Aktuel kommentar: Der er brug for strategisk ledelse i folkekirken!

af Henrik Bundgaard Nielsen, generalsekretær i Kirkefondet

”Nogen må gøre noget. Nogen må beslutte noget. Vi kan ikke bare lade som ingenting og lade folkekirken køre videre uden at se på de store og massive forandringer i samfundet, som påvirker folkekirken, og som bl.a. peger på, at folkekirken må foretage nogle justeringer af sine strukturer. Der er brug for strategisk ledelse i folkekirken – på alle niveauer – fra det lokale til det nationale”.

Det var nogle af de kommentarer, som dukkede op, da Kirkefondet lørdag 12. november havde indbudt til en konference i Århus, som bl.a. skulle søge at belyse, hvor og hvordan folkekirken kan være til stede nu og i fremtiden i mødet med den danske befolkning. I de større byer kan folkekirkens udfordringer være en drastisk faldende medlemsprocent, stærkt faldende dåbstal og i det hele taget manglende synlighed og nærvær af folkekirken i befolkningens bevidsthed – især i de mange ny byområder, som skyder op rundt omkring uden en kirke som et synligt samlingspunkt. Når det gælder folkekirkens tilstedeværelse i mange landområder, kan man tale om en uheldig cocktail, som består af for mange kirker, for få beboere og for få penge – ofte koblet med en forholdsvis god, men dog nedadgående folkekirkemedlemsprocent.

Folkekirke - bekendelseskirke
Sognepræst Hans Nørkjær Franch nævnte i sit oplæg på konferencen bl.a., at folkekirken på en måde har set, hvad den skal gøre for at være ”folke”-kirke – hvad den skal gøre for at appellere til den brede befolkning og nå bredt ud i den danske folk. Den gør den ved at være en konsensus- søgende ”midter-folkekirke”. Men han stillede skarpt på denne tendens og opfordrede til at overveje spændingen mellem at kaste al energi på at være en stor og talstærk folkekirke og så bruge kræfter og indsats på at fastholde, at vores folkekirke er en evangelisk luthersk kirke – funderet i de bekendelser, som sætter en ramme for og giver et afsæt for, hvad kirken skal.

Samskabelse har fordel af nye strukturer
I de seneste år har begrebet samskabelse været sat i fokus i Aarhus stift – særligt indenfor det diakonale og sociale område som et sted, hvor kirken og kommunen med fordel kan arbejde mere sammen. Biskop Henrik Wigh-Poulsen, Aarhus, gjorde i sit oplæg på konferencen opmærksom på, at der er en facet af samskabelsen, som også har med strukturer at gøre. Han ser et behov for at rokke ved, arbejde ud over og forandre sognegrænser og strukturer, sådan at kirken i sin struktur bliver bedre til at samskabe med lokalområder i nye såvel som gamle bykvarterer, som i deres selvforståelse ikke nødvendigvis følger de folkekirkelige sognegrænser

”Teser” for at styrke kirkelivet på landet
Med ligeså mange kirker som i Københavns stift, en geografisk størrelse som Helsingør stift og kun et antal indbyggere svarende til Odense Domprovsti så siger det næsten sig selv, at der er store demografiske og økonomiske udfordringer ved at være kirke i Lolland Falster Stift, som desuden ser frem til, at inden længe er befolkningsgruppen over 65 år den største aldersgruppe. På baggrund af disse barske kendsgerninger har stiftets biskop Marianne Gaarden haft studieorlov for at arbejde med, hvad der kan gøres for kirkelivet på landet med fokus på ”kirkelivet”. Hun nåede bl.a. frem til en række punkter, som kan være med til at styrke kirkelivet på landet – som f.eks.:
•    Reducere antallet af præstegårde 
•    Gøre præstearbejdet mere fleksibelt – med mere samarbejde i teams
•    Differentiere vedligeholdelsen af kirkerne 
•    Bruge kirkebygningerne til andet og mere end traditionelle kirke-aktiviteter
•    Flytte opgaven med vedligeholdelse af kirkerne fra menighedsrådene
•    Samarbejde på tværs og med lokalsamfundet
•    Regulere den nationale udligning
•    Ændre ”mindsettet” og fokusere på håbet

Ændringer i folkekirkens struktur?
I debatten på konferencen blev der bl.a. fra sognepræst Morten Skrubbeltrang, Hasle, efterlyst, at der også på nationalt niveau fastlægges en strategi for prioritering af, hvad folkekirken skal: Skal fokus være at bevare bygninger som gammel dansk kulturarv eller at sikre menighedshedens liv og vækst? Når man kigger 30-40 år bagud har der været masser af forandringer i folkekirken mht. indhold, aktiviteter, tiltag mm. Der er kommet nye gudstjenesteformer, minikonfirmander, babysalmesang, pilgrimsvandringer m.m. Men der har kun været meget få strukturforandringer på baggrund af de store demografiske forandringer, der er foregået i kirke og samfund i samme periode. 
Men hvis der f.eks. skal ske en omfattende justering af den kirkelige udligningsordning, så er det vigtigt at gøre sig klart, hvad der er formålet med denne justering: Er det for at tilføre flere midler til de områder af landet, hvor der er mange gamle kirkebygninger og dermed som formål at bevare kulturarv? Eller er det for at tilføre flere midler med henblik på at skabe kirkeliv i nye byområder? For at møde de mange børn, unge og voksne som flytter til nye bydele, og som måske ikke lige har et naturligt tilhørsforhold til kirken, hvilket kan blive endnu mere svækket, hvis der ikke i disse områder er en aktiv kirke, som rækker ud mod de nye tilflyttere.
Et af de afgørende spørgsmål at besinde sig på er måske at drøfte, hvor folkekirken skal befinde sig på skalaen mellem at være offentlig forvaltningsenhed og en evangelisk luthersk kirke funderet på de bekendelsesskrifter, som kan danne grundlag for og sætte retning og strategi for folkekirken. Og en sådan strategisk retningssætning mod en kirke i udvikling vil kræve ledelse – og det er så en helt anden og nødvendig debat, der også skal tages i folkekirken – ledelse hvor og hvordan.