Nyheder

Der er noget med december. Det kan være en mørk og kold tid, men normalt kan vi holde det ud, for vi venter på noget godt – på lyset, glæden, varmen og kærligheden. I år er det måske anderledes? Jeg synes i hvert fald, at forfatteren Jens Christian Grøndahl rammer plet, når han afslutter en kronik i Kristeligt Dagblad med disse ord: "Jeg mindes ikke en adventstid, der som denne er blevet forstyrret af vidnesbyrd om ondskab, vold og død, men det gør ikke advent og dens fortælling til en overlevering uden relevans for den aktuelle virkelighed…Når retfærdigheden kommer til kort, er der kun håbet tilbage. Det ligner et umuligt håb, men det er lige så umuligt at leve uden. Mens vi venter."

Der er altid sprækker, hvorigennem Helligånden puster
Netop i en tid med krig, klimakrise og terrortrussel har vi ekstra brug for at klynge os til det umulige håb, som måske slet ikke er så ”umuligt” – hvis vi har evne til at se det, når det viser sig? Jeg husker, hvordan dr. theol Anna Marie Aagaard i dogmatik-undervisningen på teologistudiet i Aarhus var god til at indprente os ikke kun at fokusere på, at det onde er på færde i verden, men hele tiden have øje for glimt af Guds rige i vores liv, verden og hverdag. Mange år senere læste jeg en artikel, hvor hun beskrev Guds virke i vores verden med disse ord af digteren Simon Grotrian: ”Der er altid sprækker, hvorigennem Helligånden puster”. 

Helligåndens pust i hverdagslivet og den store verden
Gud blander sig ind i vores liv, og derfor kan Helligåndens pust også ramme os på en almindelig hverdag, når et venligt menneske hjælper os med at bære en tung byrde. For som Anna Marie Aagaard siger, så behøver begrebet fra Galaterbrevet kapitel 5 om Åndens frugter ”ikke være mere indviklet end hjælpsomhed, mildhed, godhed og tålmodighed, og det kan de fleste faktisk forholde sig til”. 
Vi kan nemt blive mørke i sindet, når vi ser, hvad der sker ude i den store verden. Men om vi også der ser små sprækker af Helligåndens virke med håb og lys, afhænger hvordan vi tolker det, som sker. Tør vi f.eks. tro på, at der er masser af håb i den nyligt vedtagne klimaaftale på COP28, hvor der for første gang synes at være en form for enighed om at vende ryggen til fossile brændsler? Og tør vi tro på, at det, at FN’s Generalforsamling for nylig stemte for en øjeblikkelig humanitær våbenhvile i Gaza, kan være det første skridt mod fred?

Er der åbne ”Helligånds-sprækker” ind i folkekirken?
Her på tærsklen til et nyt år ser jeg muligheder for, at der i 2024 vil vise sig masser af ”sprækker” ind i folkekirken, hvorigennem Helligånden kan puste nyt liv. Det kan f.eks. være på det helt overordnede ved, at folkekirken på alle niveauer arbejder ihærdigt for at være kirke for andre. Eller et Liturgisk Forum og en dåbskommission, som får sat en levende debat i gang på nogle af kirkens kerneområder. Eller at nogen (måske biskoppernes nye seniorrådgiver?) får sat fokus på behovet for (igen!) at arbejde med folkekirkens struktur og forholdet til staten. Eller det, at der bliver indviet en Tiny Church i Nordhavn, og at der for alvor bliver peget på nye løsninger for den store byrde med vedligehold af mange gamle middelalderkirker. Om alt dette – og meget andet, som kommer til at ske i folkekirken – skal opfattes som Helligånden, der puster ind gennem sprækkerne i kirken – ja, det afhænger af, hvordan vi tolker og tror på det, som sker! Men alle kan vi om få dage samles om, at julenat viste der sig en stor og livgivende sprække på himlen, da Gud lod lyset skinne i mørket!

Glædelig jul og godt nytår
Henrik Bundgaard Nielsen, generalsekretær i Kirkefondet