Nyheder

af Henrik Bundgaard Nielsen, generalsekretær i Kirkefondet

Som optakt til sommerens store musikfestivaler hørte jeg, at arrangørerne med glæde kan konstatere, at der i år er flere frivillige, som er vendt tilbage til festivalerne igen efter årene med ”corona-lukket”. Disse festivaler har stor brug for, at der er frivillige, som vil bruge tid og kræfter på at løse en bred vifte af opgaver. 
Jeg har selv brugt nogle dage af mine sommerferie på at være frivillig på Vig festival. I en salgsbod, drevet af Asnæs Gymnastikforening, har jeg været med til at stå for tilberedning af og salg af stegt flæsk med kartofler og persillesovs. Og det må vel næsten betegnes som et mindre bespisningsunder, at alle vi glade amatører har kunnet forvandle mere end 2 tons flæsk til velsmagende måltider for flere tusinde festivalgæster.

Frivillige og amatører
Vi er frivillige på festivalen, men vi er også amatører. For det er ikke vores profession til dagligt at lave mad. Vi er ikke uddannede til at stå i et køkken og lave mad til så mange mennesker. Det er ikke vores levevej. Det er nu heller ikke vores hobby, men vi elsker de hektiske dage under den hvide teltdug med de varme ovne, duften af stegt flæsk, musikken ud fra festivalpladsen og den glade stemning.
Og derfor er vi amatører. For en amatør er et menneske med lidenskabelig eller kærlighedsfuld tilgang til et område i livet – primært relateret til fritiden. Desværre bruges ordet "amatør" også fejlagtigt om en person, som ikke gør det godt nok og måske ”kun” leverer en lav arbejdsmæssig eller kunstnerisk kvalitet. Tværtimod kan amatøren netop opleves som den, der går til sin opgave eller sag med stor passion, ihærdighed, omhyggelighed og indsigt.

Kirkens glade amatører
Når Kirkefondet har opgaver for landets sogne og menighedsråd, så får vi ofte dette spørgsmål: Hvordan får vi flere frivillige til at engagere sig ved vores kirke? For på dette felt deler folkekirken vilkår med de mange musikfestivaler: Uden frivillige, så ville meget gå i stå. Mange opgaver vil ikke blive løst, og mange aktiviteter vil ikke finde sted. Så derfor er det relevant at arbejde med og hjælpe med, at kirken får flere frivillige. Men hvad vil der ske, hvis vi i stedet spurgte hinanden: Hvordan får folkekirken flere amatører? Altså hvordan får vi kontakt med og inddraget flere mennesker, som med lidenskab, kærlighed, ildhu og ihærdighed vil arbejde for kirkens liv og vækst? 
Men kan man være amatør i den forstand, at man ”elsker” at være menighedsrådsformand og dermed have ansvar for dagsorden, mødeledelse m.m.? Kan man elske at være kontaktperson og have dialog med kirkens ansatte? Kan man elske at være kirkeværge og have ansvar for, at kirkens bygninger fremstår i god stand?

Omfordeling af opgaverne i folkekirken?
På portalen ”kirke.dk” skrev menighedsrådsformand Anette Jorsal, Sdr. Bjert, for nogle uger siden, at opgaver relateret til nogle af disse mere tunge poster i menighedsrådet kan betyde, at menighedsrådsmedlemmer går fra at være glade amatører til ”blot” at være amatører. Derfor kan det godt være nødvendigt at se på, om der skal omfordeles på de opgaver, som et menighedsråd skal løse, og at nogle af opgaverne måske skal flyttes og overdrages til professionelle – f.eks. på provstiplan.
Men uanset hvordan vi fordeler de opgaver, som skal løses i folkekirken, så tror og håber jeg på, at der fortsat er mennesker, der vil engagere sig som glade amatører i alle facetter af små og store frivillige opgaver i folkekirken – hvad enten de er af praktisk, konkret, relationel, administrativ eller strategisk karakter.
På gensyn – som glade amatører i folkekirken!