Kommentar: Jubilæer for kirkelivet

For godt et år siden fejrede man i Nykøbing Sj. kirkens 800-års jubilæum. Biskoppen prædikede ved en festgudstjeneste; der blev udgivet et jubilæumsskrift, og der var masser af arrangementer i kirke og menighedshus i ugens løb. Sådan er der jævnligt rundt om i landets sogne kirkejubilæer, hvor vi så at sige fejrer de sten, som nu har stået der i mange hundreder år.

 

For en uges tid siden deltog jeg i et lidt andet kirke-jubilæum i Boholte sogn. For den bygning, som dybest set var anledning til jubilæet, Boholte vandrekirke, befinder sig ikke længere i Boholte. Den er i dag blevet til en del af døgninstitution i Struer.

 

Fra Boholte via Herfølge til Struer

Boholte vandrekirke har virkelig været en ”vandrekirke” i ordets egentlige forstand. Først 5 år i Boholte, som dengang i midten af 1970’erne var et nyt boligområde i den sydlige del af Køge. Derefter videre til Holmebæk – et nyt boligområde lidt længere mod syd i Herfølge, hvorfra den blev flyttet til Struer i 1988 som vandrekirke i byområdet Voldhøj.

 

Vandrekirken var alle tre steder lejet ud af Kirkefondet, som så i 1993 donerede den for 1 kr. til den nydannede Voldhøj Valgmenighed. Få år efter blev vandrekirken flyttet igen – dog kun 50 meter for at give plads til en ny kommunal institution, som så er endt med at have fået foræret den nu tidligere kirkebygning efter, at Voldhøj Valgmenighed blev nedlagt med udgangen af 2024.

 

Fejring af pionerånd og engagement

Men tilbage til 50 års-jubilæet for Boholte vandrekirke, hvor biskop Ulla Thorbjørn Hansen prædikede ved en festgudstjeneste med flere musikindslag – og med efterfølgende sammenkomst med taler, spisning – og mere musik. Alt dette fandt sted i den ”nye” Boholte kirke, som blev bygget i 1981.

 

Men fokus var ikke på stenene. For historien om Boholtes vandrekirke handler ikke kun om en bygning. Den handler om pionerånd, engagement og ønsket om at være kirke dér, hvor mennesker bor. Og det var et vigtigt fokus på fejringen, hvor der blev fortalt om de ildsjæle, både frivillige og ansatte, som var med til at opbygge kirkeliv – længe før der var kirke. Det begyndte bl.a. med, at en af præsterne fra den nærliggende Køge kirke holdt gudstjenester i den lokale skoles rytmiksal. Og jeg mindes min egen barndom og ungdom i den nordlige del af Vejle, på Nørremarken, hvor der ”var kirke” tre steder i lokalområdet: Gudstjenester i kapellet på kirkegården; møder, arrangementer mm. i et fælleshus på campingpladsen og konfirmandundervisning i kælderlokaler på skolen.

 

Jubilæet for Boholte vandrekirke blev en markering af, at der dengang som i dag er mennesker, som arbejder med, at kirken skal være dér, hvor mennesker er – og hvor nye fællesskaber vokser frem.

Forhåbentlig må mange kommende kirkebygningsjubilæer ikke kun have fokus på mursten, arkitektur og historie, men også blive jubilæer for, at der gennem hundreder af år har været kirkeliv – jubilæer, hvor vi mindes dem der for mange år siden var ildsjæle og pionerer og lod sig bevæge og skabte kirkeliv.

 

En fejring af troen

Ikke kun bygninger fejres i disse år – det gør reformationen også. Det begyndte med det store fælles europæiske 500-års reformationsjubilæum i 2017, og nu myldrer det frem med eller mindre lokale 500-års reformationsjubilæer, som markering af året for, at reformationen slog igennem i de enkelte byer eller egne. Men hvad fejrer vi egentlig ved disse begivenheder? Hvad bruger vi disse anledninger til? Er det en fejring og markering af den rette tro og den rette lære, sådan som den blev nedfældet, forstået og udlagt for 500 år siden, og som vi fortsat skal holde os til – mere eller mindre bogstaveligt? Eller…?

 

Ja – selvfølgelig skal vi holde fast ved vores reformatoriske og evangelisk-lutherske grundlag som vores udgangspunkt, fundament og basis. Men vi må ikke glemme, at troen skal altid udfoldes, oversættes, konkretiseres ind i en ny tid. Derfor glæder det mig, at der er tegn på, at en af domkirkebyerne vil bruge deres lokale reformationsjubilæum som anledning til f.eks. at nytænke folkekirkens indsats overfor børn og unge og fortsætte udviklingen af liturgier, ritualer og gudstjenester.

 

Henrik Bundgaard Nielsen

Generalsekretær, Kirkefondet