Nyheder

af Henrik Bundgaard Nielsen, generalsekretær i Kirkefondet

I begyndelsen af 1990’erne oprettede tidligere forstander på Blåkilde Ungdomsskole, C. J. Gräs, sammen med sin kone, Anna, en "samtalestation" på en nedlagt landbrugsejendom i Bjerremose ved Varde. Hans vision var at skabe et sted, hvor mennesker kunne komme sammen med andre og tale om tilværelsen. 
Det var fremsynet – for netop samtalen med og relationen til andre mennesker er vigtigt for vores livskvalitet. ”Sociale relationer er den vigtigste enkeltstående faktor for vores livskvalitet, og selv lette relationer – som at hilse på naboer og sludre med kioskejeren – har en markant positiv effekt.” Det er en af konklusionerne Realdanias store undersøgelse af danskernes livskvalitet. Men det betyder også noget, hvor vi bor. Henrik Mahncke fra Realdania siger, at ”der er ikke nogen rådden banan, når vi taler om livskvalitet. Særligt repræsenterer øerne og landområderne faktisk en lidt højere livskvalitet. Og selvom økonomi og uddannelse også betyder noget, er relationer langt vigtigere.”
Hvis mange nære relationer og landområder er indikatorer for høj livskvalitet, så peger det måske på en ny rolle for landsbykirkerne som relationsskabere og livskvalitetscentraler??

2025 – Store forventninger til landsbykirkerne!
På konferencen ”Landsbykirkens fremtidige rolle”, som blev afholdt 6. marts 2025 på Midtfyn, var der da også rigeligt med ”invitationer” til, at kirken melder sig på banen som medaktør i fremtidens landsbyfællesskab. Kirkeminister Morten Dahlin opfordrede til, at landsbykirkerne vedbliver at være omdrejningspunkter for troen, fællesskabet og lokalsamfundet - for liv og udvikling. Tyge Mortensen, medarrangør af konferencen, pointerede, at kirkerne på landet skal ikke spørge, hvad landsbyen kan gøre for kirken, men hvad kirken kan gøre for landsbyen. Han blev bakket op af Anton Pihl fra Landsforeningen af Menighedsråd, som sagde, at landskirkerne kan byde ind i lokalsamfundet med bygninger, ressourcer, personale og frivillige ildsjæle. 
Helt tilbage i 2015 skrev dr. teol. og professor emeritus, Viggo Mortensen, på kirke.dk, at landsbykirkens styrke netop er den lokale forankring. Den er ”nærhedens sidste bastion, og den har byg-ningsmassen, kulturarven, historien og traditionen.” Det skal bruges og sættes i spil. Præsterne skal udvikle sig, invitere andre ind og tænke kreativt med nye grupperinger og få langt flere frivillige.
Men jeg spørger så: Er det virkeligheden alle steder? Er det virkeligheden i alle små landsogne – at vi i kirkerne bare venter på at få bragt al vores overskud i spil? Eller må vi ikke erkende, at der også er mange små sogne, som ”kører på pumperne” og ikke har ressourcer til at række ud, fordi al energi bruges på det mest nødvendige, som ofte er at vedligeholde kulturarven – de gamle nedslidte kirker?

2015 - Landsbykirken som et aktiv
På konferencen i marts blev der også fokuseret på at bringe nogle af de mange landsbykirker i spil til andre formål end gudstjeneste og kirkelige handlinger. Allerede i 2015 var Kirkefondet ude med et idekatalog om netop om dette emne. Med støtte fra Kirkeministeriet (Den Folkekirkelige Udviklingsfond) blev der i bl.a. på Salling og på Samsø arbejdet med ideer til, hvordan en eller flere kirker kunne omdannes til at blive brugt til andre formål end gudstjenester og kirkelige handlinger. Det skete i samarbejde med de lokale sogne, Nationalmuseet og arkitekt Anna Mette Exner og med afsæt i en ny lov fra 2014, som åbnede for at, menighedsråd med biskoppens tilladelse kan stille kirken til rådighed til brug for ikke-kirkelige formål. Der var stor iderigdom. F.eks. kom der på Samsø forslag om at omdanne en kirke til pilgrimskirke med mulighed for overnatning og en anden til at blive øens kulturhus. På Salling er en af de mange ideer faktisk blevet realiseret. Harre kirke har fået lavet tekøkken og toilet i det gamle våbenhus, hvor der tidligere var kapel. Alterskranke og bænke er gjort flytbare, og skibets bagerste del kan nu indrettes med borde og stole. Kirken kan derfor fungere som mødested til mange forskellige lejligheder – som et slags kirkeligt forsamlingshus

1975 - Landsbykirkens selvfølgelighed?
Inden vi som kirke efterkommer alle ønsker om, at vi byder os til som medaktører i landsbyfællesskaber, så, synes jeg vi skal spørge os selv: Har folkekirken ressourcerne til det? Og er det, vi skal satse på? 
For kirkens vilkår for at være kirke har forandret sig. Der skete bl.a. noget afgørende med den nye folkeskolelov i 1975. Før den tid varetog skolen formelt set folkekirkens dåbsundervisning – nu er det en opgave folkekirken selv skal løfte – bl.a. gennem minikonfirmander, skole-kirke-tjeneste m.m. Og når vi går et par generationer tilbage, var der en langt større og mere selvfølgelig folkelig tilslutning til og brug af de kirkelige handlinger, hvor vi nu gennem årtier har oplevet fald på næsten alle områder. Selv andelen af kirkelige begravelser er faldet fra 91,4 % af alle dødsfald i 2006 til 80 % af alle dødsfald i 2024. Når vi går tilbage i tiden, så var der en generel bedre opbakning omkring kirken – der var en større ”selvfølgelighed”. Og netop derfor var der måske – i et meget traditionelt billede – rigeligt med overskud til at kirken (dengang ofte lig med præsten) kunne være en aktør i lokalsamfundet – som formand for skolekommissionen, borgerforeningen, højskolekredsen m.m., mens præstens ægtefælle (dengang oftest en kvinde) var formand for husmoderforeningen.

Kirken i fremtiden
Jeg bakker op om, at kirken også i fremtiden skal være stærkt lokalt engageret. Men vi skal hele tiden overveje brugen af de folkelige ressourcer (økonomi, bygninger, personale, frivillige mm.) – både lokalt og nationalt. Hvad er det vigtigt, at vi bruger vore kræfter på? Er det primære for landsbykirken at gøre noget for landsbyen – at kæmpe for sammenhængskraften og livet i landsbyen? Eller...? 
I denne uge havde Kirkefondets stiftsudvalg i Aarhus stift samlet godt 100 menighedsrådsmedlemmer for at høre et par bud på fremtidens folkekirke. Og de klare opfordringer var: Folkekirken skal opprioritere samtalen om tro og indsatsen for at nå børn og unge. Mon landsbykirkerne i den forbindelse kan bringes i spil som ”livskvalitetscentraler”?