Nyheder

Fra mursten til åndelig dannelse

Nej – min kommentar handler ikke om murersvenden, Mattias Tesfaye, som, da han blev minister, sagde: ”Det er første gang i mit liv, jeg har slips på”. Men jeg vil pege på, at vi i stedet for at have fokus på åndelig oprustning, så bør vi som samfund – og kirke - tale mere om – og bruge mange flere midler og ressourcer på at styrke det, man kan kalde ”åndelig dannelse” – især blandt børn og unge.

Flere gange i det forløbne år har statsminister Mette Frederiksen opfordret til en øget åndelig oprustning. Hun udtalte i april 2025 til Kristeligt Dagblad bl.a., at ”åndelig oprustning handler om noget …. dybt inde i os selv…. Vores samhørighed som mennesker og vores evne til at tænke kritisk. Til at gennemskue misinformation. Og til at kunne stille de spørgsmål, som enhver generation må stille.”

En større livshorisont

Men hvordan opbygges evnerne til at tænke kritisk, gennemskue misinformation og stille spørgsmål til tiden og den måde vi lever på? Er det ved at kalde det danske folk til åndelig oprustning eller er det ved, at vi sikrer os, at vi alle helt fra barndommen får det, som jeg vil kalde et stærkt ”åndeligt fundament” med nogle gode basale værdier at leve efter og bygge vort liv på? For at nå dertil har vi brug for at styrke den ”åndelige dannelse” af vore børn og unge.

Med afsæt i bl.a. den tyske filosof Hannah Arendt er det vigtigt, at børn og unge i deres dannelsesproces forholder sig til en større livshorisont, til noget uden for dem selv. I mødet med den større livshorisont erkender de sig selv og styrkes i evnen til kritisk tænkning og kan opbygge en ansvarlig relation til samfundet og fællesskabet. En åndelig dannelse har at gøre med, hvordan vi som mennesker forbinder os til nuet, til os selv, til andre, til naturen, til det betydningsfulde og til det hellige. Det er ikke nok, at vi har ord og sprog for, hvad der rører sig dybt inde i os selv. Vi skal også kunne formulere og samtale om noget udenfor os selv – det noget, som vi i den kristne tro kalder Gud – og som vi har et klart og tydeligt sprog om.

Kirkens rolle i den åndelige dannelse?

Ved en af de mange visionsdage, som jeg afholder rundt om i landets menighedsråd, var der forleden et sted, hvor de nåede frem til denne sætning, som en del af deres vision: ”Vi vil som kirke i xxx sogn møde mennesker med en forkyndelse, som taler til hjertet og åbner for den kristne åndelige dimension.” Samme sted blev der talt meget om formidling – også af den ”kristne åndelige dimension”, mens et andet sogn fremover vil have et større fokus på, at der var forskellige tilbud om dåbsoplæring og ”indføring i den kristne tro” for alle børn og unge op til 18-års alderen. Og endelig blev der ved en temaaften om dåb et andet sted peget på, at uanset hvad der må komme af evt. nyt dåbsritual, så har folkekirken har en kæmpe kommunikationsopgave med at få fortalt – især den yngre del af den danske befolkning – hvilken fantastisk gave dåben er.

Jeg ser disse eksempler fra ”praksis” som en stor lokal opbakning til, at kirken skal og kan spille en rolle i den helt nødvendige åndelige dannelse, som vi skylder vore børn og unge for at klæde dem på til de mange udfordringer de som enkeltpersoner og vi som samfund vil møde de kommende år.

En national satsning på mere dåbsoplæring

Men hvad så med ordene om ”mursten”? Det er såmænd min påpegning af, at hvis vi som kirke for alvor vil prioritere og bruge mange flere ressourcer på gennem dåbsoplæring og formidling af kristendom i Danmark at styrke den åndelige dannelse, så skal der i fremtiden antagelig bruges færre penge på kirkens mursten (bygninger) for at få råd til mere dåbsoplæring mm.

Et udblik til kirker i andre lande viser, at en national satsning på dåbsoplæring er nødvendig. For at skaffe midler til det, kan man se på de godt 20 millioner kr. af folkekirkens egne midler, der er forslag om skal bruges til en enhed under Kirkeministeriet, som skal overtage det fulde (også økonomiske) ansvar for forventeligt 5 middelalderkirker, som lokale menighedsråd med provstiets anbefaling har ønsket taget ud af brug.

Men når folkekirken lokalt i sogn og provsti ikke længere ønsker at bruge og vedligeholde deres kirke, hvorfor skal alle medlemmer i folkekirken landet over, så være med til at betale til disse kirker? I stedet burde en (helt nødvendig) enhed til overtagelse af nedlagte middelalderkirker finansieres af dem, som ønsker at bevare disse kirker for eftertiden som kulturarv og ikke som bygninger i kirkelig brug. Og det kunne passende være kulturministeriet, som betalte det, mens folkekirken så fik ”frigivet” midler til den første indledende satsning på en styrket dåbsoplæring og formidling af kristne tro for børn og unge.

Henrik Bundgaard Nielsen

Generalsekretær, Kirkefondet