Kommentar: Lokalt bydelsdemokrati i folkekirken?

Læs generalsekretær Henrik Bundgaard Nielsens aktuelle kommentar

Da Kirkefondet i efteråret 2017 inviterede til en konference om at være kirke i byområder med stor vækst i indbyggertallet, fandt vi hurtigt omkring 20 sogne rundt om i landet, hvor der enten allerede var flyttet flere tusinde beboere ind i nybyggede områder, eller hvor det forventes at ske inden for en overskuelig fremtid. I nogle af de nye byområder er der allerede planer om at bygge en ny kirke, og i enkelte sogne har man allerede sat spaden i jorden og er i gang med at bygge. Det er f.eks. tilfældet i Himmelev sogn, hvor der bygges kirke i den nye bydel, Trekroner.

På en måde er der ikke så meget nyt i dette, for midt i 1960’erne var der også kraftig vækst i bl.a. Københavns forstæder med deraf følgende behov for at få bygget nye kirker. I en kirkeministeriel betænkning fra 1964 om finansiering af nyt kirkebyggeri kan man bl.a. læse, at der var mere end 30 sogne eller kirkedistrikter – nogle med helt op til 20.000 indbyggere – hvor der var taget mange forskellige initiativer for at folkekirken kunne kende sin besøgelsestid i forhold til disse byvækst-områder. Som regel var der oprettet lokale kirkekomiteer, som skulle forberede bygning af en ny kirke, og nogle steder var de nye byområder ovenikøbet udskilt i eget kirkedistrikt. Det er mit klare indtryk, at netop disse lokale kirkekomiteer og ordningen med kirkedistrikter har befordret et stærkt lokalt engagement i at skabe menighedsliv og bygge kirker i de nye byområder.

Man kan derfor spørge, om det var rigtigt at afskaffe ordningen med kirkedistrikter med virkning fra 1.1.2010? For var de mennesker, som var lokalt engageret i kirkekomiteer mv. – ofte nytilflyttere – netop ikke de lokale iværksætter-typer, som vi efterlyser i dag? Heldigvis er iværksætterånden jo ikke afhængig af de givne strukturer. Og det lykkes da også at finde lokale løsninger, hvor mennesker bruger tid og energi på at gøre kirken nærværende, relevant og synlig i de nye byområder. Det oplever jeg f.eks. i det samarbejde, som Kirkefondet har i gang med Himmelev sogn om at udvikle kirkelivet i sognet – og særligt i relation til den nye kirke i Trekroner. Her er der et lokalt aktivitetsudvalg - inkl. beboere fra Trekroner - som med stort engagement og iderigdom arbejder på at udnytte det potentiale, det er at få en ny kirke om ca 1½ år.

Vi skal blot hele tiden sørge for, at der ikke er stive strukturer i folkekirken, som hæmmer eller dræber initiativer som disse. Ja – ikke nok med det – vi bør også aktivt arbejde for at skabe strukturer i folkekirken, som både kan fremme og understøtte nye initiativer og være med til at styrke det lokale demokrati i folkekirken. Som regel bruges værdien af det nære og lokale demokrati mest som argument i forsvaret for de mange små landsogne med dertilhørende menighedsråd. Måske er det på tide, at folkekirkens struktur også tager højde for, at der i bysogne med stor vækst kan være bydele med stærk lokal bevidsthed og dermed også behov for, at der lokalt er en beslutningsdygtig enhed under sogne-/ menighedsrådsniveau – sådan som det i sin tid var tilfældet med kirkedistrikt, kirke-komiteer mv.

Jeg ser derfor med glæde, at ordningen med ”forsøg i folkekirken” er forlænget for bl.a. forsøg nr. 7, hvor menighedsrådet kan give forskellige udvalg ansvaret for at udføre forskellige opgaver, så det ikke er et enkelt medlem, der har ansvaret for fx bygninger eller personale. Menighedsrådet kan også afgøre, hvor meget kompetence det vil delegere til et udvalg, herunder budgetramme. Det kunne være interessant, om denne forsøgsordning også kunne afprøves ved, at sogne i byvækst-områder nedsætter et udvalg, som med en af menighedsrådet defineret budgetramme fik kompetence til at udvikle menighedsliv og evt. også bygge kirke i nye vækstområder.

For som Hans Raun Iversen skriver i en artikel om ”Det folkekirkelige i den danske folkekirke”*: ”Kirkens strukturer og ordninger må tilpasses opgavernes mangfoldighed. Kirken må være fleksibel og give plads til de kirkelige initiativer, som kirkens ildsjæle sætter i gang. Udvikling i kirken kom-mer nedefra ved at lokale kirker har mod til at eksperimentere med nye arbejdsformer og nye måder at være kirke på.”


* Fra “Ecclesiologica & alia”. Red. Erik Berggren og Maria Eckerdal. Artos & Norma bokförlag, 2016. s. 125-140.

Læs tidligere aktuelle kommentarer her