Kommentar

af Henrik Bundgaard Nielsen, generalsekretær i Kirkefondet
Juli 2017

”Folkekirken er en succes!” Sådan har kirkeminister Mette Bock udtalt sig flere gange i det seneste halve år - både på skrift og ved diverse festtaler. Hun henviser bl.a. til, at ca. ¾ af den danske befolkning er medlemmer af folkekirken, og til de tællinger af kirkegængere, som er foretaget i flere af landets stifter. Disse tal viser, at der i gennemsnit er omkring 50 deltagere til gudstjenesterne bredt fordelt ud over hele året – alt fra en tidlig morgengudstjeneste i en lille landsbykirke til en stopfyldt domkirke juleaftensdag. Der er mange, som deltager i folkekirkens brede udbud af gudstjenester og andre aktiviteter og arrangementer, men alligevel synes det som om, der er en erkendelse af, at det kunne være bedre. For Kirkeministeriet skrev i en pressemeddelelse midt i juni måned, at ”dørtrinnet mellem kirken og det øvrige samfund skal sænkes, så kirken opleves som åben og gæstfri af flest muligt”. Til dette formål er der afsat ca. 2 mio. kr. i Den Folkekirkelige Udviklingsfond i 2018.

Under en håndfuld forsamlet til gudstjeneste!
Selvom folkekirken udråbes til en succes, så er det er jo ikke alle gudstjenester, hvor der er samlet en stor flok, som for alvor kan løfte salmesangen. Forleden hørte jeg om en præst i det nordjyske, som er ansat i et sogn med to kirker. Pinsedag var der 60 til højmessen i den ene kirke. De fleste kom pga. barnedåb, for som menighedsrådsformanden sagde: ”Vi var højst en håndfuld, som ikke var kommet, fordi vi var inviteret til barnedåb”. I sognets anden kirke var der 3 personer i kirke til den tidlige gudstjeneste kl. 9. Denne problematik med få gudstjenestedeltagere kender de også til i flere nordtyske kirker, hvor de ovenikøbet åbent tør sige, at en ”gudstjeneste har brug for et bestemt antal deltagere, for at den kan blive levende, indbydende og attraktiv.” En lignende udtalelse vil i dansk sammenhæng ofte blive mødt med modsvaret om, at ”småt er også godt” – fulgt af et citat fra Det nye Testamente, hvor Jesus siger: ”Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem” – underforstået at det er helt fint, at der kun er under en håndfuld personer til en gudstjeneste, hvor der typisk er fire, som får løn for at være til stede (præst, kirkesanger, organist, graver).

Nye liturgier for ”små gudstjenester”
Det er da også korrekt, at det er fuldt legitimt og godt, at to eller tre er forsamlet i Jesu navn. Men heldigvis er der flere og flere, som har indset, at formen for denne lille ”forsamling” måske ikke behøver at være den samme, som når 100 mennesker er forsamlet til gudstjeneste. I Tyskland arbejder de på at udvikle liturgier for gudstjenester med få deltagere. I en dansk sammenhæng har bl.a. sog-nepræst Tine Illum opfordret til, at man udvikler ”små gudstjenester”, så de ikke opleves som ”reducerede højmesser”. Det kan både være korte gudstjenester søndag morgen – men også andre små gudstjenester i ugens løb som f.eks. morgensang eller aftensang, frokost-gudstjeneste, fyraftens-gudstjeneste osv. Man kunne håbe, at denne problematik også bliver drøftet i de arbejdsgrupper, som biskopperne har nedsat til at arbejde med folkekirkens liturgier og gudstjenester.

Nye ”rum” til ”små gudstjenester”
I en tysk sammenhæng har man også overvejet, om der skal bygges flere små kirker, som i deres indretning er bedre egnede, når der kun er en lille gruppe mennesker forsamlet til gudstjeneste. I Norge var der for godt 10 år siden en såkaldt ”kapel-bevægelse”, som havde til formål at få bygget eller indrettet små kirkelige rum (ordet ”kapel” har i en dansk sammenhæng en klang af ”begravel-ses-kapel”). Disse små kirkelige rum eller bygninger skulle være placeret, hvor mennesker færdes – ved havnen, på torvet, i shoppingcentret, ved den store turistattraktion osv. Og de skulle ikke kun være beregnet til gudstjenester, men også som samtalerum og sted for den stille meditation. Måske skal vi overveje noget lignende i en dansk sammenhæng? Men i hvert fald kan vi begynde med at indrette vore ”store” kirker, så der er via opstilling af stole, bænke og ved hjælp af lyssætning, afskærmning mv. dannes fornemmelse af en lille kirke. Og i særdeleshed bør det tænkes med i de nye kirkebyggerier, som er på vej i bl.a. Trekroner og Sydhavn.