Hvad er Kirkeskibet?

Kirkeskibet, også kendt som Kirkeskibet 2450, er en flydende kirke på vand. Det blev bygget for Kirkefondet i 2019 af firmaet CC design. Prisen for byggeriet var godt 10 millioner kroner, finansieret af Kirkefondet gennem salg af nu lukkede kirker i København.

Tankerne bag Kirkeskibet – en moderne tilgang til kirken

Kirkeskibet er et eksempel på Kirkefondets arbejde med at sikre en levende udvikling i Folkekirken ved at være en katalysator for udviklings- og forandringsprocesser. Tanken bag Kirkeskibet er at møde behovet for kirkelige handlinger i et sogn i konstant vækst, som Sydhavn Sogn, hvor Frederiksholm Kirke og Kirkeskibet 2450 tilsammen dækker et af Danmarks største sogne.

 

Kirkeskibet er en innovativ løsning på udfordringen med at etablere kirketilbud i nye bydele, hvor der endnu ikke er bygget en permanent kirke. Det symboliserer også en bibelsk metafor om troen som et skib, der fører os gennem livets hav og mod Gud. Traditionelt har kirkeskibe været skibsmodeller placeret i kirker som votivgaver fra søfarende, der havde overlevet farefulde sejladser, og de symboliserer kirken, der bringer menigheden sikkert i havn. Kirkeskibet 2450 tager denne traditionelle symbolik og omsætter den til et moderne, funktionelt kirkerum.

Kirkeskibets formål og funktion i dag

Kirkeskibet har siden sin indvielse ligget til kaj ved Alfred Nobels Bro på Teglholmen tæt på Enghave Brygge metrostation i den blå del af Sydhavnen. Kirken fungerer som Sydhavnens kirke nr. 2, indtil en ny kirke står færdig på Teglholmen bagved Kirkeskibet. Kirkeskibet og Sydhavn Sogn tilbyder en bred vifte af kirkelige aktiviteter, både de traditionelle som Højmesse, Dåb og vielser, men rummet fungerer også til Aftengudstjenester, barselshøjskole, Debat- og filmaftener, babysalmesang og koncerter.

 

Fleksibilitet og fremtid

Kirkeskibet er designet til nemt at kunne flyttes til nye placeringer, hvor der er behov for en midlertidig kirke. Det har 150 overdækkede kvadratmeter med plads til omkring 100 personer samt en stor terrasse. Denne fleksibilitet gør Kirkeskibet til en fremtidssikret løsning for folkekirken i byområder ved vandet med hurtig byudvikling.