Nyheder

Af Henrik Bundgaard Nielsen, generalsekretær, Kirkefondet

I disse dage tales og skrives der af gode grunde meget om demokrati i folkekirken – især om lokaldemokrati. For der er blevet afholdt valgforsamlinger rundt om i landets sogne, hvor der skal vælges omkring 12.100 medlemmer til at fylde pladserne ud i 1.561 menighedsråd i Danmark.
På folkekirkens officielle hjemmeside kan man bl.a. læse, at menighedsrådet er ”det lille nærdemokrati med den store indflydelse”, fordi stort set alle beslutninger i den lokale kirke bliver truffet af menighedsrådet. For ”menighedsrådet har ikke bare indflydelse på, hvad der sker inde i kirken. Det kan for eksempel beslutte sig for at omlægge noget af kirkegården til park eller åbne et værested for hjemløse, og på den måde også spille en vigtig rolle i lokalsamfundet.” Biskop Thomas Reinholdt Rasmussen, Aalborg, beskrev det forleden på denne måde i Jyllands-Posten: ”Folkekirken er det nærmeste og tætteste lokaldemokrati, vi har i Danmark… (med menighedsråd), der på hver deres måde sætter præg på det lokale liv med kirke, foredrag, koncerter, arbejde for børn og meget andet.”

Afbureaukratisering af menighedsrådenes arbejde
Men i forbindelse med menighedsrådsvalget lyder også knap så positive toner om de opgaver og det ansvar, som hviler på menighedsrådsmedlemmerne, og om det lokale demokrati. Kurt Klaudi Klausen, professor i strategisk ledelse på Syddansk Universitet, går så vidt som at sige, at ”der er ikke noget demokrati i folkekirken”. I stedet foreslår han, at man skal give ”menighedsrådene færre opgaver, som de bedre kunne tage sig af” som et ”forsøg på at revitalisere den frivillige streng i folke-kirken,”. I samme retning skriver provst Birgitte Kvist Poulsen i Altinget, at menighedsrådenes opgaver ”er eksploderet i takt med de seneste årtiers dokumenterede og voldsomme stigning i administrative og bureaukratiske tiltag. Hun taler for en omfattende afbureaukratisering af menighedsrådenes arbejde, for ”det er ved at være sidste udkald, hvis engagementet ikke skal kvæles af politiker-skabt bureaukrati.”

En struktur til understøttelse af lokalt engagement
Disse – og andre – kritiske kommentarer til de nuværende forhold i folkekirken får mig derfor til at spørge: Hvilke opgaver skal de helt lokale demokratiske ”organer” i folkekirken løse? Hvilken struktur skaber det bedste lokale engagement i folkekirken? I forbindelse med konsulentopgaver ved pastoratsammenlægninger af små landsogne og i større bysogne med flere kirker, er der altid et ønske om at bevare eller udbygge et større engagement og opbakning til det kirkelige arbejde i og ud fra de enkelte kirker i pastoratet eller sognet. En mulig løsning for dette en større frihed til at lave en ”menighedsrådsstruktur” tilpasset lokale forhold. F.eks. kan man lade menighedsråd primært varetage de overordnede økonomiske, bygningsmæssige og personalemæssige forhold samtidig med, at det i højere grad bliver muligt at engagere personer (også uden at de sidder i et menighedsråd) i udvalg, arbejdsgrupper eller lign. med selvstændig beslutningskompetence og budget til at varetage aktiviteter og kirkeligt liv i tæt relation til de enkelte kirker i et givet lokalområde (sogn, pastorat).
Jeg håber, at disse tanker tages med i Kirkeministeriets arbejde med en revision af menighedsrådslo-ven, og at der er vilje til radikale ændringer af organisering af det lokale demokrati i folkekirken.
Men vigtigst af alt er der dog at sige: Velkommen til alle jer, som i løbet af de kommende måneder trækker i arbejdstøjet som nyvalgte menighedsråd – og en stor tak til jer, for at I er villige til at tage en tørn med at skabe liv og vækst i kirken.