en del af tidsånden i 20’erne syntes regering og folketing ikke længere, at det var nødvendigt at opretholde et selvstændigt ministerium, det måtte kunne klares via en selvstændig enhed under Kulturministeriet, som jo altid har været sammensurium af mange forskellige enheder og interesser.” Sådan skriver cand.scient.pol. og fremtidsforsker, Marianne Levinsen, fra Fremforsk – Center for fremtidsforskning, i det nyeste nummer af Kirkefondets magasin "Kirken i dag", hvor hun giver sit bud på folkekirken anno 2035.
Kritik af Kirkeministeriets sagsbehandlingstider
En ting er en fremtidsforskers bud på tidsånden i 20’erne. Noget andet er fakta her i begyndelsen af 20’erne. For i den seneste uges tid har der bl.a. i Kristeligt Dagblad været en heftig debat vedr. Kir-keministeriets evne til at tage sig af de mange sager fra folkekirken, som skal ind omkring ministeriet for at blive behandlet og godkendt. Det drejer sig bl.a. om alt for lange behandlingstider på menighedsråds ønsker om igangsætte projekter på tværs af sognegrænser. Flere partier vil nu have kirkeministeren i samråd for at at få en forklaring på sagsbehandlingstiderne. Og fra anden side peges der på, at nu må forhold og strukturer i og omkring Kirkeministeriet kulegraves.
En folkekirkestyrelse?
Dybest set handler det vel om folkekirkens styrelse – eller mangel på samme. Siden Grundlovens tilblivelse i 1849 er der forgæves blevet ventet på, at løftet i grundlovens § 66, som siger at folkekirkens forfatning (styrelse) ordnes ved lov, bliver indfriet. Men måske er der en anden vej – i første omgang – end ved, at folkekirkens styrelse skal ordnes ved en mere eller mindre samlet lovgivning? Hvad med, at der blev oprettet et helt konkret organ – folkekirkestyrelsen – placeret under Kirkeministeriet, sådan som vi f.eks. i de to seneste coronafyldte år er blevet meget bevidste om, at der under Sundhedsministeriet er en sundhedsstyrelse, som er en handlekraftig og agerende enhed.
Det med at ordne folkekirkens styrelse via samlet lovgivning er forsøgt flere gange – senest i 2014 – hvor et flertal af folkekirkens repræsentanter i arbejdsgruppen bag betænkning 1544 bl.a. ønskede en mere klar styrelse af folkekirken i form af et demokratisk organ mht. forvaltning af Fællesfondens midler. Der var dog ikke et tilstrækkeligt stort og bredt politisk flertal til, at Folketinget valgte at gå den vej.
I stedet for igen at forsøge at gå den vej, er det måske på tide allerede nu at arbejde for at virkeliggøre noget i retning af det, som Marianne Levinsen har peget på vil ske i 2035. Dog ikke en styrelse under Kulturministeriet – men en styrelse direkte under Kirkeministeriet, som ganske vist er et forholdsvist lille ministerium. Noget tyder dog på – jfr. den aktuelle debat – at det bør overvejes, om der kan vindes noget ved at udskille det, som i andre ministerier er ”traditionelle” styrelsesopgaver – nemlig sagsbehandling, kontrol og tilsyn, rådgivning og serviceopgaver/produktion fra den mere traditionelle ministerieopgave i form af ministerbetjening og lovforberedende arbejde mv. Ideen er hermed givet videre!
Kirkefondet 
Peter Bangs Vej 5B 2000 Frederiksberg Telefon 33 73 00 33 kirkefondet@kirkefondet.dk