Aktuel kommentar: Menigheder i mange modeller

af Henrik Bundgaard Nielsen, generalsekretær i Kirkefondet

”Danskerne findes i mange modeller,
For livet kræver mangfoldighed.
Levende er kun de ord, der fortæller
om fællesskabet, hvor alle er med.”

Disse ord fra Ebbe Kløvedal Reichs sang, skrevet til Vestjyllands Højskoles 25-års jubilæum, sang jeg forleden dag som indledning til en kursuslektion på Folkekirkens Videns- og Uddannelsescenter. Lektionen skulle give os et indblik i, hvordan den evangeliske kirke i Tyskland bruger den såkaldte SINUS-model til at blive klogere på sammensætningen af det folk, som de skal være kirke i og med. Modellen svarer lidt til det, vi kender i en dansk sammenhæng, hvor mange virksomheder og organisationer bruger f.eks. Kantar Gallups KOMPAS-model, der inddeler den danske befolkning i 8 forskellige segmenter. 
Fælles for de forskellige analysemodeller er, at de på baggrund af værdi- og holdningsspørgsmål giver en nuanceret indsigt i befolkningens holdninger, værdier og livsstil. Den tyske model inddeler befolkningen i 10 segmenter. Et par eksempler: ”Den borgerlige midte”, som typisk er midaldrende, har mellemlange uddannelser, ønsker ordnede forhold og lægger vægt på den ”lokale” kirke og de kirkelige handlinger. Helt anderledes er de ”expeditive”, som er yngre, mange singler, mange under uddannelse og individualister, for hvem tro er er et individuelt projekt uafhængigt af religiøse institutioner som f.eks. folkekirken.
Det kunne være en interessant øvelse for landets menighedsråd at overveje, hvilke segmenter der findes i deres sogn, og hvad det kan betyde for kirkens tilbud? Eller for hvilke segmenter der bør rekrutteres til næste års menighedsrådsvalg?

De nye vilkår at være kirke i
På ovennævnte kursus, som bl.a. havde til formål at sætte ”menighedssynet til eftersyn” og få os til at eftertænke, hvordan vi vil være kirke i og med folk, som vi lever i blandt, blev vi også introduceret til begrebet ”medialisering”. Det er professor Stig Hjarvard, som med dette begreb beskriver, hvordan medierne er med til at skabe dybtgående forandringer i samfundet og kulturen. Medialisering betyder også, at danskernes religiøsitet præges i retning af større individualisering, flygtighed og foreløbighed, hvilket vi som kirke bør forholde os til.
Ved Kirkefondets konference ”Kirke på nye vilkår” midt i november havde vi inviteret en række eksperter til at give deres bud på de ændrede befolkningsmæssige forhold og på danskernes adfærd og værdier. Men hvad skal vi så – som kirke – med al den viden om danskerne? Jo, vi skal hele tiden have det med i vore overvejelser af, hvordan vi, der hvor vi er sat, kan gøre kirken relevant og nærværende. 

Fluktuerende forsamlinger?
Danskerne findes i mange modeller, danskerne kan inddeles i mange forskellige segmenter, dan-skerne er præget af individualisering og det punktuelle. Hvis den analyse er korrekt, hvordan skal vi så tænke kirke og menighed? Det er en vigtig og spændende opgave at tage fat på, og i Kirkefondet byder vi os også gerne til som samtalepartner for landets menighedsråd og provstiudvalg. Det kan f.eks. gøres med afsæt i de tanker om også at være kirke på en mere fluktuerende og midlertidig måde, som tidl. lektor Hans Raun Iversen beskriver i bogen ”Ny praktisk teologi”. Som eksempler på det fluktuerende menighedsliv peger han bl.a. på, at mange mennesker i dag samles til pilgrimsvandring, retræte, meditation, natkirke, babysalmesang mv. Det gælder kort sagt om, at kirken er rede med ”støtte, trøst, orientering og fejring af deres liv”, når danskerne pendler rundt i deres fluktuerende liv på tværs af sognegrænser i en søgen efter kirkens tilbud på alle andre tidspunkter end søndag formiddag kl. 10.

En menighedsmodel med plads til de unge?
Mens jeg skriver denne nyhedskommentar får vi en ny kirkeminister, Morten Dahlin, som i 2015 bl.a. er citeret for at rejse dette spørgsmål: ”Hvordan skaber man en interesse for kristendommen blandt de unge?” Den bold vil vi da gerne gribe fra Kirkefondets side og opfordre til, at der arbejdes for, at der også er ”menighedsmodeller”, som kan styrke kirkens tilstedeværelse blandt og med unge.