Nyheder

af Henrik Bundgaard Nielsen, generalsekretær i Kirkefondet

De ligger der spredt ud over landet – de mange gamle middelalderkirker. Og om lidt, når mange danskere begynder at krydse landet på vej til og fra feriemål, hvad vil de så tænke om de mange kirker? Vil de føle sig ramt af den forkyndelse, som disse kirkebygninger er et udtryk for, sådan som biskop Thomas Reinholdt Rasmussen antydede ved et debatmøde om i Thy om forholdene for kirken på landet? Eller vil de fleste danskere blot se de mange hvidkalkede kirker som et kulturelt bagtæppe for den danske nationalitetsfølelse? Det er trods alt nok de færreste danskere, som ved synet af en gammel middelalderkirke vil tænke, at nu passerer de en bygning, som potentielt kan udgøre en stor økonomisk udfordring for det lokalområde, som de befinder sig i. Det er imidlertid tilfældet i flere områder af landet, og det faktum italesættes nu bredt i store dele af folkekirken, ligesom det er på dagsordenen i et udvalg i Kirkeministeriet. Det er interessant om udvalget tør komme med nogle løsningsforslag, som for alvor kan gøre noget ved de økonomiske udfordringer i folkekirken.

Kirken skal være, hvor mennesker lever og bor
De fleste kan jo nok blive enige om, som det kan læses i bogen ”Folkekirken – mellem tro og administration” fra 2023, at ”kirkerne skal fortsat gerne ligge midt i den verden på de steder, hvor mennesker lever og bor”. Og disse fine ord flugter godt med et debatoplæg fra Grundtvigsk Forum helt tilbage fra oktober 2011 med temaet: ”Hvor folket er, må kirken være”. Der står i oplægget, at ”den lokale forankring og det personlige møde er folkekirkens styrke. Folkekirken lever af relationer, hvor især den personlige kontakt med præsten spiller en stor rolle. Derfor er det vigtigt, at folkekirken i fremtiden er organiseret på en sådan måde, at kirken faktisk er, hvor mennesker mødes.” Nu er der bare mange områder i landet, hvor der ikke mødes ret mange mennesker, men hvor kirkerne ligger tæt, mens der andre steder er masser af mennesker, men ikke nogen kirker.

Kirke er noget, vi gør
For få dage siden udtalte Peter Lodberg, tidl. professor ved Aarhus Universitet, ”at det med urbaniseringen og den demografiske udvikling bliver uundgåeligt at skulle lukke eller nedrive nogle kirker i de mest affolkede områder. Men det kræver en stor mental forandring i folkekirken at erkende. Kirker er ikke museer. Det er steder, hvor vi samles om forkyndelse. Hvis ikke der er folk og dermed menighed, så løser det ingenting, at staten overtager. Man har historisk revet mange kirker ned, og man skal igen finde ud af, at det måske ikke er så slemt." Dette synspunkt opponerer domprovst Morten Fester Thaysen voldsomt imod, idet han til kirke.dk udtaler, at ”kirkebygningerne er jo ikke kun gudstjenestesteder. Kirkebygningerne står der også for at vise, at kristendom og slægternes historier er forbundet med hinanden og for at fortælle sin historie om, hvem vi var.” Det synspunkt fører for mig at se til, at kirken dermed ”kun” ses som et navneord, og vi glemmer, at kirke først og fremmest er noget, vi gør – det er, at mennesker mødes for at holde gudstjeneste sammen.

Nødvendige tiltag
Så snart man begynder om at tale om at lukke en kirke eller to – eller måske flere, så er der straks røster, som er bange for, at nu skal en stor del af landets gamle kirker lukkes. Det er jo ikke tilfældet, men vi skal turde sætte spørgsmålstegn ved, om vi behøver beholde alle de gamle kirker og bruge dem alle sammen uforandret. For hvis vi fortsat skal sørge for, at kirken er til stede midt i den verden på de steder, hvor mennesker bor – f.eks. i de store byers mange nye boligområder, og vi ”kun” har den sum penge, som pt. er til rådighed i folkekirken samlet set (og det beløb bliver mindre med årene i takt med faldende folkekirkemedlemstal), så er vi også nødt til at ”flytte rundt” på de bygningsmæssige ressourcer og lokaliteter i folkekirken.

God sommer – måske med besøg i en eller flere af landets kirker. De mange vejkirker og mange andre kirker står stadig åbne og tager imod os!