Nyheder

af Henrik Bundgaard Nielsen, generalsekretær i Kirkefondet

Forleden aften ledte jeg et borgermøde i et sogn, som ville informere byens indbyggere om en påtænkt større renovering af kirkerummet i deres gamle kirke fra 1300-tallet. En af menighedsrådets ideer var bl.a. at flytte døbefonten ned midt i kirkerummet. Så kom jeg til at tænke på, at døbefonten op gennem hele kirkens historie har haft mange forskellige placeringer. Og det samme har tidspunktet for, hvornår dåb finder sted – i ugens løb – eller i højmessens forløb. Og dåbsritualets ord og indhold – ja, selv dåbsforståelsen – har også bevæget sig over tid. Der har været bevægelse i og omkring dåbens ”forhold”, men dåbens kerne har stået fast – lige så fast som de mange granitdøbefonte rundt om i landets kirker.

Døbefontens placering?
I kirkens første århundreder var døbefonten typisk placeret i en bygning i umiddelbar tilknytning til eller bygget sammen med selve kirken – et såkaldt dåbskapel (baptisteri). For ingen måtte komme ind i selve kirkerummet, før man var blevet døbt. Dette med, at dåben var indgangen til kirken – og til kristenlivet – blev fastholdt op gennem historien, selv om døbefonten flyttede ind i kirkerummet. For som Peder Palladius skriver i sin visitatsbog fra 1543, så skal ”fonten placeres nederst i kirken, alteret øverst og prædikestolen i midten”. Nogle steder blev den placeret i tårnrummet, som dermed fik karakter af dåbskapel. Men i takt med, at reformationen slog igennem, flyttede døbefontene helt op i nærheden af koret – i den nordøstlige side – både for at understrege dåbens frelseskarakter (for opstandelseslyset kommer fra øst!) og for pege på dåben som en ”menighedshandling”. Dette tydeliggøres også i flere moderne kirkebyggerier fra de seneste hundrede år ved, at døbefont, alter og prædikestol er kommet til at stå på ”linje” på tværs af kirkerummet øverst oppe. Og i de seneste år er der både i nye kirker og i restaurering af ældre kirker sket en placering af døbefonten midt i kirkerummet, hvilket endnu tydeligere understreger dåben, som noget der sker i ”menighedens midte”.

Hvor og hvornår finder dåb sted?
Når vi ser på tidspunktet for dåben, så kommer netop forståelsen af ”menighedens midte” på spil. For er menigheden ”kun” dem, der mødes søndag formiddag til højmesse? Eller er ”menigheden” også den familie, som samles til lørdagsdåb? Eller hvad med menighedsforståelsen, hvis dåben foregår i hjemmet, som det i dag kun er tilfældet ved nøddåb? Men op gennem historien har hjemmedåb været mere udbredt, og det forekommer stadig i visse kirkesamfund som en mere almindelig foreteelse. I en dansk sammenhæng blev det bl.a. med en forordning fra Christian den 8. i 1828 cementeret, at dåben skal foregå i højmessen. Men selv her er der en vis ”bevægelsesfrihed” for dåben, for det seneste højmesseritual åbner for flere placeringer af dåben: På trosbekendelsens plads, i tilknytning til første læsning, efter salmen efter prædikenen eller efter nadveren. I de senere år har dåben så ligeså stille også bevæget sig ud af højmessen, idet et stort flertal af landets kirker tilbyder lørdagsdåb og lign. Og det seneste skud er de såkaldte drop-in dåb, som f.eks. også kan finde sted en onsdag mellem kl. 16 og 20. Og det er en glædelig udvikling, at vi på den måde har en generøs folkekirke, som tilbyder dåb på forskellige tidspunkter (men ikke steder?) når folk – billedligt talt – siger: ”Se, dér er vand, hvad hindrer mig i at blive døbt”? Og alle disse bevægelser til trods – dåbens kerne står fast.

”Bevægelser” i dåbsritualets ord?
Det bliver spændende at se, om dåbskommissionen i sit arbejde også tør skabe bevægelse i dåbsritualets ord og formuleringer. Der er udtrykt bekymring for, at vi derved kan risikere at rokke ved vores grundlæggende dåbsforståelse. Men vores nuværende dåbsritual er ikke formuleret i oldkirken, og det er blevet til over tid – påvirket af forskellige tiders teologiske strømninger. Tør vi lade os bevæge igen – og f.eks. arbejde med formuleringer i og omkring dåben, som både understreger dåben som frelse fra synd, fortabelse og evig død, og dåben som indgang til eller erfaring af tryghed i en eksistentiel usikkerhed? Som ikke fokuserer så meget på kristologi og frelseslære, men også fremhæver dåbens sammenhæng med skabelsesteologien?
For trods alle bevægelserne: Døbefontens bevægelser op og ned ad kirkegulvet, dåbshandlingen ud og ind af kirkerummet, dåben på en søndag eller en hverdag og nye ord i dåbsritualet – så har jeg en tiltro til, at dåbens kerne altid vil stå fast. Og det er den kerne, som vi skal værne om og formulere i et både højtideligt, rituelt og forståeligt sprog, som gør, at der stadig er mennesker i Danmark, der vælger dåb for sig selv eller for deres børn.