Kommentar: Nadver-(eller)-fællesskab

september 19,2019

Læs generalsekretær Henrik Bundgaard Nielsens seneste kommentar

Kort tid efter at biskoppernes liturgiske arbejdsgrupper havde offentliggjort deres rapporter var jeg til præsteindsættelse. En festlig gudstjeneste i en fyldt kirke. Mange fra sognet var mødt frem for at stå sammen om at byde velkommen til den nye præst. Men godt og vel halvvejs inde i gudstjenesten skiltes vandene. Under en tredjedel af de fremmødte gik til alters – resten blev siddende. Og en tanke slog mig: Hvordan står det til med nadveren som fællesskabets måltid?

Det er ikke første gang, at jeg får den overvejelse. Allerede som ung teologistuderende oplevede jeg ofte, når der var dåb i Gellerup Kirke, at vi var mange, som deltog i nadveren og gik forbi dåbsgæsterne – hvis de da ikke var ude for at ryge i ”pausen”! Nogle år senere var jeg selv jævnlig kirkegænger i Ølstykke - en lille landsbykirke. Der var ofte to eller tre dåb, som med deres følge fyldte det meste af kirken. Når vi så kom til nadveren, var vi nogle få nede fra de bagerste rækker, som nærmest gik spidsrod for at komme op til alterskranken. Og hvordan står det så til med nadveren som fællesskabets måltid?

Et lignende spørgsmål rejses i Kristeligt Dagblads artikelserie med ”Gudstjenesten til debat”. En 41-årig kvinde fra Ishøj siger, at når man stimler sammen i kirken og fornemmer det oldgamle fællesskab, som kirken er båret af, så er der alligevel noget, der skurrer lidt ved den traditionelle højmesse. Det oplever hun særligt, når hendes børn og venner ikke går med til alters. ”De synes, det er lidt mærkeligt og pinligt at gå med, for det er jo ikke alle, der gør det. Og jeg tror, at den der følelse af at skille sig ud og måske føle, at ens private tro bliver udstillet som nærmest ortodoks, hvis man medvirker, kan holde nogle fra nadveren. Og det er jo virkelig synd, for så splitter den i stedet for at samle.”

Nadveren som fællesskab er selvfølgelig kun en lille flig af den drøftelse af nadveren, som skal foregå de kommende år. For som der står i rapporten fra den arbejdsgruppe, der har arbejdet med dåb og nadver, så har nadveren ”både en horisontal og vertikal dimension, der er afgørende for, at nadveren forstås – og erfares – som et sakramente og ikke alene som et minde-/måltidsfællesskab, fordi nadvermåltidet på én og samme tid er syndstilgivelse og fællesskab.” Men samme rapport medgiver, at der er steder, hvor man har ”erfaringen af nadveren som et ikke fællesskabsstiftende, men derimod skelsættende sakramente”. Og med afsæt i ”at nadveren hos Paulus bliver fremhævet som fællesskabets måltid”, så kan det også formuleres så skarpt, at ”når nadveren ikke medvirker til fællesskab men tværtimod til at sætte skel eller udelukke, så perverteres og profaneres den.”

For mig at se er der ingen vej udenom: Vi skal drøfte, hvordan nadveren kan styrkes som et sted, hvor vi mærker, ser og bekræftes i fællesskabet i menigheden. Og vi skal mere end at drøfte. Vi skal også gøre erfaringer med nye formuleringer af nadverritualet og ikke mindst med at afprøve ny praksis omkring nadveren. Mine egne erfaringer med ”stående” kontinuerlig altergang peger på, at det virker mere ”samlende”. I foråret deltog jeg i en gudstjeneste i en evangelisk-luthersk kirke i Breklum, Nordtyskland. Kirken har ikke noget knæfald, så nadveruddelingen foregik ved, at vi alle – i fællesskab - stod samlet i en halvcirkel oppe ved alteret og modtog brød og vin der. I Kirkefondets nye husbådskirke, som nu ligger i Sydhavn sogn, er der heller ikke knæfald, hvilket åbner for at prøve kræfter med en anden form for praksis ved altergang.

Og sidst men ikke mindst skal vi måske lade os inspirere udefra. For som ovennævnte rapport også nævner, så har man i folkekirkens nabolande ”valgt at føre nadverliturgien tilbage i nærheden af dens førreformatoriske rødder, så også nadverens karakter af taksigelse, fællesskabsmåltid m.m. bliver tydeligere.” Netop som luthersk kirke skal vi vel ikke være bange for at gå tilbage til kilderne?