Ved årsskiftet har Kirkefondet for 1 kr. overdraget en tidligere menighedsbørnehavebygning til Davids sogn på Østerbro i København. Overdragelsen kan ses som et led i Kirkefondets uddelingspolitik, hvor vi bl.a. ønsker at medvirke til at udvikle menighedslivet i folkekirkens sogne. Konkret styrker overdragelsen af ejendommen, som ligger ganske tæt ved Davidskirken, det diakonale virke i sognet, idet menighedsrådet bl.a. har planer om, at lokalerne i den tidligere børnehave skal bruges til værested for socialt udsatte og menighedspleje. Men der skal også være andre folkekirkelige aktiviteter i form af kirkekontor, handicaptoilet for kirkegængere, kirkekorsaktivitet mm.
Den overdragede bygning har indtil 31.12.24 været ramme om den selvejende institution Davids Sogns børnehave, som var en afdeling under Eventyrlandet, der bl.a. også har afdelinger ved Sions Kirke og Taksigelseskirken – og i Lundehus. For knap 20 år siden blev der i den daværende bestyrelse i Kirkefondet taget stilling til overdragelsen, idet Davids Sogns menighedsråd allerede dengang viste interesse for at overtage bygningen. Først da der var planer om at lukke børnehaven (effektueret med udgangen af 2024) blev det oprindelige tilbud igen draget frem og drøftet og sat i værk. Kirkefondet har dog sikret sig, at såfremt bygningen på et tidspunkt ophører med at være i folkekirkelig brug, så hjemfalder ejendommen til Kirkefondet.