af Henrik Bundgaard Nielsen, generalsekretær i Kirkefondet
Forleden så jeg på en kirkes Facebook-side ved det lille ikon med åbningstider, at kirken er ”Altid åben”. Det blev jeg glad for at læse. Mon ikke vi er mange, som er vant til at bruge det lille oplysende ikon på Facebook, når vi lige skal se hvor længe en butik, et apotek, et museum eller lign. har åbent? På andre kirkers Facebook-sider kan man ud for det samme ikon læse mange forskellige ”åbningstider”: ”Lukket nu”, ”Åben nu”, ”Åbner mandag kl 9.00” osv. Det er nok forskelligt hvad man lokalt vil signalere med ”åbningstiderne”: Er det, hvornår kirkekontoret er åbent? Er det, hvornår selve kirkerummet står åbent? For der er næppe kirker, som fysisk står åben altid? Dog kan det være en mulighed med automatisk dørlåse m.m. ”Altid åben” er nok snarere et signal om, at kirken altid er tilgængelig, at ”kirken” altid er til at komme i kontakt med – og så kan man diskutere, hvem ”kirken” så er: Er det præsterne, de andre ansatte, menighedsrådsmedlemmerne – eller hvem er det, som altid er ”til rådighed” som kirke? Helt konkret kan man via ”Sjælesorg på nettet” altid komme i kontakt med en præst i folkekirken.
Åbne kirker
Mere eller mindre åbne kirker blev også diskuteret, da jeg i denne uge var inviteret til at give et oplæg ved et møde i bispevalgkampen i Aalborg stift. Jeg skulle give mit bud på, hvad man som me-nighedsråd og præster bør forvente af en biskop. I aftenens debat blev kandidaterne bl.a. spurgt til biskoppernes håndtering af corona-pandemien. Og her var en af kandidaterne ret uforstående overfor, hvorfor selve kirkebygningerne skulle lukkes som et led i corona-restriktionerne? Netop i en krisetid bør kirkerne være åbne – altid åbne – så folk enkeltvis kan søge derind til bøn, refleksion og eftertanke. Og mon det havde haft nogen afgørende smitteeffekt med åbne kirkerum?
Nærværende
Den dybere betydning med en ”altid åben” folkekirke, som en kirke, der altid er tilgængelig, blev også drøftet forleden aften. I en bispevalgkamp er det naturligt, at kandidaterne bliver spurgt til, hvordan de som biskop vil være nærværende ude i stiftets sogne. Og ingen af dem tøver med at fortælle, at de kommer ud til sognene, når der bliver kaldt på dem. Men i et stift som Aalborg stift med mange små landsogne kommer der lynhurtigt også et fokus på kirkens tilstedeværelse og nærvær i de tyndtbefolkede områder, hvor i hvert fald to af kandidaterne er meget klare i mælet på det område og fastholder, at folkekirken skal bevare den nuværende fintmaskede sognestruktur med de mange små sogne, fordi kirken derved er med til at sikre ressourcerne i de små lokalsamfund.
De levende sten
Jeg enig i, at kirken skal være nærværende og altid åben – også i tyndtbefolkede landområder. Men hvordan skal kirken være det? En række stifter er gået sammen om et stort og vigtigt projekt, som skal se på ”differentieret vedligeholdelse og brug af kirkebygninger”. Det er jo ikke sikkert, at alle kirker nødvendigvis skal vedligeholdes på samme niveau. Hvis man skruer ned på ambitionsniveauet for nogle kirker, så kan der blive økonomiske og menneskelige ressourcer til udvikling frem for kun basal vedligeholdelse og drift. Eller sagt på en anden måde: Der kan frigøres ressourcer til, at kirken kan være nærværende på landet som levende stene, som engagerede menigheder og som en kirke og en menighed, der er i tæt relation med lokalsamfundet.
Peter Bangs Vej 5B