af Henrik Bundgaard Nielsen, generalsekretær i Kirkefondet
”Folkekirken mangler ledelse”. Den overskrift dukker med jævne mellemrum op i medierne. Det sker især, når der er en eller anden konkret konflikt i et sogn – f.eks. personalekonflikter eller konflikter mellem præst og menighedsråd. Men som Kirkeministeriets departementschef, Christian Dons Christensen, forleden skrev i en artikel på den nye ”portal”, kirke.dk, så er udfordringen måske snarere, at der er for megen ledelse i folkekirken pga. den store og næsten kaotiske magtspredning. Mange hylder dette anarkistiske ledelsesprincip i folkekirken, men som departementschefen skriver, så kan de ”mange krydsende ledelsesstrenge give anledning til en ufrugtbar kamp om formelle ledelsesbeføjelser, både lokalt og på landsplan”.
Ledelse er "noget mennesker skaber sammen"
Hvis man giver sig til at lede efter ledelse i folkekirken ud fra et traditionelt ledelsesbegreb, hvor ledelse primært er noget man ”er”, fordi man er placeret i en eller anden ledelsesmæssig position i et hierarki, så vil man nok konkludere, at der mangler ledelse. Men som departementschefen påpeger, så er der en nyere forståelse af, at ledelse er ”noget mennesker skaber sammen”. Og den form for ledelse mener jeg faktisk allerede finder sted rundt om i folkekirken – i hvert fald internt og på det lokale plan – hvor menighedsråd og ansatte sætter sig ned og sammen skaber en retning for sognets kirkelige liv. Det nye er, at man nogle steder i højere grad forsøger at inddrage lokalsamfundet i diskussion og drøftelse af, hvilken retning kirken skal tage lokalt. Det lykkes derfor rent faktisk mange steder i folkekirken at sætte en fælles retning i det enkelte sogn. Det er også vores erfaring, når vi i Kirkefondet afvikler workshops, visionsdage mm. rundt om i landet.
Hvem påtager sig "hverdagsledelsen"?
Men hvad sker der så bagefter? Når retningen er blevet sat, og det er blevet hverdag? Hvem kan i dagligdagens trummerum i den lokale kirke gribe bolden og omsætte de gode visioner til praksis? Hvem kan drible videre, følge op og holde fast på visionen og målsætningerne og omsætte det til konkrete handlinger i sognet? Nogle sogne er så heldige, at der er en lokal ildsjæl i menighedsrådet eller blandt de ansatte, som ser det som sin opgave, og som tager udfordringen op og griber bolden – og som får rum og plads til at fastholde sognets ”retning” ved at igangsætte konkrete tiltag mm. Vedkommende kan så komme til at optræde som en mere eller mindre uformel leder, sådan som det i mange små sogne allerede gør sig gældende for præsten.
Hvis ikke der findes en person i sognet som så at sige påtager sig den daglige ”hverdagsledelse” – hvad enten det er en person, der formelt er udpeget som daglig leder eller en, som uformelt tager det på sig – så er jeg bange for, at de mange ”gode retninger”, som sættes via det som Christian Dons Christensen kalder ”relationel ledelse”, ikke kommer til at føre nogle steder hen. Det er fint, at vi i folkekirken kan finde ud af at gå sammen og sætte en retning i ”åben dialog med engagerede borgere, medarbejdere og målgrupper, både blandt frivillige, ansatte og ledere i kirken og med civilsamfundet rundt om kirken”. Men mange steder mangler der lokalt en person, som også tager den operationelle ledelse på sig i hverdagen. For ledelse er også, som der stod i bemærkningerne til forslag om ændring af lov om menighedsråd 2007, ”at omsætte det samlede menighedsråds beslutninger i fælles mål for medarbejderne, at kommunikere disse mål og at koordinere samarbejdet herom”. Derfor er mit svar på, hvem der følger op på sognets vision og målsætninger, at der i de enkelte sogn eller pastorater bør udpeges en formel daglig leder, der har som sit ansvar og som en del af sine opgaver at følge på de retninger, der er blevet sat for den lokale kirke.