Nyheder

…og hvem skal gøre det? Det var nogle af de spørgsmål, der blev drøftet på Kirkefondets konference i lørdags, den 9. november 2024, om folkekirkens sammenhængskraft.

af Henrik Bundgaard Nielsen, generalsekretær, Kirkefondet

Betænkning 1544 bliver støvet af
I 2014 blev der arbejdet med denne problematik forud for den såkaldte Betænkning 1544, som indeholdt et forslag om, at der i folkekirken skal indføres et bredt sammensat og demokratisk funderet fællesudvalg med besluttende kompetence ift. landskirkeskatten og Fællesfondens budget. Dette fællesudvalg skulle være bredt sammensat med repræsentation af både læge og gejstlige medlemmer, de folkekirkelige organisationer og repræsentanter udpeget af kirkeministeren. Trods det, at der var opbakning fra stort set hele det såkaldte ”kirkelige landskab” til at foretage ændringer i folkekirkens styre, så blev det ikke til noget, fordi kirkeminister Marianne Jelved ikke kunne samle bred politisk opbakning til det. 

Men nu bliver betænkning 1544 igen drøftet og diskuteret rundt om i folkekirken. Det skete også på Kirkefondets konference, ligesom landets stiftsråd har det oppe at vende. Der er delte meninger om det. Her er et par eksempler: Et flertal i stiftsrådet i Aalborg Stift støtter ikke op om etablering af et fællesudvalg med besluttende kompetence ift. landskirkeskatten og Fællesfondens budget, men der er dog bred enighed i stiftsrådet om at se på en øget demokratisering. Da samme emne blev drøftet i stiftsrådet i Helsingør Stift udtrykte biskoppen et ønske om, at folkekirken arbejder for en tættere forankring af de centrale beslutningsprocesser i Fællesfonden i folkekirken, og at der sker en højere grad af demokratisering.

På Kirkefondets konference var der input fra centralt placerede personer i den norske kirke, og de påpegede bl.a. værdien af, at et nationalt besluttende organ i kirken er godt forankret i det lokale demokrati på sogneplan med lokal indflydelse på, hvem der skal have sæde i et eventuelt folkekirkeligt fællesudvalg. Det gælder om at skabe en struktur på det nationale plan, så man undgår ”svenske tilstande”, hvor kirkens øverste beslutningsorgan, Kirkemødet, hovedsagelig består af partipolitiske grupper, og dermed mere eller mindre er blevet en partipolitisk kampplads.

Penge til kirkegårdsdrift eller til…?
Men hvad kan det så betyde i praksis, at der lokalt såvel som nationalt sker en større og mere bevidst prioritering af, hvordan folkekirkens ressourcer skal bruges? Provst Jørgen Christensen fra Hillerød henviste i sit oplæg til, at ud af den samlede økonomi i folkekirken bruges godt 1 milli-ard kr. på at drive kirkegårdene vel at mærke efter, at indtægterne ved kirkegårdsdrift er trukket fra. Det harmonerer på sin vis fint med, at FUVs befolkningsundersøgelse fra 2020 viser, at 86 % af de adspurgte synes, at folkekirken primært skal bruge penge på kirkegårde. Men ligeså mange – 86 % – ønsker, at folkekirken skal prioritere sine ressourcer på at udøve en social indsats. Her kommer så spørgsmålet om prioritering, fordi en forsvindende del af folkekirkens økonomi bruges på sociale eller diakonale indsatser, ligesom kirkegårdene stort set drives af lønnede medarbejde-re, mens store dele af kirkens sociale aktiviteter varetages af frivillige. Bør der omprioriteres på dette område?

Lukning eller ændret brug af kirker?
En anden vigtig ressource i folkekirken er dens store bygningsmasse i form af sognegårde, præstegårde og mere end 2300 kirker. Imidlertid er der også steder – især i tyndt befolkede områder – hvor man i menighedsrådene synes, at den gamle middelalderkirke ikke længere er en ressource, men i stedet en stor og vedligeholdelsestung belastning. Skal kirken så lukkes, rives ned eller bruges på anden vis? Eller skal der tilføres flere midler til de fattigste provstier fra de rigeste provsti-er via den såkaldte udligningsordning? Eller skal der skabes en national kirkefond, som kan træde til og hjælpe med renovering og istandsættelse af nogle af de mest faldefærdige middelalderkirker – en ide, som kirkeministeren ser positivt på.
    
Alt dette handler også om prioritering af folkekirkens ressourcer. Derfor skal debatten fortsætte om, hvor hvilke beslutninger skal tages i folkekirken, og hvem der skal være med til at prioritere hvad. Og det virker som om denne debat peger i retning af et bredt folkekirkeligt ønske om at skabe organer, fora eller lign., som også på det nationale niveau kan foretage prioriteringer og beslutninger vedr. økonomi, ressourcer m.m.