af Henrik Bundgaard Nielsen, generalsekretær i Kirkefondet
”What if God was one of us” sang Joan Osborne i 90’erne. Jeg ved ikke, hvad der ligger bag disse ord og dette ønske om at møde Gud ”som en af os” – som et menneske. Men jeg tror, at det er et grundlæggende træk, at vi om muligt gerne vil have et glimt af eller et møde med den Gud, som man ellers ofte betragter som noget fjernt og fra vores verden fuldstændig anderledes.
I Det Gamle Testamente er der adskillige beretninger om, at Gud er tilstede i vores verden. Men det er på ingen måde ”som en af os”! Tværtimod – Gud er i vores verden – men stadig som det utilgængelige og farlige – som det utilnærmelige – i det allerhelligste i templet, i tornebusken, i ildstøtten, på bjerget – og altid som den mennesker ikke må nærme sig og ikke se.
Heldigvis ændrer dette sig med Jesus. For det at Jesus fødes som Guds søn ind i vores verden – det som vi også kalder inkarnationen – at Gud bliver et menneske – som ”en af os” – viser en helt anden forståelse end den gammeltestamentlige. For med Jesus er Gud midt i blandt mennesker og i stedet for, at det kan medføre døden at se Gud ansigt til ansigt, som i flere beretninger i Det Gamle Testamente, så medfører det tværtimod det modsatte: Det kan være livgivende, helbredende og befriende at være ansigt til ansigt med Gud inkarneret og levende tilstede som en af os - i Jesus.
Hele beretningen om Jesu komme til og færden i verden kan forstås som et udtryk for, at Gud ønsker at mødes med os – på lige fod – så meget på lige fod, som det nu kan være, når den ene i mødet er Gud og den anden er menneske. I hvert fald efterlader beretningerne i Det Nye Testamente ikke tvivl om, at Guds intention er at mødes med os mennesker – som ”en af os”.
Det møde ønsker Gud skal fortsætte også efter Jesu død, opstandelse og himmelfart. Helligånden – som den uforståelige og ubegribelige størrelse - kan da forstås som Guds fortsatte nærvær og møde med os. Men vi har også fået givet mere håndfaste mødesteder – hvor Gud har tilsagt sit løfte om, at der vil vi altid kunne møde ham. Vi kan møde Gud mange steder – men netop i sakramenterne forsikrer Jesus os, at der møder vi Gud. Dåben og nadveren er nogle af de centrale mødesteder mellem Gud og mennesker. Det peger så helt naturligt hen på gudstjenesten som et møde mellem Gud og menneske, hvilket også beskrives som gudstjenestens formål i den rapport om gudstjenestelivet i folkekirken, som er udarbejdet af en af de liturgiske faggrupper, som biskopperne nedsatte i 2016.
Der anes en rød tråd i vores kristne tro – med udgangspunkt i inkarnationen – at det er vigtigt at der til stadighed finder et møde sted mellem Gud og mennesker – i gudstjenester, i bøn, i sakramenter – men ikke udelukkende i disse markante ”kirkelige rammer”. For Gud kan i princippet møde os alle steder.
Hvis vi tør se vores kristne tro som en mødestedstro, hvor der finder møder sted mellem Gud og mennesker, så må det til stadighed udfordre os som kirke til at overveje, hvordan vi kan skabe de bedste rammer for, at der er mødesteder mellem Gud og mennesker. Ikke fordi at vi skal gøre arbejdet for Gud – for Gud møder os når og hvor han vil. Men det skader vel ikke, at vi bestræber os på at skabe tidssvarende og relevante rammer for dette møde? Det er vel derfor at vi gennem hele kirkehistorien har bygget store og flotte katedraler og kirker?
Forleden var jeg på tur i et nyt byområde i Egedal kommune sammen med repræsentanter fra Ølstykke sogn – og en repræsentant fra kommunen. Vi skulle se på fysiske muligheder for kirkens tilstedeværelse i dette nye boligområde. På vores tur rundt i området så vi på oplagte pladser for en stor synlig kirke midt i den nye bydel, eller for en lille mere ydmyg kirke tilpasset et lille lokalområdes lave huse, eller for et sognehus, kirkesal, menighedscenter – eller for at være kirke i et lejet butikslokale eller i samarbejde med andre om et fælles kirke- og kulturhus eller….? Det er vigtigt, at vi også i de nye boligområder, hvor kirken gerne vil etablere sig hele tiden overvejer: Hvordan kan vi skabe de fysiske rammer som bedst i vores tid og på vores sted befordrer et møde mellem Gud og mennesker.