Kommentar

Af Henrik Bundgaard Nielsen, generalsekretær i Kirkefondet
December 2016

”Line er 32 år, kommer fra Snejbjerg tæt ved Herning, men bor nu i Hinnerup lidt udenfor Århus sammen med Rasmus på 35 år og deres to børn på 3 og 5 år. Hun flyttede til Århus for godt 10 år siden for at læse til sygeplejerske. Der mødte hun Rasmus, som kommer fra Randers. Han er uddannet ingeniør – også i Århus. De blev kærester, og Line flyttede kort tid efter ind til Rasmus i hans lejlighed. Et par år efter, at Line havde fået job på Skejby Sygehus, fik de deres første barn, og da barn nummer to var 1 år flyttede de fra den lille 3-værelses lejlighed ud i en gennemrenoveret murermestervilla i Hinnerup.

Da Line boede i Snejbjerg sang hun med i kirkens børnekor, og hendes forældre havde i deres ungdom været aktive i spejderbevægelsen. Rasmus er både døbt og konfirmeret, men har ellers ikke haft noget med kirken at gøre – udover juleaften hvert andet år hos mormor og morfar. Mens de studerer i Århus, er både Line og Rasmus medlem af folkekirken, men de bliver ikke gift, for som studerende synes de ikke, at de har råd til den store fest. Da Rasmus får job som ingeniør og ser, hvad han rent faktisk betaler om året til folkekirken, melder han sig ud, for som han siger: ”Jeg bruger den ikke, og det siger mig alligevel ikke noget!” Deres to børn er ikke døbt, for som de siger – de skal selv have lov at bestemme til sin tid.”

Dette er en fiktiv historie, men måske er den ikke så langt fra virkeligheden! For den er i en vis forstand baseret på en fri tolkning af tal fra et stort bysogn i en større dansk by, hvor folkekirkemedlemsprocenten for de 20-29 årige er 85 % (Line og Rasmus er medlemmer af folkekirken i deres studieår); 67 % af 30-39 årige er medlem af folkekirken (er det fordi flere som Rasmus melder sig ud?) og folkekirkemedlemsskabet for 0-4 årige er kun på 47 % (for børnene bliver ikke døbt som spæde!)

For mig at se udgør ovenstående eksempel en af de mange udfordringer, som folkekirken står overfor i disse år. For i det pågældende sogn udgør de 20-29 årige knap 2/3 af sognets indbyggere. Hvad gør folkekirken i forhold til denne aldersgruppe – i de større byer? Hvordan viser vi dem, at kristendommen også kan være en stemme ind i de eksistentielle spørgsmål, som de går og tumler med? Det er derfor også glædeligt, at det ser ud til, at et af de temaer, som skal drøftes på næste års folkekirkemøde i Århus i slutningen af august 2017, netop er ”kirken i byen”. Der er allerede sat mange ressourcer af til at arbejde med ”kirken på landet”, men det er også meget vigtigt at folkekirken snarest muligt sætter mindst ligeså mange ressourcer af på at finde nye veje til at være kirke i byen. Og ikke bare ”kirke i byen” ved at henvise til de katedraler midt i byen – men en nærværende og relevant kirke på nye og anderledes måder.

Heldigvis er der med et lovforslag, som netop er sendt til høring fra Kirkeministeriet, udsigt til, at der kan blive blødt op i det til tider stive folkekirkelige system. Ganske vist er det ”kun” et forslag, som vil åbne for mere vidtgående forsøgsordninger, men det kan være et vigtigt tiltag. For fremover skal menighedsrådene mere frit kunne organisere sig og tilrettelægge de kirkelige såvel som de administrative opgaver både internt i sognet og eksternt – f.eks. ved at udlicitere opgaver til ekstern leverandør eller få opgaver løst ved f.eks. provst eller stift. Og alle skridt på vejen mod nytænkning i folkekirken hilses velkommen. Med en masse nye menighedsråd – og en ny kirkeminister – så kan det jo være, at reformationsjubilæet også kan blive markeret med nybrud og nytænkning i folkekirken!