Nyheder

af Henrik Bundgaard Nielsen, generalsekretær i Kirkefondet

I den forgangne uge har jeg fået et par henvendelser fra provstier og sogne rundt om i landet, som i et ønske om at få hjælp og vejledning fra Kirkefondet bl.a. stillede spørgsmål som: ”Hvordan skal vi være kirke, når folk ikke længere er der, hvor de var engang? Hvordan imødekommer vi beboerne i vores sogn med det, som de forventer sig af os som kirke?”. Bag disse spørgsmål ser jeg et udbredt ønske om at være kirke – for hele folket – og et ønske om at besinde sig på, hvordan det kan lade sig gøre. For folket bevæger sig hele tiden. Folket flytter sig geografisk. Som en provst beskrev det, så er der ”udfordringer med demografien og ligevægten i provstiet, når befolkningen samler sig i den ene halvdel, mens kirkerne er i den anden”. Folket bevæger sig på utroligt mange måder – også mentalt.
At folkekirken er nødt til at agere i forhold til de mange forandringer i og med folket ser jeg også som en væsentlig baggrund for den debat om ”folkekirkens tilstedeværelse”, som Landsforeningen af Menighedsråd lancerede på deres årsmøde i 2021. De peger her på forskellige betydninger af denne tilstedeværelse – f.eks. adgang til gudstjenester, diakonale tiltag, digitalt, i medierne etc. Jeg finder, at det er vigtigt at arbejde med en meget bred forståelse af kirkens tilstedeværelse, for den bæres ikke alene af bygninger, ansatte, strukturer, samarbejdsaftaler m.m. Alt dette er vigtigt, men jeg vil gerne fremhæve, at der også i oplægget peges på tilstedeværelse i form af ”lokale lægfolk, som vil påtage sig et ansvar for kirkens liv og vækst”. 
En levende, tilstedeværende kirke er en kirke, der er til stede med en bred skare af lægfolk (frivillige), som kan og vil holde kirken i gang; som kan og vil række ud mod andre mennesker, og som kan og vil være vidnesbyrd om kirken og troen netop der, hvor de færdes i deres liv. I den forbindelse er det også vigtigt at huske på, at gennem de mange kirkelige organisationer og deres arbejde er folkekirken faktisk også tilstedeværende rigtig mange steder.

Vi er alle i Guds hånd – også efter døden
I de seneste uger er der bl.a. i Kristeligt Dagblad, men også på diverse sociale medier blevet diskuteret frelse og fortabelse – særligt med meningsudvekslinger mht. begrebet ”alles frelse”. I sådan en teologisk debat kommer nuancerne frem, når der f.eks. spørges: Er det en del af vores lære, at Gud frelser alle? Eller kan vi ikke ”strække” vores lutherske forståelse af troen længere til det end, at Gud ”ønsker” at frelse alle, og at vi lever i håbet om, at Gud vil frelse alle? 
Johannes Møllehave var tilsyneladende ikke i tvivl: ”Det ender godt”. Det er titlen på en samtalebog, hvor han blev interviewet af Erik Bjerager. Der siger Møllehave bl.a.: ”Jeg gør mig ikke mange forestillinger om, hvad der sker efter min død. Jeg er i Guds hånd. Det er vi alle. Det er mig egentlig nok. Resten er spekulation.” Han støtter sig bl.a. – som mange også gør i den nu pågående debat – til ordene fra Paulus’ første brev til Korintherne, hvor der bl.a. står, at alle skal gøres levende med Kristus, og at Gud til sidst vil være alt i alle. Med Møllehaves skarpe pen: ”Han vil ikke være alt i nogle få udvalgte”. Også i sine salmer beskrev Møllehave denne tematik – bl.a. i salmen ”Vi trækker streger og sætter skel”:

Han slog en streg over hver en streg
som sættes mellem dig og mig.
Så ikke én af dem Vorherre skabte
skal kaldes udenfor og helt fortabte.

Et kors det danner, naturligvis
og det blev så hans kærlighedspris.
Og alle de der faldt uden for stregen
dem slog han følge med på hele vejen.

Vi tror på en Gud, hvor ingen skal kaldes udenfor – en Gud der vil slå følge med alle – og i forlængelse deraf – så er det naturligt, at der arbejdes for en kirke, som er tilstedeværende for hele folket – for alle folk.