Kommentar

Af Henrik Bundgaard Nielsen, generalsekretær i Kirkefondet
Juni 2016

Da biskop Elof Westergaard i juli 2014 indviede den nye kirke ved Renbæk Statsfængsel, talte han bl.a. om, at man i den kristne kirkes historie groft sagt har opereret med to forskellige slags kirketyper – katedralen eller forsamlingshuset: ”Katedralen hvælver sig mod himlen, materialiserer en lovsang mod himlenes herre, mens forsamlingshuset vil fortætte menighedens fællesskab.” Men han finder, at det er bedst, når en kirkebygning kan rumme begge elementer. Når den både kan være stedet, hvor vi oplever en ”vendthed mod Gud”, og stedet, hvor vi oplever fællesskabet mellem mennesker. 

Jeg er bl.a. blevet opmærksom på denne problematik vedr. kirkebygningernes karakter eller profil, fordi vi i Kirkefondet gennem de seneste måneder har været involveret i meget indledende drøftelser vedr. de kommende kirkebyggerier i Sydhavn og Nordhavn i København. For når man skal bygge kirke i nye boligområder, som måske er fattige på folkelige ”mødesteder”, så er det vigtigt, at man i indretningen af de nye kirker husker, at en kirkebygning også skal rumme et element af ”forsamlingshus”. 

Et lignende fokus på kirkebygningens ”forsamlingshus-karakter” er fremkommet i nogle af de sogne, som er med i Kirkefondets projekt ”Landsbykirken som et aktiv”. Her har vi arbejdet med, hvordan gamle middelalderkirker udover at være ”katedral” (forstået som stedet, hvor der holdes gudstjenester og kirkelige handlinger) også i højere grad kan være forsamlingshus ved, at kirkerummet omdannes og indrettes anderledes, så det kan bruges til de forskellige folkelige og kulturelle aktiviteter, der måtte være ønske om lokalt.

Det er ikke kun i Danmark, at kirken både skal være katedral og forsamlingshus. For ca. 3 uger siden var Kirkefondet medarrangør af en konference med deltagelse af 25 kirkeforskere fra hele verden. De er alle dybt engagerede i, hvordan de gamle ”nationale folkekirker” kan forny sig og overleve i en tid, som er under stærk forandring. En af deltagerne fra Sydafrika, Coenie Burger fra Det teologiske Fakultet ved Stellenbosch University, påpegede – med et andet billede - at i Sydafrika er der brug for flere ”synagoger” – dvs. kirker, hvor der er fokus på fællesskab og nære relationer mellem mennesker – og færre ”templer” – dvs. ”katedraler”, hvor der kun er fokus på gudstjenester og kirkelige handlinger.

Det er interessant at se disse tanker om kirken som både katedral og forsamlingshus udfoldet helt aktuelt af både en dansk biskop og sydafrikansk teolog, når man tænker på, at et af idealerne, da Kirkefondet begyndte med at bygge kirker for over 100 år siden, netop var, at der ved de nybyggede kirker altid skulle være menighedslokaler, som netop kunne danne rammen om fællesskaber og aktiviteter af vidt forskellig art på alle ugens dage.

Denne dobbelthed med, at kirkebygningen skal være både katedral og forsamlingshus, har en form for parallel i folkekirken som helhed. For som cand. theol. og ph.d.-studerende Karen Marie Leth-Nissen skriver i en analyse på kristendom.dk den 27. juni 2016: ”Skal kirken være for dem, der kender og holder af søndagens højmesse, eller skal den sørge for at tiltrække folk ugen igennem til aktiviteter, som i højere grad er rettet mod bestemte aldersgrupper?” Hun antyder selv, at der ikke er tale om et "enten-eller" men et "både-og", idet hun henviser til religionsforskeren Grace Davie: ”Det er en dobbelthed, der eksisterer i kirkelivet i Europa i disse år. At der på én gang er det snævre og det brede, det elitære og det folkelige, det der trækker mange til, og det som kun trækker få.” 

Dette er og bliver en udfordring for folkekirken i de kommende år og i løsning af den, kan vi lade os inspirere af den tidligere nævnte Coenie Burger fra Sydafrika, som siger: ”Kirken skal følge efter folket, for at se hvor folket er – for at nå dem med evangeliet. Vi skal være åbne for nye kirkeformer og for nye metoder til udbredelse af budskabet i nye kulturer.”

Link til Karen Marie Leth-Nissens analyse på kristendom.dk