Nyheder

af Henrik Bundgaard Nielsen, Generalsekretær, Kirkefondet. 

Den 25. august er der høringsfrist for et lovforslag om ændring af lov om menighedsråd mv. Det er lige om lidt – og debatten intensiveres rundt om i både trykte og digitale medier. For der er meget delte meninger om dette lovforslag, som bl.a. stræber mod:

• Øget professionalisering af personaleledelse og styrket fokus på arbejdsmiljø i folkekirken
• Aflastning af menighedsrådenes forvaltning af fast ejendom
• Styrkelse og forenkling af reglerne om valg og sammensætning af f.eks. menighedsråd

Flere af de kritiske røster formulerer sig i følelsesladede indlæg, hvor de peger på, at lovforslaget vil føre til en dyster fremtid med en stærkt centraliseret folkekirke uden et reelt lokalt demokrati. Der bliver talt om en ”dårlig og idiotisk proces - lukkede samtaler - manglende inddragelse”, og et forslag, som ”kan skabe større konflikt end store bededag!”

De positive røster slår i deres debatindlæg mere på de nøgterne fakta. Biskop Henrik Stubkjær, Viborg, peger på, at forslaget vil indebære ”afbureaukratisering” … og en ”fleksibilitet”, som ”har til formål at involvere flere i sognet i menighedsrådsarbejdet, hvilket fordeler opgaverne og styrker fællesskabet.” Hans ønske er, at ”menighedsrådsarbejdet bliver mere overskueligt, så vi kan bruge kræfterne på det, der virkelig betyder noget: Livet og væksten i kirken.”

Men skyldes den stærke og følelsesladede debat, at der ikke er enighed om præmisserne for at sætte dette lovgivningsarbejde i gang? For Henrik Stubkjær er der ingen tvivl om, at baggrunden for det nye forslag er, at ”mange oplever, at arbejdet i menighedsrådene drukner i bureaukrati og administrative opgaver, hvilket forhindrer dem i at fokusere på kirkens liv og vækst.”

Mere tid?

I debatten er der også blevet peget på hastværket i denne proces. Og jeg er enig i, at en høringsfrist på et stort og komplekst lovmateriale henover en sommerperiode ikke er nemt at håndtere for de mange menighedsråd. Kritikken mht. hastværk går også på, at for få personer – særligt fra menighedsrådene – er blevet inddraget, fordi et mindre udvalg nedsat af Kirkeministeriet har lavet hele den undersøgelse og det arbejde, som har ført frem til lovforslagene. Men kunne det reelt gøres anderledes? Har vi tiden til at vente? Skulle nogle af ideerne i lovforslaget have været prøvet af først i en længere proces?

For mig at se er der allerede foretaget adskillige forsøg i forhold til menighedsrådenes vilkår og arbejdsformer. Helt tilbage i 2017 var der en forsøgsordning, hvor der blev arbejdet med flytning af opgaver og ansvar til andre end menighedsrådet, ændring af menighedsrådets interne organisering og ændret økonomisk administration af samarbejde mellem menighedsråd. Denne ordning blev evalueret i 2022 af FUV, som bl.a. konkluderer, at ”en række af forsøgene med fordel kan gøres permanente. Når menighedsråd får bedre mulighed for at organisere sig individuelt, bliver arbejdet lettere og passer samtidig bedre til den praktiske virkelighed i sognene.”

Så derfor – lad os nu få taget nogle beslutninger i en proces, som har næsten 10 år bag sig – lad os få lovgivet og tilrettelagt menighedsrådsarbejdet, så det bedst muligt gavner kirkens liv og vækst.

En fremtidsdrøm

På langt sigt kunne jeg drømme om, at der generelt blev skabt en mere fri organisationsstruktur på alle niveauer i folkekirken. En struktur, hvor man lokalt – uden forudgående lovgivning - efter eget ønske kan gribe, hvad der måtte være af nye organiseringsformer og implementere dem og bruge dem, hvor man finder det gavnligt. Det kunne være sådan noget som TEAL-organisering, der bl.a. bruges i ældreplejen og i serviceorganisationer, med en udstrakt grad af selvorganiserede teams og helhedstænkning. Hvordan vi konkret skaber en folkekirke med plads til at indoptage og bruge nye former, strukturer mm., har jeg ikke et klart billede af.

Måske skulle der laves en ekstern tænketank, som frit og uafhængigt med kærlighed til og forståelse for folkekirken arbejder indgående med folkekirkens organisation, struktur og ledelse? Og tænketanken kunne måske trække på nogle af de erfaringer, som de kommer til at gøre sig i Ribe stift, hvor de har søsat projektet ”Fremtidens Fundament”, som bl.a. skal kortlægge folkekirkens lokale udfordringer i Ribe Stift, arbejde for et styrket samarbejde på tværs af sogne, præster, menighedsråd og lokalsamfund, og give mulighed for at dele erfaringer på tværs af sogne og provstier. Og i hele processen er der tilknyttet eksterne ledelses-eksperter, som tilbyder både ansatte og menighedsråd kompetenceudvikling med fokus på ”ledelse af komplekse og tværgående problemstillinger”.

For det er helt sikkert, at vi i fremtidens folkekirke i en verden præget af hastige forandringer skal være parat til at forholde os til komplekse problemstillinger.