Nyheder

af Henrik Bundgaard Nielsen, generalsekretær i Kirkefondet

Forleden sagde Steffen Gram, udenrigskorrespondent i DR i flere årtier, at corona-krisen er en af de største kriser i verden i dette århundrede. Den er mere omfattende og gennemgribende end verdenskrige, kold-krigstrusler, terrorfrygt m.m. En krise har således rystet store dele af vort samfund, men i hvor høj grad har denne krise ”rystet” folkekirken?

Samarbejde på tværs
Når der er krise, så rykker man gerne tættere sammen for at finde løsninger og veje til at komme ud af krisen. Sådan har det også været med corona-krisen. Der har bl.a. på nationalt plan været såkaldte sektorforhandlinger mellem repræsentanter fra kirke og regeringsmyndigheder. Et lignende samarbejde kendes allerede indenfor folkekirkens katastrofeberedskab, hvor der regionalt koordineres med andre myndigheder - f.eks. politi og sundhedsvæsen. Også internt i folkekirken blev der arbejdet på tværs. F.eks. i den nationale kirkelige ”taskforce” med deltagelse af repræsentanter fra biskopper, stiftsadministrationer, Kirkeministeriet samt Præsteforeningen og Landsforeningen af Menighedsråd.

Det lokale samvirke afprøves
Også helt lokalt i det enkelte sogn skulle der findes nye løsninger og tages nogle vigtige beslutninger undervejs i krisetiden. Det skulle ske under skyldig hensyntagen til vejledninger og retningslinjer fra de kirkelige myndigheder, som ofte blev videreformidlet af provsterne.
Da kirkerne fik lov at åbne for gudstjenester igen, så betød det afholdelse af gudstjenester under helt særlige forhold. Og mange steder blev det til en meget konkret afprøvning af samvirket mellem de valgte menighedsrådsmedlemmer og præsterne om det kirkelige liv i sognet – et samvirke, som pointerer et fælles ansvar for både administrative og kirkelige anliggender. Der kan i tilrettelæggelse og afvikling af disse ”krisetids”-gudstjenester opstå en spænding mellem et menighedsråds praktiske tolkning af de sundhedsmæssige regler for forsamling og præstens teologiske forståelse af, hvad der er en ret evangelisk-luthersk gudstjeneste. F.eks. med nadveren: Vil præsten fastholde, at der ved en nadverhandling som altid skal knæles i fællesskab ved alteret? Eller kan man blive enige om en anden form – f.eks. at gudstjenestedeltagerne får udleveret oblat og altervin i små plasticbægre ved gudstjenestens begyndelse? Eller bør man helt droppe nadveren? Og hvad ved salmesangen? Alle disse praktiske spørgsmål og overvejelser foranlediget af menighedsråds forskellige praktiske tolkninger og udmøntning af sundhedsmyndighedernes krav, kan komme til at stå i et spændingsforhold til præstens særlige ansvar for at tilse, at også gudstjenester i en corona-tid skal grunde sig på den evangelisk-lutherske bekendelses udtryk for den kristne tro.

Ny læring 
Mange gange i de forløbne måneder er det blevet sagt, at det kinesiske skrifttegn for krise består af to tegn – det ene betyder fare og det andet mulighed. Kriser kan være truende, men kan også føre til udvikling. Den nuværende corona-krise har betydet, at noget ikke kunne gøres, som vi plejede: Ingen gudstjenester og ikke alle de mange kirkelige aktiviteter, hvor mennesker samles. Der måtte tænkes nyt, for der var noget, vi som kirke fandt nødvendigt at gøre – trods krisen – eller måske netop pga. krisen. Der blev f.eks. opdyrket og udviklet digitale og virtuelle kompetencer til både gudstjenester og møder. Her – hvor vi så småt er ved at være på bagkanten af krisen og med små skridt på vej til noget, der kan ligne mere normale forhold, så er det oplagt, at vi som kirke spørger os selv: Er der noget af det, som vi normalt gør i vores kirke, som vi faktisk ikke har savnet under krisen, og derfor nu kan benytte anledningen til at droppe? Og er der noget af alt det nye, som er udviklet og afprøvet de seneste måneder, som vi gerne vil gøre permanent? En krise er et vendepunkt. Fremtiden må vise, hvor vi som kirke vender os hen.