Ny medarbejder på Kirkefondet

Kirkefondet har pr. 1. april 2022 ansat cand.mag. i musikvidenskab og historie, Malte Ystrøm Madsen, som udviklings- og kommunikationskonsulent. Han skal tage del i Kirkefondets almene konsulentvirksomhed med visionsdage, målsætningsprocesser, workshops, foredrag mv., men får også en særlig opgave med at udfolde Kirkefondets nye kommunikationsstrategi og styrke den digitale kommunikation. Han efterfølger Dorte Kappelgaard, der fra 1. maj 2022 er ansat som projektleder på MF-KOM i Oslo i spændingsfeltet mellem kirkeverdenen og forskning.

Malte er 37 år og kommer fra en stilling som kommunikationsmedarbejder og kordegn i Roskilde Domsogn, hvor han bl.a. været med til at lede et projekt med udvikling af Domkirkens kommunikation. Før den tid har han i 7 år arbejdet som frivillig- og projektleder i uKirke på Vesterbro i København, hvor han også har været med til at skrive bogen ”Hvorfor tror I jeg vil frelses?” Bogen er baseret på en større undersøgelse af 25-35 åriges hverdag, kulturelle forbrug og spirituelle liv. Han er desuden i gang med at tage en diplom-uddannelse i ledelse med særligt fokus på projekt- og procesledelse i frivilligt regi.