af Svend Løbner, Kirkeligt Medieakademi

Når medierne invaderer kirken mister den sin uskyld og sin lidenskab. Men sociale medier kan genoprette dette med virtuelle rum, klare budskaber og dialog, der fremmer forståelsen
Jeg glemmer aldrig, da jeg skulle interviewe forfatteren Suzanne Brøgger i anledning af hendes kirketurne med digte. Hvad man ikke kunne læse ud af artiklen i Kristeligt Dagblad var, at hun græd gennem det meste af interviewet. Ikke på egne vegne, men på kirkens. 
Som hun sagde: 
- Kirken er snart det eneste rum, man kan være sig selv i - men også der trænger medierne sig på og dæmoniserer. Kirken bliver dæmoniseret af at være inde i mediernes søgelys. Og det tror jeg ikke kan ske uden menneskeofringer. For så prøver kirken at fremstå strømlinet, stærk og entydig. Og så bliver det noget helt andet - forstillelse!
Og derfor græd hun.

Kommunikationen bliver ”flad”
Lige siden har jeg tænkt på, hvad der går tabt, når kirken bliver medialiseret. Ikke blot privatsfæren, men også de dybere budskaber. Alt skal siges og skrives kort og kontant i overskrifter og punchlines. Lidt ligesom, når politikere skal forsvare deres partiprogram eller lovforslag på to minutter i TV.
Det går ud over sproget, hvor de lidt besværlige, men præcise betegnelser luges ud til fordel for mundrette ord, der siger det samme – næsten. Det må nødvendigvis gå ud over indholdet, og dermed vil det også efterlade et tomrum i forståelsen. 
Det glade budskab, kirken så gerne vil dele, kommer til at mangle vitaminer. Modtagerne kommer ikke helt ind under huden på betydningen, men lader sig nøje med mindre, fordi det hele skal gå så stærkt.

Pas på kirkens kerneydelse
Det begyndte med aviser, radio og tv. Senere kom internettet med hjemmesider og blogs. Nu er de sociale medier det store hit. Og i hele medieudviklingen er kommunikationen blevet klippet og kortet, så man skal være mere eller mindre indforstået for at følge med. Kun derved kan man selv udfylde hullerne i formidlingen.
Derfor er det vigtigt at fokusere på indhold – også i sociale medier. Hvad går tabt i kommunikation via Facebook og sms? Og hvad kan man gøre for at sikre et minimum af indhold til fordybelse? For det er nærvær, tilgivelse og håb, som er kirkens kerneydelse. Det fejrer vi ved de kristne højtider. Det er kernen i vores forkyndelse. Det er værktøjer i sjælesorg. De er værdier, der simpelthen ikke må gå tabt.

Et par gode råd
Dette går nemt tabt: det private rum, de dybere budskaber, de betydningsladede ord.
Det kan vi gøre: lave ”heller” på nettet og i virkeligheden, komponere beskederne journalistisk og gå i dialog.
Her er et par gode råd til alle os, der er flittige brugere af sociale medier. Praktiske råd, der sikrer et minimum af den tilsigtede betydning.

1. Integrerer sociale medier med virtuelle og virkelige rum
Når unge og andre kommunikerer gennem de sociale medier handler det ofte om ”det andet”. Medier er ofte kun et medie, dvs. formidler af information om de oplevelser, man har haft, eller de events, man glæder sig til. Selv om det kaldes ”sociale medier” har brugerne allerede indset, at Facebook, Google+ og Youtube ikke er sociale nok. Man savner nærvær.
Derfor er det vigtigt, at kirken skaber andre rum - både i den virtuelle og virkelige virkelighed. Jeg kender en præst, som bevidst bruger Facebook i kontakt til nuværende og tidligere konfirmander. På væggen deler de unge generelle informationer alt med alle. Men ved kriser og svære beslutninger konsulterer de præsten med direkte beskeder. Her er altså et fortroligt rum. Man kan også linke til et lukket forum på kirkens hjemmeside.
Men ellers – for at følge Suzanne Brøggers tanke – bør man også tilbyde brugerne et privat rum i den virkelige verden. Henvise til gudstjenester, retræter, pilgrimsvandringer og tilbyde en personlig samtale med præsten. Uden computer og med slukket mobiltelefon! Og gøre helt klart, hvornår en gudstjeneste - eller dele heraf - filmes til medierne. Sende journalisterne på porten, når det er tid til altergang.

