Aktuel kommentar: Vækkelse i folkekirken???

oktober 15,2019

Læs generalsekretær Henrik Bundgaard Nielsens seneste aktuelle kommentar

Er der vækkelse på vej i Danmark? I folkekirken – eller udenfor folkekirken? Og hvad betyder det egentlig at tale om vækkelse i dag i en kirkelig sammenhæng? På det kirkefaglige nyhedsmedie kirke.dk har der på det seneste været en mindre debat mellem redaktøren på kirke.dk, Kåre Gade, og sognepræst Jens Ole Christiansen, Fredens-Nazareth sogn, foranlediget af Kåre Gades kritiske analyse af den kirkelige højrefløj. De har bl.a. også diskuteret vækkelse. Jens Ole Christensen ser et behov for et ”Helligåndens blæsevejr” med samme ”dimensioner” som vækkelserne i 1800-tallet for, at der kan skabes de nødvendige forandringer af kirken. Kåre Gade frygter ikke ”en sådan ny folkelig og åndelig vækkelse”, og er enig i, at den vil ”ydmyge os alle i vores teologiske vanetænkning”. For en vækkelse har vi ikke magt over.

Men hvordan skal vi forstå vækkelse anno 2019? Biskop Henrik Wigh-Poulsen sagde allerede i 2007, da kirkeminister Bertel Haarder havde indbudt til konference om folkekirkens fremtid, at ”vækkelsen og religionen er vendt tilbage. Ikke på den gammeldags måde, men netop på mange nye måder.” Nogle søger ”tradition og samlingsmærker”, andre søger det spirituelle og alternative. Vækkelse er for mange et værdiladet ord, som forbindes med særlige teologiske, moralske og etiske holdninger. Måske skal vi derfor bruge andre ord for at beskrive det ”Helligåndens blæsevejr”, som vi kunne ønske os – og som måske allerede er på færde midt iblandt os? For det er trods alt knap så værdiladet at tale om, at der er opbrud, bevægelse, røre, forandringer, udvikling i folkekirken og danskernes tro.

Og opbrud, bevægelse, forandring og udvikling – det er der faktisk meget af i folkekirken. Der eksperimenteres med nye gudstjenesteformer med alt fra Kim Larsen-gudstjenester til rytmiske lovsangsgudstjenester, der søsættes nye diakonale og sociale initiativer og i 2020 ser en ny bibeloversættelse dagens lys. Men er det ikke ”bare” menneskelige initiativer og foretagsomhed? Er det ”Helligåndens blæsevejr”? I vores bedømmelse af det må vi ikke glemme, at Helligånden og hvad den måtte skabe af bevægelse, forandring og forundring – eller vækkelse – det er vi ikke herre over! Ligesom vi skal have tiltro til, at der bag al vækkelse, alle opbrud, forandringer, bevægelser mm. ligger et inderligt ønske om at gå tilbage til kilderne – et ønske om at finde tilbage til kernen af den kristne tro – og at finde ind til kernen af, hvad det vil sige at være kirke. Eftertiden vil så bedømme, om det rent faktisk var tilfældet, men som Kåre Gade skriver på kirke.dk, så har både Luther, Grundtvig og Bultmann haft det tilfælles, at de var drevet af ”en ambition om at finde ind til kernen i evangeliet – det oprindelige, det egentlige, det klassiske”.

Endelig ser jeg for mig, at de ”vækkelsestendenser”, der findes i de mange nye valg- og frimenigheder og de nye migrantmenigheder, kan komme til at udfordre den folkekirkelige struktur. Forhåbentlig vil vi opleve, at den struktur er foranderlig og påvirkelig sådan, at ”Helligåndens blæsevejr” ikke kun skaber ”frisk luft” udenfor folkekirken, men også inde i folkekirken – sådan som det var tilfældet med vækkelsernes blæsevejr i 1800-tallet – både den missionske og den grundtvigske vækkelse.