Nyheder

I 2 uger i april måned var Kirkefondets udviklingskonsulent Berit Weigand Berg rejseleder for to forskellige grupper: Aarhus Søndre Provstis præster og Helsingør Stifts biskop, provster og nogle af stiftskontorets ansatte. Det er ikke første gang, Berit er afsted med præster, provster og andre kirkeligt ansatte for at besøge det hollandske kirkemiljø og især nye tiltag indenfor kirken, og her gør hun sig nogle tanker om forskellene på den danske og den hollandske kirkesituation.

Når vi besøger andre lande, andre byer eller bare andre familier for den sags skyld, kan vi let ende med at tænke: ”De er fuldstændig lige som os”. Særligt hvis det går dem godt. Eller – måske endda endnu lettere – tænke: ”De er fuldstændig anderledes end os”. Særligt hvis det ikke går dem specielt godt. Det er også to de reaktioner jeg hører, når jeg rejser sammen med danskere i Holland. Ser man kirkens meget lave medlemstal og dåbstal, og deres manglende evne til at gøre noget ved det, så ånder man lettet op og tænker: ”Godt det ikke er vores situation”. Ser man derimod deres idérigdom, deres initiativer og deres store lyst til at gøre noget, så ranker man ryggen og tænker: ”Dem og os, vi har nu gang i noget godt”.

Og begge dele er jo sandt – og tilmed samtidigt. For det hollandske søjlesystem har skabt nogle oplagte problemer for kirken. Når de protestantiske har taget sig af de andre protestantiske, men ikke har følt sig forpligtet overfor de katolske, ja så mister man også følelsen af ansvar overfor den, der står helt uden for søjlesystemet. Her spiller folkekirkens forpligtelse på HELE sognet – også ikke-medlemmerne – en afgørende rolle i forholdet mellem folk og kirken i Danmark. Altså en klar: ”Pyha!”

Og når hovedfokus har ligget på søndagsgudstjenesten og i særdeleshed på lange – og ofte meget moralske - prædikener, så er der ikke meget at komme efter i kirken, for den, der oplever på andre måder. Eller for den, som lever på en anden måde. Her har vi i Danmark fået skabt plads til flere i kirken igennem alle de andre tilbud. Og i særdeleshed dem med en anderledes liturgi, hvor andre dele af gudstjenesten end prædiken får lov til at have et større rum. Men også ved at indse, at det gode liv leves på mange måder, som ikke udelukkende afgøres af, hvem vi stemmer på, hvilken avis vi læser, eller hvilket tøj vi går i. Bare for at nævne nogle eksempler. Så også her kan vi ånde lettet op.

Men at både hollændere og danskere igennem tiderne har levet højt på, at vi har kunnet omstille os og udvikle os – til tider i ret højt tempo - det får vi også brug for som dansk folkekirke. På ganske kort tid har den almindelige hollænder (som altså ikke længere er medlem af nogen kirke) fundet nye måder at fejre livet på. Fødsler sker uden dåb, konfirmation har aldrig rigtig fundet sted. Alle skal alligevel forbi Rådhuset for at blive gift, så hvorfor ikke nøjes med det? Og begravelser kan blive meget mere unikke, hvis de foregår uden for kirken. Skal den moderne hollænder opleve, at kirken har noget at byde på, skal det derfor være noget, der taler ind i det almindelige liv. I hverdagslivet. Og de nye aktiviteter i den hollandske kirke har derfor i høj grad fokus på hverdagsfællesskaber. Samtalefællesskaber, spisefællesskaber, krea-fællesskaber, læse-, vandre-, spille-, producere- og reparationsfællesskaber og tilmed bofællesskaber med husandagt - også kaldet den moderne klostertradition. Fællesskaber, der får lov til at udforme deres egen liturgi. På nogle områder kan vi også se den samme udvikling i Danmark, hvor ”hverdagskirken” fylder mere end ”søndagskirken”. På andre områder er vi lidt bagud, i hvert fald i forhold til hvilken rolle man kan få som lægfolk/frivillige.

På mine ture til Holland i april blev det dog helt klart for mig, at både de og vi har en udfordring, som jeg tror, vi bliver nødt til at forholde os oprigtigt interesseret til. For hvor autentiske hverdagsfællesskaber er gode for nogle mennesker, så er de ikke relevante for andre. Og hvad gør vi så med dem? Hvordan er vi kirke for – og med – dem, der ikke er interesseret i fællesskaber?