En ”delt” folkekirke – eller en mangfoldig folkekirke?

Af Henrik Bundgaard Nielsen, generalsekretær i Kirkefondet
Marts 2016

For et par uger sigen skrev lektor i religionsvidenskab, Marie Vejrup Nielsen, at ”folkekirken er knækket over mellem by og land”. Det gør hun på baggrund af de nyeste medlemstal for folkekirken og tal for deltagelse i kirkelige handlinger. Hun ser store forskelle på tværs af landet. I de helt store byer og især i København er udfordringen store fald i dåbstal og medlemstal. I landområderne, hvor folkekirken traditionelt står stærkt med høje dåbstal, højt medlemstal og med stor kontaktflade til sine medlemmer, sker der en fraflytning ind mod byerne, hvor folkekirken står svagt og har svært ved at opretholde en høj grad af kontakt med sine medlemmer. Det betyder ifølge Marie Vejrup, at folkekirken må overveje, hvordan den kan ”flytte med sine medlemmer”.

Ressourcefordelingen!
Det handler dermed om folkekirkens ressourcefordeling på tværs af landet. Men det handler også om, at der lokalt bliver arbejdet intenst med, hvordan man vil være kirke netop på det sted i Danmark, hvor man som menighedsråd, præster, ansatte og frivillige befinder sig.
Jeg kunne ønske mig, at alle nyvalgte menighedsråd gjorde sig tanker om dette, når de tiltræder efter 1. søndag i advent 2016. Og Kirkefondet bistår gerne med råd og vejledning i den proces. Nogle steder er man allerede godt i gang. F.eks. på Samsø, hvor det er en stor udfordring at have 7 kirker til knap 3000 folkekirkemedlemmer. Forleden var der mødt 75 mennesker op til borgermøde på øen til en åben og fri drøftelse af, hvordan en eller flere af øens kirker kan anvendes på en ny, anderledes og alternativ måde – til glæde for alle på øen – og til gavn for kirkens liv og vækst. For det koster at drive 7 kirker! Den kirkelige ligning på Samsø, som udgør et sogn, er næsten dobbelt så høj som i et sogn af tilsvarende størrelse med 1 kirke.

Advarsel: En ”svag sivning”! 
Som sociolog ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, Steen Marqvard Rasmussen, påpeger i en artikel i Kristeligt Dagblad, så er der i de største danske byer, hvis man ser bort fra København, en folkekirkemedlemsprocent på mellem 73 og 84 procent. Derfor mener han, at ”det er en myte, at folkekirken står svagt i byerne”. Men det må dog give anledning til bekymring på langt sigt, når man kan se, at medlemsprocenten blandt danske 0-4 årige i perioden 2004-14 er faldet med mellem 7,1 % til 8,5 % i 3 af provstierne i Aalborg Kommune – mens flere ”landprovstier” i Aalborg stift fastholder status quo eller kun har minimale fald i medlemsprocenten blandt danske 0-4 årige. Hvis ikke disse mange ”udøbte” børn i storbyen bliver døbt i forbindelse med konfirmation, så vil det fortsætte med det, som chefredaktør Tom Jensen, Berlingske, kalder en ”svag sivning” væk fra folkekirken, fordi ”langt færre bliver meldt ind, f.eks. i forbindelse med dåben, sammenlignet med hvor mange folkekirkemedlemmer, der dør.”
Heldigvis er der efterhånden så meget fokus på denne problematik, at der nogle steder gøres noget. I Aarhus har man – bl.a. efter at Kirkefondet har lavet en gennemgående analyse af dåbstal mv. for de 4 provstier i Aarhus Kommune – sørget for, at en af byens provster er blevet løst fra sine sognepræsteforpligtelser for at kunne arbejde koncentreret med det at være kirke i en storby i vækst!

Synet på byen?
For knap 200 år siden skrev Grundtvig, at København er ”den By, hvorfra Vantroen udbredte sig over landet”. Tal og tendenser anno 2016 kunne måske godt forlede en og anden til at sige det samme om København og andre store byer. Men jeg tror ikke, at vi skal lade dette negative syn på byen være vores drivkraft. For som Niels Johansen udtrykker det i vindersalmen fra Kirkefondets 125 års jubilæum i 2015, så lyder ”paradissangen” også i byen, og man kan også på byens torv taknemligt høre ”en salme fra Gud”. At tage inkarnationen alvorligt må jo betyde, at Gud også går ind i byens virkelighed, som præges af beton, asfalt, lysreklamer, brummende busser og motionister på vej gennem gaderne i gadelygternes skær. Og det kalder på en mangfoldig, rummelig og kontekstuel folkekirke – en kirke, hvor man hver på sit sted besinder sig på, hvordan vi skal være kirke her hos os.