Kommentar: Er kirken forandringsparat?

Læs generalsekretær Henrik Bundgaard Nielsens aktuelle kommentar.

I forrige uge havde Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter indbudt til en konference om ”Kirken i by og på land”, hvor formålet med konferencen bl.a. var at se på fælles vilkår og udfordringer for kirkens liv og virke, hvad enten det er i byen eller på landet. Et fælles udgangspunkt i mange af oplæggene var, at samfundet og folket forandrer sig – og derfor må folkekirken også være villige til at forandre sig – den må være forandringsparat. Og det har den allerede gjort på mange områder.
Som lektor i religionsvidenskab Marie Vejrup Nielsen påpegede, så har vi f.eks. langt henad vejen fået en mandags-lørdags kirke med mange aktiviteter fra mandag til lørdag, hvor folk strømmer til kirken og ikke mindst ind i de mange sognegårde. Der er et ønske om, at folkekirken skal være til stede på mange forskellige platforme og på mange forskellige steder og tider i menneskers liv, og det kræver et stort ressourceforbrug, som kan være svært at løfte, hvis ikke der også i de lokale kirker er en stor gruppe af engagerede frivillige. Som et led i at kunne være en forandringsparat kirke, så blev det også pointeret flere gange, at folkekirken som enhver anden organisation hele tiden må forholde sig til sin omverden. Derfor er det også nødvendigt, at kirkens folk kommer ”ud af kirken” – ud i omverdenen for at lære folket at kende. Det kan gøres på flere måder.
I mange sognekirker har man med støtte fra Kirkefondet haft såkaldte lytterunder, hvor f.eks. menighedsrådsmedlemmer samler forskellige grupper i sognet for at høre hvad de tænker om tro, kirke og mening med livet. Andre steder gøres dette lyttearbejde af ”professionelle” – f.eks. i de fokusgruppeinterviews, som Kirkefondet netop har afviklet i Frederikshavn by for de tre bysogne i fællesskab.

Studietur til Amsterdam 
I begyndelsen af maj stod Kirkefondet for en studietur til Holland for med 25 menighedsrådsmedlemmer og præster, som alle havde det til fælles, at de kommer fra sogne, hvor der allerede har været eller vil komme stor befolkningsvækst. De var alle optaget af, hvordan den lokale sognekirke skal agere, når der sker forandringer i lokalsamfundet – og her i form af stor befolkningsvækst. Deltagerne i studieturen signalerede alle, at de gerne ville være en forandringsparat kirke, som kan svare på de vilkår og udfordringer, som de kommer til at stå overfor.
Der blev på studieturen besøgt meget forskellige kirke-tiltag i nye byområder i Amsterdam og Utrecht, (se også Berit Weigand Bergs omtale af studieturen), hvor det var et gennemgående træk, at det kan være nødvendigt at komme ”ud med kirken”. At gå ud af den kirkelige komfortzone – at forlade de trygge kendte rammer i de gamle kirkebygninger og i de moderne sognegårde. I Holland mødte vi en kirke, som var forandringsparat og rede til at gå ud i lokalsamfundet og være kirke der sammen med mennesker, hvor de nu befinder sig – fysisk og mentalt. Og det betød også, at der var knap så meget af det man kan kalde ”traditionel proklamation af evangeliet” og envejskommunikation med forkyndelse af en eviggyldig sandhed. I stedet var der meget dialog og åben samtale, hvor flere af de engagerede kirkefolk i Amsterdam sagde, at det vigtigste er at sætte sig sammen med folk og forholde sig til de bibelske tekster – med den risiko, at vi måske bliver flyttet i vores egen forståelse af bibelen/kristendommen. Hvor forandringsparate er vi mon i Danmark, og hvor langt er vi klare til at gå – ud af og ud med kirken?