Et fuldtalligt menighedsråd i 2020!?

Af Henrik Bundgaard Nielsen, generalsekretær i Kirkefondet
September 2016

”Hvem vil lave kirke med mig?”, ”Opstillingsmøde gav ikke kandidater nok!”, ”Kun fem er klar til at stille op til menighedsrådet, der skal tælle 11 medlemmer”, ”Efter opstillingsmødet forleden savnes tre kandidater for at kunne mønstre et fuldtalligt nyt menighedsråd - i mands minde har man ikke været udsat for en lignende situation.” 

Sådan har der siden de mange opstillingsmøder til menighedsrådsvalget blev afholdt tirsdag den 13. september været mange forskellige overskrifter i lokale dagblade og ugeaviser. En stor del af dem har haft karakter af en form for ”sidste nødråb” i håb om, at der dog et eller andet sted i sognet skulle være nogle mennesker, som kunne lokkes eller overtales til at tage en tørn i menighedsrådet. 

Jeg forstår godt, at der her i dagene op til fristen for at opstille lister til menighedsrådsvalget gøres et sidste ihærdigt forsøg på at få et fuldtalligt menighedsråd. Men er det de bedste forudsætninger for at gå ind i et stykke frivilligt arbejde i forventeligt minimum fire år? Det skal da ikke udelukkes, at dem, som kommer i et menighedsråd på denne måde, bliver glade for arbejdet der, men jeg møder desværre også tit dem, som frustreret går ud af menighedsrådet igen allerede efter 2-3 år, fordi det ikke lige var det, som de havde regnet med. Måske lod de sig ”lokke af ” præstens invitation til at ”lave kirke” sammen med vedkommende og arbejde for fortsat liv og vækst i kirken, men fandt ud af at al for mange møder og alt for megen energi og tid blev brugt på økonomi, personaleforhold, kirkebygning og præstebolig? 

Fra andre sogne lyder der meldinger om god opbakning til opstillingsmøderne, og man kan med begejstring fortælle, at ”vi fik sat et godt hold med 12 kandidater til menighedsrådet og 7 suppleanter”. Der kan selvfølgelig være mange forskellige forklaringer på, hvorfor der i et sogn er store problemer med at få et fuldtalligt menighedsråd, mens nabosognet med lethed kan finde kandidater nok. Men helt grundlæggende så ligger det ikke i, hvordan man har gjort opmærksom på det forestående menighedsrådsvalg med annoncer, avisartikler, flyers, bannere, nyhedsmails osv. Jeg tror, at det har at gøre med det lange seje træk, hvor man i og omkring kirken får skabt en kultur og en atmosfære, som lægger op til frivilligt engagement. 

Jeg talte forleden med et mellemstort forstadssogn til en større jysk by, hvor man ikke kunne forstå, hvorfor det hvad angår størrelse og beliggenhed sammenlignelige nabosogn havde op mod 100 frivillige engageret i og omkring kirken, mens der næsten ingen var i deres eget sogn. Forskellen på de to sognes frivillighed eller mangel på samme har bl.a. at gøre med gamle nedarvede traditioner og tænkemåder – og måske også nogle teologiske grundindstillinger. Men hvis der skal ændres på det, så drejer det sig om en kulturændring - eller sagt med en mere ”teknisk term” så gælder det om, at der ved kirken skabes et godt ”frivilligmiljø”. Og hvis menighedsrådet bevidst beslutter sig for at gå ind i sådan proces – en opgave, som Kirkefondet er godt rustet til at hjælpe landets sogne med – så er der måske en chance for, at det ved næste menighedsrådsvalg om 4 år er meget nemmere at få folk til at stille op til at tage en tørn i menighedsrådet. Og i en tid, hvor der er ”pres på frivilligheden”, er det måske ekstra vigtigt, at folkekirken tænker aktivt og strategisk på det område. For der deler kirken vilkår med mange andre sammenhænge. F.eks. er den lokale fodboldklub, håndboldklub eller gymnastikforening udfordret af, at der er flere og flere trænere over 60 år end tidligere. Det fremgår af en undersøgelse fra Syddansk Universitet. I 2015 var 10 procent af trænerne og 26 procent af lederne 60 år eller derover i 2015, mens det i 2004 kun gjaldt 4 procent af trænerne og 9 procent af lederne.