Kommentar: Kirken skal være der, hvor folk søger sammen

oktober 31,2017

Læs generalsekretær Henrik Bundgaard Nielsens aktuelle kommentar.

”Står og falder folkekirken med sognet?” Det var titlen på et oplæg, som lektor Kjeld Sloth Nielsen fra Folkekirkens Uddannelses- og Vi-denscenter (FUV) holdt, da Præsteforeningen i samarbejde med biskopperne og Landsforeningen af Menighedsråd i september 2017 stod for en konference om funktionspræsterne og deres arbejdsvilkår. Ca. hver sjette folkekirkepræst har titel af funktionspræst som f.eks. sygehuspræst, studenter-præst, ungdomspræst, diakonipræst m.m. Det store antal af funktionspræster peger for Kjeld Sloth Nielsen på, at folkekirken ”i praksis trodser sit eget ideal om sognet som udtryk for en folkelig, kirkelig, administrativ og eksistentiel enhed og tilpasser sig et stadigt mere differentieret samfund, hvor man ikke længere fødes, bor, lever, arbejder og dør det samme sted inden for rammerne af en nogenlunde homogen kultur.” Med henvisning til kirkehistorikeren Jakob Balling peger han på, at sådan har det altid været, for ”kirken forsøger at være dér, hvor folket nu – også – søger sammen”. Det moderne menneskes liv er ikke afgrænset af sognegrænserne. Der opstår nye folkelige fællesskaber på tværs af de gamle sogneskel – f.eks. i idrætsforeninger, større skoledistrikter mv. – og hvis ikke kirken frigør sig fra sin ”sognekirkelige forankring i strikt geografisk forstand”, så kan den få vanskeligt ved at leve op til idealet om at være kirke der, hvor folk søger sammen.

Funktionspræster – funktionsmenigheder?
Da FUV i 2015 fremlagde en rapport om funktionspræster, sagde lederen af FUV, Birgitte Graakjær Hjort, at når ”hver sjette præst nu bestrider et ’alternativt’ embede, så kommer det også til at spille ind i en fremadrettet diskussion i folkekirken af, hvad vi skal forstå ved præsteembedet.” Men når hun så også udtaler, at folkekirken ”er en meget lokalorienteret kirke” og at for folkekirkens ”teologiske selvforståelse har menigheden været det centrale fællesskab”, så kalder forekomsten af de mange funktionspræster også på en drøftelse af menighedsforståelsen i folkekirken.
Når der f.eks. er mere end 300 præster, som på fuldtid eller deltid har en særlig funktion, kan vi så også tale om, at der er ligeså mange funktionsmenigheder? Eller hvordan beskriver vi den gruppe af mennesker, som udgør menigheden for funktionspræster i deres udøvelse af præstegerningen? Hvilket begreb bruger vi om de mennesker, som på et sygehus har sjælesørgeriske samtaler med sygehuspræsten og deltager i gudstjenesten der? Er de en menighed – en funktionsmenighed? Og hvad med de unge, som en gang imellem dukker op til spisning, musik, samvær og gudstjeneste i en af landets ungdomskirker? Er de en menighed – en funktionsmenighed? Eller hvad med dem, som nogle gange om året slår følge med pilgrimspræsten på en pilgrimsvandring? Er de en menighed?
Vi kan ikke længere nøjes med at tale om en menighed som en geografisk størrelse – som en ”sognemenighed”. For som Præsteforeningens formand, Per Bucholdt Andreasen, sagde ved ovennævnte konference, så er ”folkekirken ikke længere bundet af geografien, som den var tidligere. I dag er der kirke, hvor folk er, og derfor bliver der også fremover flere funktionspræster. Højmessen og forkyndelsen på sygehuset har lige stor værdi.”

Fra menighed til forsamling
Måske skal vi helt afskaffe begrebet menighed? Hans Raun Iversen beskriver i en artikel i Kristeligt Dagblad i 2014 ”menigheden” som en abstraktion, og han foreslår i stedet, at vi bruger begrebet ”forsamling”, fordi det bedre beskriver den folkekirkelige virkelighed, hvor ”der findes en meget lang række af mange forskellige slags forsamlinger, som samles i så den ene og så den anden, ofte lokale eller familiemæssige, anledning”. Jette Bendixen Rønkilde skriver i Dansk Kirketidende nr. 9/16, at kirken skal se ”de positive muligheder i at skabe individuelle forsamlinger, der passer til både tid og sted”. Og det vel netop hvad der sker, når der ansættes funktionspræster, som sørger for, at kirken er til stede på rette tid og sted i menneskers liv?