Man må trække en grænse, men hvor skal den gå?
...
Uanset hvor den går, er der meget på spil,
for i hjerterne ved vi, hvor vi hører til.
Sådan lyder omkvædet i en sang af Sigurd Barrett, som for alvor blev kendt i forbindelse med fejringen af 100-året for Genforeningen. Når der skal trækkes grænser, er der altid meget på spil. Og én ting er streger på et landkort, noget helt andet er, hvad vi dybt i hjerte, sjæl og sind mærker mht. hvor vi hører til. Sådan er det også i den folkekirkelige verden – hvad enten det drejer sig om sognegrænser eller stiftsgrænser.
Grænser – stiftsgrænser!
Der har de seneste uger været en del meningsudveksling på kirkelige medier som Kristeligt Dagblad og kirke.dk efter, at 9 ud af de 10 biskopper offentliggjorde, at de havde sendt en skrivelse til Kirkeministeriet med en opfordring til, at der bliver ændret på stiftsgrænserne således, at nogle af de sydligste provstier på Sjælland fremover skal være en del af Lolland-Falster stift i stedet for at høre til i Roskilde stift, så der dannes et nyt Storstrøms stift. Der har været mange kritiske røster mod dette tiltag – meget naturligt især fra Roskilde stift – fra stiftsråd, provster, menighedsrådsformænd, præster m.fl. – men også fra anden side en kritik af selve processen.
Ikke en ny tanke
Noget tyder på, at nu er ”trolden måske for alvor ude af æsken”! Der er ingen vej uden om et seriøst arbejde med at se på en bæredygtig fremtid for det meget lille Lolland-Falster stift. Problemet er blevet rejst tidligere, men nu presser det sig på som en vigtig opgave for den nye kirkeminister – Ida Auken. Og Anton Pihl, formand for Landsforeningen af Menighedsråd, har allerede bebudet, at han på det kommende årsmøde for menighedsrådene vil lægge op til en mere overordnet drøftelse af stiftsgrænser, af en bæredygtig fremtid for stifterne i hele landet og af folkekirkens generelle fremtidige organisering. Måske kan debatten også løfte sig op på det nationale plan og komme til at dreje sig om forholdet mellem kirke og stat, for et af medlemmerne i Landsforeningens bestyrelse, Bodil Therkelsen, som også er formand for stiftsrådet i Roskilde stift, ser en risiko for, at vi som folkekirke bliver ”kørt midt over igen, præcis som vi oplevede det med store bededag”. Derfor understreger hun, ”at vi snart har brug for et kirkeråd, der kan tale med vægt over for Christiansborg”.
De ”folkelige grænse-streger”?
Den svenske teolog og forsker, Jonas Ideström, har i et forskningsprojekt undersøgt vilkårene for kirkerne i landområder i det nordlige Sverige. Og en af hans erfaringer derfra er, at når der skal ændres på de lokale kirkelige strukturer og grænser, så er det vigtigt at se på ”fodsporene i sneen”. Hvad er de folkelige bevægemønstre. Hvor er de folkelige grænser i lokalområdet? Hvor føler man sig tilknyttet? Hvad siger hjertet om vort tilhørsforhold? Disse erfaringer har jeg taget med ind i de opgaver, som jeg i mere end 10 år har været involveret i, hvad enten det drejer sig om dannelse af nye sogne i vækstområder eller nye pastoratsdannelser i landområder. Det er altid godt at se på de brede almene folkelige bevægemønstre: Hvor bevæger folk sig hen i relation til skoler, institutioner, fritidsaktiviteter, indkøb osv.?
Måske bør dette brede ”folkelige” element inddrages i den kommende drøftelse af nye stiftsgrænser? Forleden dag talte jeg med en person fra Fløng sogn, som ligger ca. 10 km fra Roskilde Domkirke, men hører til i Helsingør stift. Og hun sagde, at mange i det lokalområde orienterer sig mod Roskilde, nogle har fokus mere mod København, men i den brede befolkning er der ikke en erkendelse af at høre til i Helsingør (stift)!
Så lad os komme op i helikopteren og supplere tal, økonomi, analyser, diagrammer mm. med et blik ned på de folkelige bevægemønstre, inden vi trækker en grænse!
Henrik Bundgaard Nielsen
Generalsekretær, Kirkefondet
Peter Bangs Vej 5B