Nyheder

For det mest naturlige er at lade sit barn døbe i den kirke, som barnets mor eller far har en tilknytning til fra sin egen barndom – hvor mor eller far selv er døbt og konfirmeret? Og ligeså kan det være helt indlysende, at vielsen skal ske i kirken i det sogn, hvor bruden er vokset op, ligesom stedet for bisættelse eller begravelse uden store overvejelser bestemmes til at være det sted, hvor andre fra slægten ligger begravet eller er bisat.

Rodløshed
Men mange i vort samfund har ikke naturlige rødder og steder at knytte til ved bagud i vores personlige historie, fordi vi flytter mere rundt på kryds og tværs af landet end før i tiden. Så derfor er det ikke sikkert, at man som tilflytter til nogle af de mange nye bydele i de større danske byer har et naturligt sted at søge hen til som ”min lokale kirke”. Det er ikke sikkert, at der er en landsbykirke derhjemme, som er det naturlige sted. Mange har heller ikke fået en relation til en kirke i den store by – bl.a. fordi man som ung flytter meget rundt på kryds og tværs af byen – og af sognegrænserne.

Derfor er det vigtigt, at folkekirken forsøger at etablere sig i de nye byområder med en fysisk ramme, evt. med noget midlertidigt, som kan være et tilbud til de mange tilflyttere, som gerne vil have et sted at gå hen til som deres kirke – hvor de på deres lokale sted – i deres nye lokale bydel – kan gå til gudstjeneste og få foretaget kirkelige handlinger.

Foredrag, samtaler og meget andet – men ikke gudstjenester
Da Kirkefondets personale i forrige uge var på en lille studietur for at se på forskellige aspekter af kirkelivet i Aarhus, så slog det mig, at der lokalt i de store bysogne kan være forskel på, hvad man tænker om det at være kirke i lokalområdet – eller hvordan man definerer kirkens ”lokalområde”. For er kirkens lokalområde givet i og med, at der trukket nogle sognegrænser – og indenfor den grænse er der en kirke, hvor alle kirkelige handlinger foregår. En sådan tænkning fornemmer jeg bag Aarhus Domsogns tilstedeværelse i det nye store område på Aarhus havn, Aarhus Ø, hvor der i løbet af få år forventes at komme til at være omkring 10.000 indbyggere. Sognet har købt sig ind i nogle lokaler i Aarhus Ø og etableret Domkirkens Badehus, hvor der tilbydes mange forskellige aktiviteter i ugens løb – bl.a. studiecafe rettet mod de mange studerende i den nye bydel – men også morgenandagter, samt fællessang, litteraturgruppe, foredrag, samtalesalon mm. Men lokalerne er ikke indviet til gudstjenestebrug og til kirkelige handlinger. Så når nogle af 4000-5000 beboere i Aahus Ø ønsker dette, så henvises de til Domkirken, som ganske vist ligger mindre end 2 km væk. Men måske er der en stor mental afstand

Bisættelser på Kirkeskibet
Man kan også anskue et stort bysogn som bestående af flere lokalområder, der har brug for flere steder, hvor folkekirkens medlemmer kan gå hen med deres dåb, vielser og bisættelser – også selv om der kun er en ”egentlig/rigtig” kirke i sognet. Sådan er tænkningen i tre af de sogne i Storkøbenhavn, som oplever stor befolkningstilvækst: Islands Brygges sogn (Ørestad), Sydhavn sogn og Hans Egedes sogn (Nordhavn). I de to første er der allerede etableret midlertidige kirkelokaler i form af ”Kirken i Ørestad” i et tidligere forretningslokale og Kirkeskibet i Sydhavn. Og i Hans Egedes sogn er de langt fremme med planer om i samarbejde med Kirkefondet at bygge en såkaldt ”Tiny Church”, hvor der selvfølgelig også skal kunne holdes kirkelige handlinger – i hvert fald dåb og vielser. For når dette helt naturligt kan lade sig gøre på mit ”lokale sted” i det lille landsogn med måske 500 indbyggere, så bør det vel også være en mulighed på mit ”lokale sted” i storbyen?