af Henrik Bundgaard Nielsen / Generalsekretær, Kirkefondet
I disse dage er politikere og embedsmænd i Kirkeministeriet i fuld gang med at læse de 526 høringssvar til et lovforslag om en forenkling af menighedsrådsarbejdet med henblik på at kunne fremsætte et lovforslag i efteråret. Siden lovforslaget blev offentliggjort i en høringsfase henover sommeren har der internt i folkekirken været en intens og værdiladet debat, som bl.a. har drejet sig om vi skal have ”kirke oppefra eller nedefra”. Debatten har også trukket fronter mellem fortalere for en ”dynamisk og forandringsparat folkekirke over for den stabile og traditionsbevidste”, ligesom forholdet mellem at være kirke i land eller i by er blevet inddraget. Jeg vil gerne bringe et andet aspekt ind i debatten ved at spørge, om alle, der er engageret i og bruger en masse energi og ressourcer i folkekirken, som frivillige eller ansatte, primært skal have deres fokus på at drive kirke eller på være kirke?
Fokus på lokalt ”at være kirke”
Jeg ser i det fremsendte lovforslag om forenkling af menighedsrådsarbejdet mange gode muligheder for, at de valgte menighedsrådsmedlemmer kan få hjælp til at løse eller kan få uddeleleget en række af de – ofte tunge og tidskrævende - administrative opgaver mht. kirkens bygninger, økonomi og personale. Det skal ikke ske for at fratage alt lokalt ansvar og medejerskab – men for at lette de frivillige valgte rådsmedlemmer for mange driftsmæssige opgaver, som især kan fylde forholdsvis meget i de mindre menighedsråd. Der er i lovforslaget nogle gode takter, som giver mulighed for at der kan blive et større fokus på lokalt at være kirke i stedet for at bruge en masse kræfter på at drive kirker – på udelukkende at holde en institutionel ramme kørende. Og dette vil især kunne fremmes, hvis politikerne i lovforslaget lægger op til en meget mere omfattende lokal selvbestemmelse til hvordan man vil organisere sig lokalt som menighedsråd med udvalg, nøglepersoner og ansatte.
Har vi brug for en vækkelse?
Forleden var jeg sammen med nogle personer engageret i nogle af folkekirkelige organisationer, der ligesom Kirkefondet har sit udspring i de store vækkelsesbevægelser, som opstod i Danmark i 1800-tallet. Det var vækkelser, der førte til, at mange fik et stort, stærkt og vedholdende engagement i andelsbevægelsen, i kirken og i de mange foreninger, som opstod på den tid. Og da vi ved denne sammenkomst drøftede folkekirkens almene tilstand, faldt kommentaren: Der mangler en ”vækkelsesbevægelse” i folkekirken – igen. Vi har brug for et stærkere frivilligt kirkeligt engagement til at være kirke – ikke blot til at drive kirke! Dette behov for en form for vækkelse i en nutidig form hænger også sammen med et mere overordnet ”behov” for at flere vil tage medansvar ved at være medlemmer af og engagere sig i de politiske partier, i landets mange foreninger og i det hele taget have øje for at være medarbejdere på lokalsamfundets ve og vel.
Samtalen om livets store spørgsmål
En vækkelse er for nogle et stort og meget værdiladet ord. Men måske handler det blot om i højere grad at fokusere på at være kirke end at drive kirke. Eller at lade vores engagement og glæde ved at være kirke sprede sig overalt, hvor vi færdes, og at vi slet ikke kan lade være at tale om, hvad kirken og den kristne tro betyder for os. Og måske kan denne ”vækkelses-stemning” blive hørt og mærket af nogle af de mange mennesker i vort samfund, som rent faktisk er religiøst og spirituelt søgende, men desværre alt for ofte finder et svar på deres søgen udenfor folkekirken, når de søger et sted og en ramme for at tale med andre om livets store spørgsmål.
Peter Bangs Vej 5B