Kommentar: Længe leve mangfoldigheden i højmessen

juni 29,2018

Læs generalsekretær Henrik Bundgaard Nielsens aktuelle kommentar.

Med fremlæggelse af rapporten om forholdet mellem autorisation og frihed i folkekirkens teologi er debatten om en ny gudstjenesteordning skudt i gang. Jeg håber, at den videre proces vil tage højde for det faktum, at vi allerede har en mangfoldig højmesse, hvor mange menigheder lokalt har arbejdet sig frem til justeringer, som gør, at de oplever søndagens gudstjeneste nutidig og relevant på netop deres sted. Arbejdsgruppen bag rapporten peger heldigvis på to mulige modeller for gudstjenesteordning - ”den frie” og ”mellemvejen”, som begge kan understøtte den liturgiske fornyelse, som finder sted. 

Inspiration til liturgisk nytænkning

Jeg har fornylig deltaget i et par gudstjenester i Roskilde Domkirke – i et kirkerum, som emmer af historie og tradition. De flotte gamle kernesalmer og den brusende orgelmusik minder os om, at gudstjenesterne i folkekirken har fast genkendelige elementer med linier langt bagud i historien. Men samtidig var der ved de to gudstjenester fornyende elementer, som kan tjene til inspiration for andre. Ved gudstjenesten forud for den årlige stiftsdag valgte domprovst Anne-Sophie Olander at flytte kirkebønnen fra dens normale ”plads” efter prædikenen og i stedet lade den indgå som kollekten efter nadveren, og ved landemodegudstjenesten brugte provst Anne Bredsdorff som kollekter to bønner fra bønnebogen ”Himlen i dine fodsåler”. Denne liturgiske ”frihed” kan måske begrundes i, at det ikke var ved en højmesse. Men mon ikke en og anden præst kunne fristes til at afprøve det ved en søndagsgudstjeneste? Og i hvert fald trådte de to provster i karakter som et ”kirkeligt tilsyn”, der inspirerer og opmuntrer til liturgisk fornyelse – netop det som kan blive en vigtig rolle for biskopper og provster, hvis vi får en gudstjenesteordning med mere liturgisk frihed.

Et ønske om mere frihed?

Da knap 300 deltagere ved folkekirkemødet i Aarhus i august 2017 blev spurgt, hvorvidt en guds-tjenesteordning skal skabe frihed og fleksibilitet eller fasthed og genkendelighed på en skala fra 1-10 (hvor 10 var ”fasthed”), så landede meningsmålingen mellem 6 og 7. Dette kan jo ikke på nogen måde tages som repræsentativt for holdningen blandt folkekirkens medlemmer, men det giver dog en pejling af i hvilken retning mange kirkeligt engagerede tænker, om hvor stor en grad af frihed eller autorisation, der skal være for folkekirkens højmesser: En ny gudstjenesteordning skal rumme frihed for højmessens liturgi, men ikke total frihed! Der skal være en form for fasthed og genkendelighed. Og hvis man så skeler til de tre modeller, som biskoppens arbejdsgruppe er kommet med, så er det måske ”mellemvejen” der ønskes?

Menighedens gudstjeneste

Jette Rønkilde, som har været sekretær for biskoppernes faggruppe om autorisation, skriver bl.a. i gruppens afsluttende rapport, at ”de nyere gudstjenesteordninger i USA, Norge og Sverige har det til fælles, at de søger at reetablere gudstjenesten som menighedens gudstjeneste”. Dette må meget gerne præge de kommende års arbejde med ny gudstjenesteordning i Danmark: at gudstjenesten i højere grad kan blive menighedens – her forstået som den lokale menigheds gudstjeneste. Men det rejser så et andet vigtigt spørgsmål. Hvem er den menighed, som nu i højere grad skal tage (teologisk) ansvar for sin gudstjeneste? Eller mere grundlæggende: Hvem er menigheden? Hvad forstår vi ved begrebet ”menighed”? Det er et spørgsmål, som en lille arbejdsgruppe i Kirkefondets bestyrelse vil arbejde mere indgående med i den kommende tid, ligesom det vil være temaet for et kommende nummer af Kirkefondets tidsskrift ”Kirken i dag”.