Nyheder

af Henrik Bundgaard Nielsen, generalsekretær i Kirkefondet

I sidste halvdel af 1800-tallet opstod en lang række frie kirkelige organisationer. Det gælder bl.a. to af de store vækkelsesbevægelser, Indre Mission og Grundtvigsk Forum, men også Kirkefondet, som i årene efter 1890 stod for opførelsen af knap 50 kirker i København. På samme tid stiftedes også en række kirkelige organisationer med et stærkt socialt sigte. En af dem er Livsværk, som i 1898 begyndte som Kristelig Forening for Offentlig Tiltalte og Straffede Børns Redning. Foreningens første formand var fængselspræst Siegfred Hedegaard Nissen og noget af det, der drev ham, var, at han var oprørt og forarget over datidens behandling af børn. Med stor energi og initiativrigdom fik han i løbet af bare 3 år igangsat 8 institutioner rundt i landet – såkaldte optagelseshjem eller pigehjem. Han er dermed en af mange frivillige ildsjæle fra slutningen af 1800-tallet. 

Vrede, vision eller Helligånd?
Når Kirkefondet og FUV (Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter) netop nu sætter fokus på frivillighed i folkekirken, så får det mig til at overveje: Hvad var det som drev alle de mennesker, som var pionererne i de frie kirkelige organisationers opståen? Hvorfor gjorde de det? Hvad var deres drivkraft? Var det vrede, forargelse, indignation og protest? Eller var det en stærk vision og lyst til at gøre en forskel? Eller næstekærlighed? Troen og håbet? Eller var det Helligåndens værk? Hvorfra fik de energien til det enorme arbejde, som mange lagde for dagen – med en brændende ild og glød, som bredte sig og engagerede masser af frivillige i alle de organisationer og foreninger, som voksede frem i sidste halvdel af 1800-tallet – det som vi også beskriver som vækkelsens tid.

At stille sig til rådighed
Og hvorfra får mennesker i dag deres energi og engagement til at brænde for en sag? Hvad sætter os i gang som frivillige? Hvad driver os i det arbejde, vi hver især er engageret i? Hvad driver de mange frivillige, som uge efter uge gør en kæmpeindsats for at holde hjulene i gang i kirker, for-eninger og organisationer? Begynder det hele ikke med, at vi – og pionererne før os – stiller os til rådighed, når der bliver kaldt på os? At vi står med åbne sind overfor det, som skal gøres? At vi er beredvillige, når der bliver kaldt – når der er en, som siger ”Følg mig”? At vi vil stille os til tjeneste?

”Lad det ske”
I prædiketeksten til Maria Bebudelsesdag siger Maria ”Lad det ske”, da englen giver hende – den unge pige - den opgave at føde en søn og give ham navnet Jesus. Samtidig giver englen hende et løfte om, at Guds Helligånd vil være med hende i det nye og overvældende, som hun nu går ind til. Og med det løfte er Maria parat til sin tjeneste og siger: "Lad det ske".
Hvad er det, der giver Maria styrken til at påtage sig en opgave og en livsvandring, som hun ikke kender konsekvenserne af? Vi ved det ikke, for vi kender ikke Marias psyke til bunds. Men måske ligger nøglen til forståelse af Maria – og en hjælp til os i vores liv – måske ligger det gemt i ordene fra englen: ”Herren er med dig!” Jeg tror, at det er ord, som Maria tager til sig – ord, som Maria stoler på – ord, som hun vælger at bygge sit liv på. 
Er det mon en lignende tro og tillid til Gud, som drev fortidens pionerer i de frie kirkelige organisationer? Og er det fortsat her, vi skal finde drivkraften til vort arbejde som frivillige og som ansatte indenfor det brede kirkelige felt – at vi beredvilligt stiller os til rådighed og siger: ”Lad det ske” - i troen på at Gud er med os?