af Henrik Bundgaard Nielsen, generalsekretær i Kirkefondet
I forbindelse med det nye temanummer af "Kirken i dag" om alternative kirkerum ude og inde, signaleres med begrebet ”alternative kirkerum”, at et kirkerum kan være andet og mere end det, vi normalt forbinder med det – et kirkerum i en kirke, som vi kender dem flest her i Danmark – en gammel middelalderkirke med hvidkalkede mure og takkede gavle. For der kan også være kirke og kirkerum andre steder end i traditionelle kirkebygninger. Det kan være i midlertidige lokaler i områder, hvor der endnu ikke er bygget en permanent blivende kirkebygning, og det kan være ude i det fri – i naturen, i et samlingslokale på et plejehjem, i værelset hos en døende eller i den lejrbygning, hvor konfirmanderne er på weekendtur. Dybest handler det om at være kirke der, hvor mennesker er – ikke så meget om at have en blivende fast bygning, et helligsted, som vi kan kalde kirke.
Kirke kan vi have hvor som helst
Når vi vender blikket tilbage til de allerførste kristne, så blev de kaldt ”dem, som følger vejen”. Som kristen er man altid på vej – i bevægelse – og ikke bundet til et fast sted – et helligsted. En lignende tanke antyder biskop Erik Normann Svendsen i 2006 i en refleksion over teksten fra Johannesevangeliet kap 4 vers 5-26, hvor han skriver, at ”Jesus afviser, at den sande tilbedelse af Gud er knyttet til bestemte hellige steder og fastslår, at ’de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed.’ Den indsigt gør et kristent menneske fri til at tilbede Gud, når og hvor han vil. Afgørende er ikke stedet, men sindet.” Som argument for at sætte kirken fri af sin stedbundethed til den traditionelle fysiske kirkebygning henviser kirkehistorikeren Carsten Bach-Nielsen i Kritisk Forum for Praktisk Teologi (KFPT) 125/2011 til at, ”Jesus var en vandreprædikant, der gik fra sted til sted med sine hangarounds, disciplene”, ligesom han trækker linien op til Luther, for hvem det er ”afgørende, at kristne ikke er bundet til særlige tider og steder… ideelt set kan vi have kirke hvor som helst.” Og en anden kirkehistoriker, Jakob Balling, skrev i KFPT 117/2009, at reformationen forkastede ”stedhelligheden” og henviste til ”ordets suverænitet”.
Markering af rummet som noget særligt
Trods dette så har vi et iboende behov for at markere det hellige, det anderledes og det ophøjede. Pilgrimspræst Elisabeth Lidell skriver i dette nummer af ”Kirken i dag”: "Ikke fordi ”helligstederne gør Gud mere nærværende, men de hjælper OS til at være mere nærværende og se det hellige i det almindelige”. Vi har brug for at markere, at stedet og tiden er noget særligt – og det kan f.eks. ske med den bøn, som bruges af pilgrimsvandrere: ”Dette sted og dette øjeblik er dit, Herre. Åbn vore sind for det helliges nærvær…”
Der kan bruges forskellige virkemidler for, at det anderles og alternative rum opleves som et kirkerum. Arkitekt Maj Bjerregaard, projektleder for projektet ”Differentieret vedligehold og brug af kirker”, beskriver i en artikel, hvordan der i en omdannet engelsk kirke, der i ugens løb bruges som mødelokale, cafe, posthus mm., om søndagen skabes et højtideligt gudstjenesterum ”gennem arkitektoniske virkemidler som funktionel zoneopdeling, lyssætning, klar retningsorientering i funktionerne”. Måske kan vi også lade ord – f.eks. som en del af et gudstjenesteritual – hjælpe med til at definere rummet – også i det fri - som et kirkerum. Ved indvielsen af kirken i Renbæk Statsfængsel i 2014 afsluttede biskop Elof Westergaard sin tale med denne bøn:
”Gud, skaber og frelser,
Gør dette hus til din kirke,
Et levende sted.
Lad det blive fyldt af din herlighed,
Dig til ære
Os til gavn.
Amen”
Hvis ordet ”hus” blev erstattet med ”rum” kunne denne bøn være en god indledning og rammesætter, hver gang der holdes gudstjeneste i et ”alternativt kirkerum”.
Kirkefondet Peter Bangs Vej 5B 2000 Frederiksberg Telefon 33 73 00 33 kirkefondet@kirkefondet.dk