Det er underligt at ”skrive ind i det ukendte”. Det er, hvad jeg gør lige nu, hvor jeg skriver på en kommentar til en nyhedsmail, som først udsendes om 2-3 uger. For hvad er der i den periode sket i den kirkelige verden, som fortjener en kommentar? Det ved jeg af gode grunde ikke, så derfor må jeg ”skrive ind i det ukendte”. På den anden side – så skriver jeg måske ind i en form for tomrum, for efter al sandsynlighed så er den kirkelige debat alligevel gået på ferie i juli måned? Tankerne om at skrive en nyhedskommentar ind i en ukendt fremtid fik mig til at overveje, at vi alle på mange måder er på vandring ind i det ukendte – ind i en ukendt fremtid. For hvem ved, hvad morgendagen bringer?
Sommertid er også vielses-tid
Sommertid er traditionelt også tid for mange vielser. Og i hvert fald før i tiden var vielsen en form for højtidelig markering af en overgang ind i en ukendt verden – nemlig overgangen fra livet hjemme ved mor og far og ind i ægteskabets verden og virkelighed. I dag er vielsen måske stadig tænkt og italesat som en bevægelse ind i det ukendte. Men langt de fleste brudepar er jo ved vielsen midt i en meget kendt hverdag med hinanden. De har ofte kendt hinanden i flere år, som regel har de også boet sammen, og de har måske endda et barn eller to sammen, så de også kender livet med hinanden som forældre.
Alligevel er det glædeligt, at brudepar fortsat søger kirken for at få Guds velsignelse med ind i det liv, som altid er en rejse ind i det ukendte – det liv, som er en færd ind i morgendagen med afsæt i en allerede kendt hverdag. Desuden kan vi konstatere, at flere og flere vælger de såkaldte drop-in-vielser, som sender et signal om, at en vielse i kirken er andet og mere end den velkendte store fest for familie og venner. For en af vielsens ”grundkerner” er rent faktisk at få Guds velsignelse med videre i livet.
Med Guds velsignelse i ryggen
Nu er det jo ikke kun brudepar, som kan få Guds velsignelse med, når de går ud af kirkens rum.
For vi har alle mulighed for at få Guds velsignelse med i ryggen, når vi rejser os fra kirkebænken efter søndagens gudstjeneste. Selvom vi som regel kender den hverdag, som vi forlod for at gå ind i kirkens gudstjenesterum og har en formodning om, at det stort set er den samme hverdag, vi vender tilbage til, så har hver dag alligevel noget ukendt i sig. For i enhver ny dag er der en ny mulighed … eller som vi synger med Johannes Møllehaves ord:
Denne morgens mulighed.
Hang du fast i glemte dage
i en fortid som kan nage
alt blir givet nyt tilbage.
Denne morgens mulighed!
Tilbage til det med at skrive en kommentar til en ukendt og måske fraværende kirkelig debat i den danske sommer?? Uanset hvad der sker i folkekirken med faldende medlemstal, færre barnedåb, unge mænds interesse for tro og kirke, ændrede stiftsgrænser, nyt dåbsritual og meget andet – så må håbet for os altid være, at der altid må være en kirkebænk, hvorfra vi kan rejse os med Guds velsignelse i ryggen.
Henrik Bundgaard Nielsen
Generalsekretær, Kirkefondet
Peter Bangs Vej 5B