Hvordan er vores tilgang til de mange opgaver, som vi skal løse i vort liv, hvad enten det er arbejdsmæssigt, i et frivilligt engagement eller helt privat? Skal det hele være 100 % perfekt? Skal alt være snorlige og formfuldendt, som om det blot er noget, der bliver til på baggrund af at følge en eller anden manual (eller ritualbog?) minutiøst? Skal alt udføres med henblik på altid at score rene 12-taller – sådan som der siges især blandt unge at være en 12-tals-kultur præget af en stor angst for at fejle?
Da jeg i sin tid studerede teologi var ”12-tals-kulturen” ikke et kendt begreb. I stedet taltes der om ”speciale-sumpen” – altså der, hvor vi som studerende på sidste del sad i måneder eller år og arbejdede på at færdiggøre specialet – den sidste store opgave, men havde svært ved at få den afleveret, for der måtte ikke være den mindste fejl, og den skulle om muligt gerne bringe noget nyt og banebrydende til torvs, så vi blev bedt om at omforme den til en artikel i et teologisk tidsskrift.
Træd ved siden af
Er der mon en anden vej i vores tilgang til at præstere, udvikle og forme vores hverdag? Ja – og denne ”anden vej” eller tilgang kan formuleres på mange forskellige måder. Det kan være med ordene: ”Prøv dig frem”, ”Error and trial”, ”Det er menneskeligt at fejle” eller ”Det er bedre at bede om tilgivelse end om tilladelse”. Denne sidste formulering tilskrives af nogle den tyske filosof Immanuel Kant, og han baserer det bl.a. på, at alle mennesker dybest er fejlbarlige og har brug for tilgivelse. Det er ikke som sådan en opfordring til at bryde regler.
En dansk nulevende filosof, Jonas Holst, skrev i 2020 en kronik i Information med overskriften ”Et menneske, der aldrig fejler, er et menneske, der aldrig har brug for andre”. Når vi til gengæld fejler og træder ved siden af, så bliver det nemmere for os at træde hen til medmennesket, yde det assistance og om muligt tilgive det uden at tænke på os selv.
Han pointerer desuden, at det kan være godt for den kreative proces, at vi en gang imellem træder ved siden af og begår fejl, for ”det giver os mulighed for at lære og gøre nye erfaringer” – selvom det også kan være smertefuldt at fejle. Jonas Holst opfordrer os til gavn for den kreative skabelsesproces at ”tage et skridt ud over de daglige rutiner, de fortærskede fordomme, de indspiste ideologier og afsøge det livgivende i en fejlbarlig praksis.”
Et folkekirkens ”eksperimentarium med plads til at fejle”?
I diskussionerne om dåbskommissionens arbejde frem mod et evt. nyt dåbsritual er der af og til blevet sagt ”liturgisk selvtægt” om de præster, som ikke lige til punkt og prikke følger ritualbogens ord minutiøst. En sådan bemærkning nedgør imidlertid, at der rent faktisk foregår et grundigt kreativt teologisk arbejde med ritualet, hvor man prøver sig frem – ganske vist med risiko for at fejle, men også med mulighed for at vinde ny indsigt og erfaring med henblik på at skabe ritualer, som giver mening ind i vores tid.
I Fyens stift har biskoppen sammen med Liturgisk Forum lanceret Dogme 25, hvor en række sogne har fået mulighed for at lave nogle søndagsgudstjenester indenfor mere frie rammer. Disse rammer defineres af 10 dogmer. Det er ikke nye regler for liturgien, men derimod benspænd, som skal befordre den liturgiske kreativitet og hjælpe til at tænke nyt, tænke ud af boksen og tænke ind i den lokale kontekst med afsæt i vores lange og dybe tradition. Der skal arbejdes i spændingsfeltet mellem den ”ideelle” gudstjeneste (hvis den findes?) og de lokale reelle forhold for at skabe gudstjenester, der opleves som relevante og nærværende. Sognene opfordres til at prøve sig frem og finde ud, hvad der fungerer. Desuden skal de lade gudstjenestens oplevelsesdimensionen fylde mere, så liturgiens indhold ikke kun defineres af dogmatiske argumenter.
Det er et spændende forsøg, som jeg gerne så bredt ud i hele folkekirken. Og måske skulle målet for det liturgiske arbejde i folkekirken ikke være at få lavet store tykke sorte ritualbøger, der kan favne alles ønsker om variationsmuligheder i liturgien, men i stedet tyndere ritualbøger, som definerer en større frihed til at prøve sig frem med afsæt i den lokale kontekst og i et grundigt forarbejde med teologien, sproget, poesien, dramaturgien etc. Kort sagt - vi har brug for meget mere folkekirkeligt eksperimentarium med plads til at fejle!
Henrik Bundgaard Nielsen
Generalsekretær, Kirkefondet
Peter Bangs Vej 5B