2. Skriv journalistisk
Når alt skal skrives i korte statements, går stumper af indholdet nemt tabt. Her kan journalistikken komme os til hjælp. 
Vi er vant til at skrive efter ”den akademiske fortællemodel”, hvor vi begynder med indledningen, udvikler emnet i artiklens ”krop” og afslutter med konklusionen. ”Den journalistiske fortællemodel” går den modsatte vej og begynder med konklusionen - ligesom 1. Mosebog 1:1 begynder med ”I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden” og uddyber skabelsesprocessen senere.
Når man kun har meget lidt plads til budskabet, må man springe indledningen over, luge ud i forbehold og omsvøb, og hellere skrive flere korte sætninger end én lang. Man skal med andre ord komme til sagen med det samme, skrive aktivt og tænke i påstande: Hvem gør hvad i sætningen?
Det skærper tanken, så man overvejer, hvad man egentlig vil sige. Og det giver sætningen retning, så man instinktivt beregner budskabets konsekvenser i den virkelige verden.
Men journalistiske overskrifter er ikke nok. For det kristne budskab er så dybt, at det kræver flere ord, end der kan være i en sms eller Facebook-opdatering. Her er løsningen at gå i dialog.

3. Inviter til fortløbende dialog
Netop fordi sociale medier er så kortfattede og flygtige, må man sikre fordybelse gennem dialog. ”Vel står det til, når mange giver råd”, skrev den vise Kong Salomon i et af sine ordsprog i Bibelen. Og den visdom er særdeles aktuel, når korte budskaber skal uddybes og enkle og mundrette ord skal finde deres præcise meningsindhold. 
Begynd fx med en sigende sætning: ”Vi hørte om Guds kærlighed i kirken i dag – og det var godt. Men hvad handler det kristne budskab ellers om? Er der ingen krav?”
Det kan blive til en længere dialog om lov og nåde, om synd og hellighed, og måske også om fortabelse og himmel. Måske vil præsten forklare, at der er fire forskellige ord for kærlighed med hver deres betydningsnuance på Ny Testamentes grundsprog. Måske vil samtalen bølge frem og tilbage mellem ”strammere” og ”slappere”, indtil deltagerne finder en sund balance. Pointen er, at betydninger præciseres og forståelsen udvides. 
Eller man kan starte en diskussion med: ”Fantastisk orgelspil i kirken i dag, men hvor kunne jeg ønske rytmisk musik også. Kan man det i en højmesse?”
Det kan føre til en lang snak om tradition og fornyelse, en snak der igen kan lande i en balance, så kirken hverken mister sine rødder eller går helt i stå! Musikkens betydning som akkompagnement til verdens bedste budskab aktualiseres, og vi er alle sammen blevet en lille smule klogere!
En facebook-dialog kan finde sted på den fælles væg eller som en diskussionstråd i en gruppe. Uanset hvad, så udnyttes det sociale medie til en form for social interaktion, der i dialogform udfolder det kristne budskab og mulighederne i kirken.

Gud med sideskilning?
For er det vel det, Suzanne Brøgger er ude efter, vil jeg gætte på. Når medielyset er på, og kameraet snurrer, bliver vi alle sammen en lille smule kunstige. Det ægte og spontane går tabt. Men hvis vi bliver fortrolige med mediet og lærer at bruge det rigtigt, kan det befordre en ægte og virkeligt samvær. 
Vi kan føre tanken videre: Måske vil deltagere turde åbne sig mere via tasterne end ansigt til ansigt med en præst. Fordi mediet netop skaber en behagelig afstand, og – hvis man vil – en vis anonymitet. 
Jo, kirkens rum kan invaderes, når medier tankeløst er på jagt efter stof. Eller kirken selv lige så tankeløst vil sælge sig selv for enhver pris. Men kirkens rum kan også være det sted, mennesker endelig tør indfinde sig på, efter de har studeret, chattet og diskuteret på kirkens Facebook-profil.
Men der er altid en risiko for, at kirken bliver forløjet og udgiver sig for andet og mere, end der er valuta for. Og dér sluttede min interview med Suzanne Brøgger:
- Man kommer til at ligne noget, man ikke er, noget forløjet. Der kommer for meget sideskilning over den. Gud med sideskilning! Det er for pænt alt sammen. Man glemmer, det skulle være et lidenskabeligt sted.

www.facebook.com/medieakademi