Nyheder

Af Henrik Bundgaard Nielsen, generalsekretær i Kirkefondet

”Nød lærer nøgen kvinde at spinde”. Sådan lyder et velkendt ordsprog, som også findes på engelsk i en lidt anden formulering: ”Necessity is the mother of invention”. Men grundbetydningen er den samme evigt gyldige sandhed om, at mange af os skal trænges op i en krog, før vi begynder at tænke nyt og ændre adfærd. Eller sagt mere positivt: Når vi møder forhindringer, finder vi kreative løsninger, så forhindringerne kan overkommes.

Nye kreative løsninger i folkekirken?
Men kan ”nød” også lære folkekirken at tænke nyt, ændre adfærd, finde kreative løsninger og få løst problemerne? Lad os tage et enkelt eksempel på ”nød i folkekirken”. Et af de ”problemer” i folkekirken, som der efterhånden er blevet talt længe om i folkekirken, er det faktum, at mange sogne oplever en affolkning, men til gengæld har de mange middelalderkirker, som er dyre at ved-ligeholde, mens andre sogne oplever en stor tilvækst af folk, og samtidig mangler rammer og ressourcer til at møde disse mennesker med kirkens tilbud og budskab.
Biskop Mads Davidsen har peget på en mulig kreativ løsning på dette forhold – som også hænger sammen med præstemanglen. Han vil gerne i Fyens Stift ”omdanne” et større antal kirker til såkaldte ”højtidskirker”, som ikke længere skal have en fast gudstjenestefrekvens med højmesse hver søndag. 

At være kirke – uden en kirkebygning!
I en ”kirkeanalyse” i Kristeligt Dagblad 14.01.25 gør lektor Rasmus Dreyer opmærksom på, at dette forslag om ”højtidskirker” er et brud på en gammel tradition for, at ”en kirke er en sognekirke med en sognepræst med en søndagsgudstjeneste.” I en vis forstand lænede Kirkefondet sig op af denne tanke, da vi i begyndelsen af 1900-tallet byggede kirker på brokvartererne i København ud fra et ønske om, at der for hver max. 5000 personer skulle være en kirke og en præst. Men kirken skulle være mere end en kirke med en præst til at forrette søndagens højmesse. For samtidig blev der ved disse kirker opbygget et stærkt lægmandsbaseret menighedsliv alle ugens dage – ofte i form af menighedssamfund med et socialt engagement i lokalområdet. 
Når Kirkefondet i dag træder til med hjælp i sogne med stor befolkningsvækst, så er det ikke nødvendigvis med egentlig kirkebyggeri, men med støtte til at være til stede som kirke på mange for-skellige måder – også med gudstjenester – i de nye boligområder. For ”nøden” – eller udfordringen med de mange tilflyttere til et sogn - kalder på kreative løsninger for, hvordan mennesker kan samles til gudstjeneste, samles som menighed og være kirke – også der, hvor der ikke er en egentlig kirkebygning.

Husmenigheder og basismenigheder
De allerførste kristne havde heller ikke kirker at samles i. De begyndte som husmenigheder, der mødtes til gudstjenestefejring i private hjem. Noget lignende har gjort sig gældende for mange forskellige former for vækkelser og nybrud i kristendommens historie – f.eks. med basismenigheder i den latinamerikanske befrielsesteologi. Men også i dag vil mange kristne menigheder på den sydlige halvkugle, hvor kristendommen er i stor vækst, ikke vente på en kirkebygning: De samles til gudstjeneste, hvor det er muligt. Så lad os ønske at folkekirkens ”nød” lærer os altid at samles til gudstjeneste, hvor det er muligt.

Nød lærer lægfolket at træde i karakter
En anden ”nød i folkekirken” er præstemanglen, som især rammer i de områder, hvor der er stor affolkning. Her er det efterhånden umuligt at fastholde det gamle princip om, at der bør være en præst ved hver kirke til at stå for en gudstjeneste hver søndag. Men mange steder er der fortsat et ønske om at mødes til gudstjeneste om søndagen. Og derfor skal de lokale menigheder, som Rasmus Dreyer også påpeger det, have hjælp til ”selv at holde gudstjenester…med læsninger, salmer og oplæsning af prædikener”. Det er allerede sat i system i Sønderjylland, hvor en række provstier med støtte fra stifterne har etableret et såkaldt ”lægmandsakademi”, hvor man uddanner lægfolk til at kunne stå for gudstjenesten, når der ikke er præstelig betjening,   

Nød lærer folkekirken at … lukke kirker?
Det er vigtigt at være opmærksom på, at selv om vi udnævner et antal kirker til ”højtidskirker” – og f.eks. uddanner lægfolk til at stå for en gudstjeneste, når der ikke er en præst til stede, så er denne fastholdelse af alle de mange kirkebygningers tilstedeværelse og deres fortsatte drift stadig afhængig af, at det store landsdækkende folkekirkefællesskab kan og vil prioritere, at der udover hele landet fortsat skal bruges og omfordeles økonomiske ressourcer til mange gamle middelalderkirker. 
”Nød” og forandring i den demografiske struktur i København førte i 2013 til, at der blev tænkt i nye og anderledes baner ved, at en række kirker i Københavns Stift blev lukket. Der er selvfølgelig forskel på kirker midt i byen uden en omliggende kirkegård, men mon ikke den økonomiske nød og de demografiske forandringer på et tidspunkt ”lærer folkekirken”, at ikke alle kirkebygninger nødvendigvis skal bevares, vedligeholdes og bruges lige meget til evig tid. Sådan har det været før i tiden, for som Rasmus Dreyer i ovennævnte artikel citerer Luther for, så kan det komme på tale, at ensomt beliggende kapeller og kirker ”på åben mark skulle jævnes med jorden”.