Kirken holder ferieåbent

Danskerne er på vej på ferie. Der er virksomheder, som holder ferielukket eller kører på lavt blus. Skoler og uddannelsesinstitutioner har ”ringet ud” for sidste gang og har sendt elever og studerende hjem. Men ikke alt ”lukker ned” i sommervarmen. Kirken holder ferieåbent – hele sommeren – på mange forskellige måder.

 

Åbne kirker i sommerlandet

Rundt om Danmark ligger de spredt – de 431 kirker, som er med i Kirkefondets vejkirke-ordning, og i alle de kirker står kirkedøren åben, også udenfor de kirkelige handlinger. Vejkirkerne byder dig velkommen, uanset om du på din tur rundt i sommerlandet kommer til kirken for at nyde arkitekturen, mærke historiens vingesus, finde et øjebliks stilhed eller under en hedebølge finde et køligt ”helle” bag de ofte tykke kirkemure. Selvfølgelig er mange andre af landets kirker også åbne på hverdage, men på https://map.vejkirker.dk/ kan du med sikkerhed finde vej til en åben kirke ved at tjekke åbningstider m.m. for hver af de 431 vejkirker.

 

Ud i det gode sommervejr

Mange af de kirker, som ligger i ”sommerlandet”, gør meget ud af at være kirke for turisterne, hvad enten de er udlændinge eller danskere. Men for alle, der bare er hjemme i den forestående sommer, så er det godt at vide, at kirken holder ferieåbent for alle – ikke kun for turisterne. Det kan godt være, at der i de kommende uger er langt mellem sogneaftener, foredrag, studiekredse og andre aktiviteter primært knyttet til sognegårde og menighedshuse. Til gengæld er der fortsat gudstjenester rundt om i landets kirker hele sommeren – både de mere traditionelle og kendte i kirkens rum søndag formiddag, men også et hav af gudstjenester i det fri – ved stranden, i skovbrynet eller på FDF’ernes sommerlejr osv. Også de kirkelige handlinger rykker udendørs – hvad enten det er drop-in-vielse på Kirkeskibet i Sydhavn – eller udendørs dåbsgudstjeneste i "udekirken" på Åbyhøj Kirkegård i Aarhus.

 

Fokus på børn og unge

I det hele taget er det ofte om sommeren, at kirken rykker ud af de vante rammer og f.eks. for en stund slår teltet op på nogle af landets musikfestivaler. På Roskilde Festival er folkekirken til stede med pauserummet ”Rest & Reset”, som er et stort telt, indrettet med sofaer, tæpper, bøger og brætspil – bemandet af præster og frivillige. Her er der mulighed for samtaler, stilhed, nærvær og en pause fra festivalens mange indtryk.

I de senere år har begrebet ”sommerkirke” bredt sig til flere kirker. Det er som regel et tilbud, der tilbydes af den lokale kirke på hverdage i en uge i skolernes sommerferie – ofte målrettet børn i de yngste skoleklasser – hvor børnene samles om sang, leg, kreative aktiviteter og fortællinger. Og det minder på mange måder om de oplevelser, som børn og unge tilbydes på sommerlejre i de kirkelige børne- og ungdomsorganisationer.

 

Velkommen indenfor!

Og hvis du har det som mange andre danskere – at sommertid og ferietid er der, hvor du træder ud af hverdagens trædemølle, sænker skuldrene og giver dig selv tid til at tænke over livet og tilværelsens dybe mening – så husk: Kirken holder ferieåbent!

 

Glædelig sommer.

Henrik Bundgaard Nielsen

Generalsekretær, Kirkefondet