I det forslag til ny menighedsrådslov, der er på vej gennem folketinget, kommer der væsentlige nye formuleringer ind i lovens allerførste paragraf, som beskriver menighedsrådets virke. Allerede i §1 stk. 2 kan man læse, at ”menighedsrådet er ansvarlig for folkekirkens virke i sognet og skal sørge for gode rammer for evangeliets forkyndelse, gudstjenester, kirkelige handlinger, den kirkelige undervisning, diakoni og mission”.
Vidtrækkende konsekvenser for folkekirken
Disse nye formuleringer i menighedsrådsloven har allerede givet anledning til debat på kirke.dk, hvor domprovst Morten Fester Thaysen advarer om, at det ”kan få vidtrækkende konsekvenser for folkekirkens fremtid”. Han frygter, at staten vil ”ensrette menighedsrådenes virke”, og skriver at menighedsrådene ikke vil have ”samme frihed til at prioritere opgaverne som før… og derfor vil opgaverne heller ikke være så mangfoldige som før.”
Jeg er enig med Morten Fester Thaysen i, at disse nye formuleringer kan få vidtrækkende konsekvenser for folkekirkens fremtid. Men jeg ser det som nogle meget positive konsekvenser ved, at det i fremtiden bliver helt naturligt, at alle landets menighedsråd skal drøfte, forholde sig til og arbejde helt konkret med, hvordan de kan skabe gode rammer for gudstjenester, den kirkelige undervisning, diakoni og mission – også kendt som ”kirkens kerneopgaver”.
Befordrende for kreativiteten
Gennem de seneste 12 år har jeg i regi af mit arbejde i Kirkefondet ved et væld af workshops,
foredrag, visionsdage mm. rundt om i mange af landets menighedsråd inddraget netop disse 4 kerneopgaver. Det har altid givet anledning til en god debat, om hvordan det enkelte menighedsråd kan og vil løfte disse opgaver. Tværtimod Morten Fester Thaysens frygt for en ”indsnævring af menighedsrådets opgaver”, så har jeg oplevet det stik modsatte: At drøftelser med afsæt i gudstjeneste, undervisning, diakoni og mission som kirkens kerneopgaver er med til at sætte gang i mange tanker og ideer for menighedsrådets arbejde. Det er med til at udvide paletten af tiltænkte opgaver, tiltag og aktiviteter i sognet. Og det sker også, at menighedsråd så at sige selv supplerer med andre vigtige kerneopgaver ud over de fire omtalte. Det kan f.eks. være at række ud og være i dialog med folket og lokalsamfundet, at skabe gode rammer for at videregive kulturarven – og være en del af og understøtte de kulturelle tilbud i lokalområdet.
Kirke for andre
Med disse nye overordnede beskrivelser af rammerne for menighedsrådets arbejde, så ser jeg tendenser til, at vi kan få en folkekirke, der netop er sig sit ansvar bevidst som folkekirke. En kirke, der også lokalt vedkender sig og arbejder med sit ansvar for det folk, som kirken er sat til at virke i og med. Vi nærmer os en kirke, der med den tyske teolog Dietrich Bonhoeffers ord er sig bevidst om at være kirke for andre. For ”kirken er kun kirke, når den er kirke for andre”.
At den lokale kirke netop skal være opmærksom på f.eks. gode rammer for den kirkelige undervisning og diakonien er ikke nyt. Helt tilbage i Kirkeordinantsen af 1539 stod der: ”Sognedegnene skal undervise det unge Bondefolk i Børnelærdommen, d.e. Katekismus, en Gang om ugen”, og senere i samme afsnit: ”til de fattiges hjælp skal al den Rente anvendes som de hidtil plejer at få…. I dette øjemed skal der også beskikkes Diakoner”.
Det er ikke sikkert, at vi i fremtiden kan eller skal løses det ved at ansætte diakoner og kateketer, som det f.eks. er tilfældet i den norske kirke. Det vigtigste er at menighedsrådet med jævne mellemrum spørger sig selv: Hvordan går det hos os med at skabe ”gode rammer for evangeliets forkyndelse, gudstjenester, kirkelige handlinger, den kirkelige undervisning, diakoni og mission”?
Henrik Bundgaard Nielsen / Generalsekretær, Kirkefondet
Peter Bangs Vej 5B