Kommentar: En nærværende folkekirke i en coronavirus-tid!

af Henrik Bundgaard Nielsen, generalsekretær i Kirkefondet

Folkekirkens biskopper har i samarbejde med Kirkeministeriet hurtigt taget initiativ til, at der opretholdes et nødberedskab i folkekirken, så dåb, vielser og begravelser/bisættelser i meget beskedent omfang kan finde sted. Ved siden af dette er der lokalt rundt om i landets sogne udvist stor opfindsomhed med, hvordan folkekirken fortsat kan være en nærværende folkekirke i det folk, som nu for stund er nødt til at holde afstand - og derfor ikke kan mødes og forsamles som vanligt - heller ikke for at lytte til det trøstende og håbsfyldte kristne evangelium. Hurtigt blev der taget initiativ til, at videoandagter, optagelser af små korte gudstjenester og lign. tiltag - ofte kun med en præst og måske en organist til stede - blev gjort tilgængelig på kirkernes Facebook-sider. Trøstende ord til håb og opmuntring kom på de lokale kirkers hjemmesider, samtidig med at der lyder massive opfordringer til, at alle er velkomne til at kontakte præsterne digitalt eller pr. tlf. Andre steder tager den lokale kirkes besøgstjeneste en ny form ved, at den i stedet for de traditionelle besøg hos ensomme, ældre og svage personer nu tilbyder at hjælpe med indkøb, medicin-afhentning og andre nødvendige praktiske opgaver, således at nogle af de svageste iblandt i os ikke skal ud af deres hjem med deraf følgende fare for at blive smittet med coronavirus.

Noget tyder på, at disse mange nye former for et relevant folkekirkeligt nærvær kan føre til, at flere mennesker får en god og positiv oplevelse af folkekirken. Jeg læste forleden om, hvordan en journalist ved avisen Information fra sin midlertidige hjemmearbejdsplads i et sommerhus ved vestkysten deltog i en online-gudstjeneste i søndags. Hun havde ”tændt et par kronelys i stager og stillet påskeliljer imellem dem for at komme lidt i stemning”. Hun blev ramt af ordene - lige den dag - måske ”fordi den her coronatid var gået hen og blevet en anelse for spændende” for hende. Senere i online-gudstjenesten foldede hun sine hænder - der ”mellem de hvide træbjælkevægge, og fandt til sin store glæde, at trosbekendelsen stadig sad der til punkt og prikke fra konfirmationstiden.” Og da hun lukkede computeren ned igen, var det med en overraskelse over, ”at de store ord alligevel kunne nå frem til hende gennem skærmen.”

I forbindelse med en reception på Kirkefondet i januar måned kom biskop Henrik Stubkjær med fem teser eller svar på, hvordan vi kan have en relevant og nærværende folkekirke (Læs hele hans oplæg her). En af teserne lød: ”Kirken som bygning spiller en langt større rolle for oplevelsen af nærhed og relevans end tidligere”. Og det er jo netop, hvad vi oplever nu, hvor kirkerne stort set er lukkede. Vi savner det, som vi mødes om i kirkerne. Vi savner fællesskabet omkring gudstjenesterne. Og især rammes vi af, at dåb og vielser kan kun finde sted i begrænset omfang, og begravelser og bisættelser kun med et stærkt begrænset deltagerantal. Det fører nogle steder til, at selv ikke alle fra den nærmeste familie kan være med til at tage afsked med deres afdøde. Og mange kan ikke forstå, hvorfor kirkerne netop nu ikke kan stå åbne sådan, at vi enkeltvis kan gå derind, bede en bøn, tænde et lys og finde lidt ro og stilhed i en angstfyldt situation. Så kunne den næstbedste løsning være, at kirkerne bruger og indretter det åbne rum foran og ved kirkerne, så det bliver steder, der appellerer til den individuelle andagt, stilhed, bøn og eftertanke.

Vi har brug for at samles i vore kirker - i fællesskab - eller alene til andagt, bøn, eftertanke eller stilhed. Vi har fortsat brug for at blive set og hørt - men vi må helst ikke blive rørt - fysisk i hvert fald. Heldigvis er en relevant og nærværende folkekirke altid klar til at omstille sig og formidle det kristne budskab, så det rører ved os - uanset hvordan det så når frem til os.