Nyheder

af Henrik Bundgaard Nielsen, generalsekretær i Kirkefondet

Jeg har endnu til gode at opleve, at der ud i en ”offentlig forsamling” bliver foretaget et opkald og spurgt, om der er en præst til stede! Men for nogle år siden oplevede jeg i et fly på vej til Tenerife, at der blev forespurgt: ”Er der en læge til stede?” Kort efter lød det: ”Er der en sygeplejerske til stede?” Ingen reaktioner! Men så kom flyets kaptajn gående ned gennem flyet og besluttede kort efter at vende rundt over Holland og returnere til Billund, fordi en yngre kvinde efter afgang fra lufthavnen havde fået stærke mavesmerter (Heldigvis kunne vi senere læse i avisen, at det ikke var noget alvorligt!)

”Reddet af” de pensionerede præster!
Ikke så akut – men dog alligevel, så bliver der oftere og oftere rundt om i landets sogne spurgt: ”Er der en præst til stede?” Det er effekten af den stadigt voksende præstemangel, som især slår igennem i stifter længst væk fra storbyerne. Præsteforeningens formand gør f.eks. opmærksom på, at i Aalborg Stift er der 25 fuldtidspræstestillinger, der står tomme. Og når der er sygemeldinger blandt præsterne, barsels- eller anden orlov – eller slet og ret vakancer, når præsteembeder er ledige – ja, så er der rift om de pensionerede præster. I perioden 2018 til 2022 blev mellem 33 og 45 årsværk dækket af emeritipræster i korte og længere vikariater, ligesom de træder til ved enkelttjenester i mange af landets kirker.

Er der en præst til stede – på landet? 
Forleden havde domprovst Morten Fester Thaysen et debatindlæg på kirke.dk, hvor han (igen) gør opmærksom på, at det er nu, der skal gøres noget ved den præstemangel, som for alvor er ved at slå igennem i landområderne. Han argumenterer bl.a. med præstens nødvendighed som lokal sammenhængskraft i landsognene. Ud over præstens specifikke ”kirkelige funktioner” med at holde gudstjenester, døbe, konfirmere, vie og begrave, så er præsten ifølge domprovsten ofte ”en nøgleperson i det folkelige liv, der folder sig ud…. Er sognepræsten der ikke længere, bliver det sværere med sammenhængen, og stedets historie fortælles måske ikke længere.”

Et tungt åg
Er det ikke et alt for tungt åg at lægge på de præster, som bliver præster på landet? At præsten skal være en nøgleperson i det folkelige liv, sammenhængskraft og den faste storyteller! Med de forventninger kan det ikke undre, at Pernille Vigsø Bagge fra Præsteforeningen taler om, at mange unge præster oplever et ”praksischok”, fordi der ”er for stort et gab mellem, hvad man mener, man har lært på universitetet og på pastoralseminariet og så den virkelighed, man kommer ud til.” Bør vi derfor ikke rokke ved forestillingen om, at det er præsten, der skal bære hele landsognet, når skolen, kroen, forsamlingshuset og købmanden er væk?

Mere og anderledes praktik i præsternes uddannelse
Eller skal vi i stedet styrke og måske omlægge præsternes uddannelse, så de både under det teologiske studium og på Pastoralseminaret får meget mere praksis? Heldigvis er der sket meget siden 1980’erne, hvor det praktiske islæt var 14 dages praktik og lidt konfirmationsforberedelse. Og Præsteforeningen har da også et ønske om mere praktik for de unge studerende – senest med det lille forslag, at kommende præster ikke længere skal kunne komme i praktisk i Aarhus eller København. De skal ud på landet – der, hvor det råbes højt ud over de gule rapsmarker: Er der en præst til stede?

Gudstjenester uden præst
Er der en præst til stede - ved gudstjenesten? Nej – ikke altid, for der afholdes flere og flere læg-mandsgudstjenester rundt om i landet. Det gælder både nødløsningen, når en præst sygemelder sig, og ingen vikar er at få, og så de ”planlagte” lægmandsgudstjenester i områder, hvor en præst har mange kirker at betjene, og derfor ikke kan komme rundt til alle kirker hver søndag. Men hvordan er erfaringerne med, at der ikke er en præst til stede ved gudstjenesten? Nogle mener, at det engagerer nogle mennesker i kirkelivet og giver betydeligt mere liv i gudstjenesten. Andre fastholder, at det netop er vigtigt, at der er gudstjeneste hver søndag – med eller uden præst, mens andre kan berette at ”vi som landsby har fået fornyet vores gudstjenesteliv ved selv at påtage os et ansvar for, at der holdes gudstjenester.” Men der er vel også mennesker, som mener, at en gudstjeneste er ikke ”helt rigtig”, når der ikke er en præst til stede! 

Er der Ånd tilstede?
Præst til stede eller ej – så må vi her ved pinsetid naturligt spørge: Er der Ånd til stede i folkekirken? For som Grundtvig skrev i sidste vers i den oprindelige udgave af ”Kirken den er et gammelt hus”:
Selv bygger Ånden kirke bedst,
trænger så lidt til drot som præst,
Ordet kun helliger huset.

Glædelig pinse!