Kommentar: Kirke på vores sted - i vores tid

af Henrik Bundgaard Nielsen, generalsekretær i Kirkefondet

Hvordan vil vi være kirke? Det spørgsmål er altid aktuelt at overveje. Et svar kan være: Vi vil gerne være kirke på vores sted i vores tid. Eller sagt på en anden måde: Vi vil gerne være relevant og nærværende folkekirke. I respekt for tradition, bibel, teologi og bekendelsesskrifter vil vi tilstræbe at være kirke i samspil med den kontekst og tid, vi er en del af.

Lignende overvejelser har man gjort sig i Skanderborg sogn, som står foran et kirkebyggeri. Den nye kirke skal selvfølgelig kunne rumme de helt ”klassiske” elementer som gudstjenester, kirkelige handlinger, undervisning m.m., men den skal ikke være en kopi af tidligere tiders kirkebygninger. I stedet skal den afspejle, hvordan man i sognet gerne vil være kirke nu og i fremtiden. Det kommer bl.a. til udtryk i nogle kodeord, som skal danne grundlag for den videre proces med at bygge en ny kirke: Kirken skal være et væsentligt lokalt centrum; den skal være grøn og bæredygtig, ligesom fællesskab skal være tænkt med i alt, og der skal være fokus på fleksibel indretning og på ro, stilhed og fordybelse.

En 125 år gammel kirke gentænker sig selv!
Forleden var jeg på besøg i Kapernaumskirken. Det er den første kirkefondskirke, og den kan i år fejre 125 års jubilæum. Også der arbejder de med, hvordan de kan være kirke på deres sted netop i vores tid. Det er bl.a. et sogn, som i disse år oplever stor vækst i antallet af fødsler, og derfor satser kirken f.eks. på babysalmesang og lign. aktiviteter for børn og familier. Kirken er på den måde i færd med at gentænke sig selv og sin måde at være kirke på. For de helt nære omgivelser forandrer sig hele tiden – og påvirker dermed vilkårene for at være kirke. Da kirken blev indviet i 1895, var området i den nordvestlige del af København stærkt præget af sociale problemer. Derfor var det helt naturligt, at det såkaldte menighedssamfund, som blev dannet ved kirken, havde en stærk social indsats som en naturlig prioritet i det at være kirke. Tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech fremhævede forleden på portalen kirke.dk den sociale indsats i sogne med menighedssamfund. Og helt tilbage i 1949 skrev Hal Kock om menighedssamfundenes virke, ”at hele den kirkelige Aktivitet, bundet til de smaa lokale Omraader, til Sognet, var det bedst tænkelige svar paa Tidens almene Sækularisering”. Menighedssamfundene ved de mange københavnske kirkefondskirker var måske netop datidens svar på ”at være kirke på vores sted i vores tid”.

Nu er tiden en anden, og der skal gives nye svar. Menighedssamfundene og den måde, de ønskede at være kirke på, er ikke en eviggyldig sandhed. Og fremfor alt man skal hverken som sognekirke eller menighedssamfund lukke sig om sig selv. Allerede Henry Ussing, som bl.a. var stiftsprovst i København i begyndelsen af 1900-tallet, påpegede dette og advarede mod en ghettodannelse af menighedssamfundene: ”De mange Smaasamfund har ikke lov til at have nok i deres indre Samliv; de har del i Ansvaret for Kirkens Fællesliv”.

Generationsskifte
Den lektie – med at nye tider fordrer nye måder at være kirke på – kan også være vigtig i mange af nye kirker bygget for 40-50 år siden. Mange af de sogne står med en eller anden form for generationsskifte-problematik blandt menighedsråd, frivillige og måske ansatte. Pionererne fra kirkens første år begynder at falde væk, og nye kræfter skal til. Da er det vigtigt at respektere, at man i dag f.eks. ikke er frivillig ved kirken som før, og at en ny præst ikke kun skal være en tro kopi af den gamle!*

Der er brug for sommerkirken i år
Nu er det sommertid – og ferietid. Ferietid er også kirketid. Det er i hvert fald en af konklusionerne i en rapport, som kom fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter i april 2019. Her stod bl.a., at noget af det særlige ved ferien er det at være væk fra sin hverdag, fra arbejdet og det, man plejer. Det giver tid til eftertanke og for nogle gæster i sommerlandet også en lyst til at prøve nye ting – f.eks. ”kirken i sommerlandet”. ”Sommerlandskirken kan være med til at skabe et nyt forhold til folkekirken generelt og give feriegæsterne et positivt møde med kirken”.

Netop i år er der al mulig grund til, at kirkerne i sommerlandet er opmærksomme på, hvordan de rækker ud mod og kan være kirke for og med de mange mennesker i sommerlandet. For vi har en speciel situation ved, at mange flere danskere end normalt pga. corona-krisen forventes at tilbringe deres ferie rundt om i Danmark. Samme krise og den langsomme oplukning af samfundet – herunder også af kirkerne – kan sætte sine begrænsninger for, hvad kirkerne kan gøre i forhold til sommerlandets mange gæster. Men jeg håber, at den kreativitet, som har præget folkekirken under nedlukningen, vil fortsætte her i den langsomme oplukning af kirkerne igen. F.eks. siger vejledningerne nu, at ”ved udendørs arrangementer, begivenheder, aktiviteter og lignende, hvor deltagerne i det væsentlige sidder ned, og som gennemføres af folkekirken, må der samles op til 500 deltagere. Det giver mulighed for udendørs religiøse ceremonier og menighedsaktiviteter”. Dvs. at der kan afholdes friluftsgudstjenester, koncerter m.m. på f.eks. kirkens græsplæne eller i større præstegårdshaver.

Det er nu også muligt – med visse begrænsninger - at åbne kirkerne for ”andagtsøgende og lystænding i et aftalt tidsrum for individuel bøn og refleksion”. Hvis sommerlandets kirker forfølger den mulighed, så kan jeg som turist eller feriegæst opleve, at en kirke for en stund bliver min kirke på mit midlertidige (ferie)sted.