Nyheder

af Henrik Bundgaard Nielsen, generalsekretær i Kirkefondet

Da Andreas Mogensen for nylig skulle tilbage til jorden igen efter et halvt år i rummet, sagde han, at han kommer til at savne udsigten – det at kigge ud ad vinduet og se vores smukke, blå planet. På hans forrige rumtur var et af hans budskaber til os: ”Set fra rummet er der ingen landegrænser. Når man kigger på Jorden, bliver det klart, at der kun er én Jord. Man får meget hurtigt den fornemmelse, at landegrænser er noget menneskeskabt. For vi er allesammen mennesker med de samme drømme, de samme ønsker, med de samme behov, og vi lever på den samme planet”.
Hvad nu hvis vi havde bedt Andreas Mogensen zoome ind på Danmark – zoome ind på folkekirken – ville han så sige: ”Set fra rummet er der ingen sognegrænser. Når man kigger på folkekirken, bliver det klart, at der kun er én folkekirke. Man får meget hurtigt den fornemmelse, at sognegrænser er noget menneskeskabt. For i folkekirken er vi alle samlet om at lade den kristne tro blive til glæde, trøst og opmuntring i menneskers liv”.
Der er landegrænser på vores klode, og der er sognegrænser i folkekirken. Men vi kan have et håb om, at disse grænser ikke skal være snærende bånd, som spænder ben for det, som landets menig-hedsråd er forpligtet på: ”At virke for gode vilkår for evangeliets forkyndelse”

Er sognegrænser urokkelige?
Sognegrænser skal ikke nedbrydes bare for at fjerne dem. Men de skal heller ikke bestå for enhver pris. Der bør til stadighed arbejdes for, at de bliver nemmere at krydse; at de bliver mere åbne og transparente og at samarbejde på tværs bliver enklere og lettere. Det har også den nye kirkeminister, Morten Dahlin, opdaget, idet han bl.a. har sagt til kirke.dk at ”det er blevet bragt op for mig, at man synes, det er administrativt tungt og bøvlet, hvis man på tværs af sognene gerne vil ansætte en medarbejder, der skal hjælpe med en opgave i flere sogne end ét”. Dette er en af grundene til, at han har igangsat et projekt med henblik på ”forenkling og bedre understøttelse af menighedsrådsarbejdet”. Så snart der på denne måde åbnes op for en drøftelse af behov og mulighed for at ændre på sogne-grænser og sognestørrelse, så er der nogle som vil forsvare sognegrænserne urokkelighed, idet de udtrykker en ængstelighed for at det kan blive et angreb på det meget vidt udbredte nære folkelige de-mokrati, som findes i menighedsråd.

Nødvendige strukturændringer
Heldigvis er der også en stigende erkendelse af, at sogne som små demokratiske enheder kan blive for små. I slutningen af 2023 opfordrede Annette Bennedsgaard, formand for Provsteforeningen, til at vi åbent drøfter, hvad der er et godt og bæredygtigt sogn, provsti og stift i Danmark? Og senest har Karen Klint, medlem af bestyrelsen for Landsforeningen af Menighedsråd, udtalt til kirke.dk, at ”det er nu, folkekirken og Kirkeministeriet skal have modet til seriøst at lave de nødvendige struk-turændringer, så antallet af sogne om nødvendigt bliver færre. Der har været en årelang modningsproces med diverse forsøg, og nu er der en større vilje til at se på sognesammenlægninger.” 

Et grænsesprængende budskab
Påsken nærmer sig og dermed også det fantastiske, livgivende og grænsesprængende budskab om, at Jesu opstandelse påskemorgen betød et afgørende brud med dødens magt. Dødens mure, dødens grænser er brudt ned én gang for alle, og opstandelsens grænsebrydende kraft giver energi og styrke til, at andre grænser brydes ned, der hvor de er livsødelæggende og hæmmende. Vores liv og virke-lighed er fyldet med grænser, som kan være nødvendige værn til styrkelse af vores identitet og vore fællesskaber – f.eks. de nationale, familiemæssige, historiske, kulturelle, sproglige grænser. Men påskens grænsesprængende budskab minder os om, at alle disse grænser er og bliver relative, for livets fylde findes i den Guds kærlighed, som favner os alle og samler os i et alt i alle.
Glædelig grænsebrydende påske!