- til at udvikle aktiviteter i fællesskab


1. Hvorfor? Drøft, hvad der er anledningen til, at I vil skabe en ny aktivitet. Det kan fx være et lokalt behov, et opstået potentiale eller jeres egen begejstring for en idé.

2. Hvem skal involveres? Involvér tidligt dem, som skal have ejerskab over aktiviteten, og lad dem opleve at være en ligeværdig del af teamet. Efterfølgende kan I overveje, om der også skal være plads til at engagere sig på andre måder fx med enkeltstående opgaver eller at være aktivt medvirkende som deltager.

3. Forventningsafstemning - internt og med kirken. Få afklaring på, hvor frie rammer gruppen har, og hvad der skal drøftes med menighedsråd eller ansatte. Indbyrdes i teamet er det oplagt at drøfte spørgsmål som: Hvordan og hvor ofte I vil mødes? Hvad skal gerne kendetegne processen? Hvad håber I på, vil komme til at ske?

4. Lyt til lokalområdet og hent inspiration. Lyt til dem, I ønsker at være der for. Lyt til dem, der selv laver aktiviteter på området, så I ikke kører unødvendige parallelle forløb. Tag gerne på ekskursion til andre kirker eller aktører, der har gjort sig erfaringer på områder.

5. Giv plads til refleksion i processen. Tag jer tid til at sætte ord på fx tanker om det at være kirke i aktiviteten, relevante tidligere erfaringer og forhåbninger i projektet. Sørg for at reflektere over de indtryk, I har fået ved at lytte (se ovenfor).

6. Skab anledninger til at opbygge tillid. Giv plads til at dele forhåbninger og usikkerhed i projektet. Måske det er relevant at drøfte eksistentielle eller trosrelaterede temaer, spise aftensmad sammen eller lege en fjollet leg.

7. Tænk synlighed ind tidligt. Er det gennem relationer, folk vil komme og deltage? Er det gennem sociale medier, lokalpressen eller plakater foran kirken? 

8. Vær modige og kom i gang. I skal turde at afprøve små enkle eksperimenter, som I kan lære af, inden der går for lang tid. 

9. Lyt til deltagerne. Skab anledning til feedback, fx ved at tale uformelt med folk, fortælle hvor man kan gå hen med feedback eller ved at invitere nogle stykker til feedback og idéudvikling.

10. Følg op. Hvad skete der? Hvad lærer I? Hvilke nye perspektiver er opstået? Hvad er det oplagt at gøre anderledes? Hvad er der at fejre?

Læs mere om at udvikle aktiviteter i fællesskab i bogen "Kirke i bevægelse" af Dorte Kappelgaard udgivet af Kirkefondet. Læs mere om den her og se også nogle videoer med Dorte, der fortælle om emnet.

Vil du vide mere eller sende en bestilling,
så kontakt os på

Tlf.: 33 73 00 33
kirkefondet@kirkefondet.dk