Kommentar

Af Henrik Bundgaard Nielsen, generalsekretær i Kirkefondet
Maj 2016

Selvom solen skinnede fra en skyfrihimmel i Kristi Himmelfartsdagene fandt flere hundrede mennesker alligevel vej ind til det første bredt anlagte ”folkekirkemøde”, som fandt sted i forbindelse med ”Himmelske Dage” i København. Initiativtagerne til mødet var en bred gruppe af kirkelige organisationer, inkl. Kirkefondet med Landsforeningen af Menighedsråd som ”teknisk” arrangør. Der var i alt fire temaer på programmet, og hele dagen var der livligt debat med mange forskellige meninger og skarpe vinkler. Men der var også plads til den mere intense samtale i et forsøg på at udvikle nye ideer og nye veje at gå for folkekirken i mødet med nutidens udfordringer.

En åben kirke i dialog med samfundet
Ideen med folkekirkemødet var jo den brede debat og udveksling af meninger og synspunkter, så derfor skulle der ikke drages konklusioner på mødet. Men der tegner sig dog alligevel en eller anden form for rød tråd i debatten på folkekirkemødet i retning af, at folkekirken bestandig skal bestræbe sig på at være en åben kirke i dialog med samfundet. Den skal være kirke sammen med folket. Det betyder f.eks. en kirke, som går ud i samtale med danskerne på mange forskellige måder, og en kirke, som i mødet med sine medlemmer går fra passiv tiltale (monolog) til aktiv samtale og dialog. Ellers sagt på en anden og måske mere velkendt måde: Det folkelige og det kirkelige skal hænge tæt sammen. Det gælder f.eks. også i kirkens diakonale aktiviteter, og det gælder i forhold til udfordringer med de mange asylansøgere i Danmark. Hvis kirken vil tage inkarnationen alvorligt, så betyder det, at vores kristne tro bestandig skal sættes ind i en ny tid. Den skal finde nedslag i den til enhver tid givne kultur, og den kultur er i dagens Danmark præget af kulturel og religiøs mangfoldighed. 

Fra bagtæppe til tilvalg
Det er jo ikke nogen nyhed, at traditionen smuldrer, og at danskerne i høj grad mangler viden om kristendommen. Der er ikke længere en stor fælles historie, som vi lader vores liv belyse af. I stedet for så skal vi hver eneste dag fortælle hver vores egen personlige historie. Engang var folkekirke og kristendommen en form for bagtæppe for danskernes liv. Nu er kirke og kristentro noget udefrakommende, som skal vælges blandt mange andre tilbud. Folkekirkemødet satte særligt fokus på problemet med det faldende dåbstal. Dåbsprocenten er siden 1993 faldet fra 80,0 % til 63,9 %. Noget af det, som denne udfordring kalder på, er en formulering af, hvad dåb er, og hvad dåb betyder, så alle nutidens forældre kan forstå det og kan forholde sig til det. Der kom konkrete bud – f.eks. at dåb betyder ”at blive set”, ”at få Gud i ryggen” eller ”at få sikkerhed for fællesskab”. Mange gode kræfter er allerede i gang med hele dåbsproblematikken, men måske er der behov for en national satsning også. 

Jeg tror f.eks., at etableringen af Folkekirkens Konfirmandcenter har givet et løft til konfirmationsforberedelse over hele landet. Og den samme brede effekt håber man vel også ved at satse 4 mio. kr. fra Kirkeministeriets Fællesfond til et løft af ”Kirken på landet”? Men hvad med dåben? Her er der i høj grad brug for at kaste mange ressourcer ind – også på nationalt plan – hurtigst muligt.

Et nyt folkekirkemøde?
Initiativtagerne til folkekirkemødet ser det som en succes. Så forhåbentlig er folkekirkemødet noget, der er kommet for at blive. Kirkefondet bakker i hvert fald op om en gentagelse i en eller anden form. Nu står der så tilbage at arbejde videre med hvor tit, hvor og hvem der skal arrangere det og indbyde til det fremadrettet. Måske skal man skele til, hvad biskop Tine Lindhardt skrev i sit høringssvar i forbindelse med debatten om forslag til ny overordnet styringsstruktur for folkekirken. Hun skrev bl.a., at hun ”med interesse har læst ideen om et folkekirkestævne – som med fordel kunne holdes hvert andet år – gerne i stiftsregi – med deltagelse af interesserede, folkeligt og kirkeligt”.